Trin 4: Enfamiliehus og sommerhus

Her giver vi overblik over den dokumentation, du skal indsende for at kunne færdigmelde dit byggeri. Kategorien dækker også tilbygninger, fx udestue, altan og anneks

Når du er færdig med dit byggeri, skal du  dokumentere, at du overholder reglerne. Det gør du ved at færdigmelde byggeriet gennem Byg og Miljø. 

Vi skal bruge: 

  1. Færdigmelding af byggearbejdet. Det foregår i Byg og Miljø ved at vælge "Efter endt arbejde". Her skriver du også datoen for det afsluttede byggeri.
  2. Erklæring om det færdige byggeri. Når du underskriver, erklærer du, at byggeriet er i overensstemmelse med byggetilladelsen og bygningsreglementet. Erklæringen underskrives i Byg og Miljø under "Erklæring om det færdige byggeri". Se vores vejledning i hvordan du underskriver i Byg og Miljø
  3. Erklæring om dokumentation for det færdige byggeri. Når du underskriver, erklærer du, at du har fremsendt fyldestgørende dokumentation, der viser, at bygningsreglementets bestemmelser er opfyldt. Erklæringen underskrives i Byg og Miljø under "Erklæring om dokumentation for det færdige byggeri". Se vores vejledning i hvordan du underskriver i Byg og Miljø
  4. Dokumentation for brandtekniske forhold. 
  5. Dokumentation for bærende konstruktioner. 
  6. Teknisk dokumentation i henhold til din egen erklæring i Byg og Miljø. Det er de kapitler i bygningsreglementet, som du i ansøgningen har krydset af, at dit byggeri er omfattet af.

Herudover kan der være krav til yderligere dokumentation for enfamiliehuse, men oftest ikke for sommerhuse. Det vil i givet fald være oplyst i byggetilladelsen:

  • Drifts- og vedligeholdelsesmanualer for bebyggelsens installationer.
  • IBS-attest fra en landinspektør (IBS-attest er en forkortelse for Identitets- Byggelinje- og Servitutattest. Attesten skal dokumentere, om der er overensstemmelse mellem byggeriet og de gældende lovkrav)
  • Kopi af byggeskadeforsikring og dokumentation for, at præmien er betalt. 
  • Dokumentation for energimærkning

Spørgsmål? Kontakt os

BYG

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon 72 53 21 04

Send en mail

Skriv sikkert til os

Telefontider:

Mandag kl. 10.00-12.00
Tirsdag kl. 10.00-12.00
Onsdag LUKKET
Torsdag kl. 15.00-17.00
Fredag kl. 10.00-12.00