Lokalplaner

En lokalplan fastlægger anvendelsen af et område, herunder fx hvad og hvor meget, der må bygges samt hvordan det må se ud.

Hvad er en lokalplan?

En lokalplan fastlægger bindende bestemmelser for et klart afgrænset område og skal følges, hvis der skal ske ændringer. Det kan fx være, hvis du gerne vil bygge nyt eller bygge om, eller hvis du ønsker at benytte din ejendom til noget andet.

Lokalplaner indeholder bestemmelser om fx

  • Anvendelse - hvad må området bruges til
  • Hvor og hvor meget der må bygges
  • Hvor højt der må bygges
  • Hvilke materialer der må anvendes
  • Krav om opsamling af regnvand
  • Beplantningsforhold

Hvis der i en lokalplan er forhold, der ikke er reguleret, er det byggeloven, miljøbeskyttelsesloven og andre love, der er gældende.

Lokalplaner udløser ikke handlepligt. Det vil sige, at en ejendoms lovlige anvendelse kan fortsætte, selv om der bliver vedtaget en lokalplan, som fastlægger en anden anvendelse.

Find alle lokalplaner i Faaborg-Midtfyn Kommune (Plandata.dk)

 

Ansøg om udarbejdelse af lokalplan

Ønsker du at søge om udarbejdelse af en lokalplan, skal du indsende ansøgningen via linket nedenfor. Ansøgningsskemaet stiller krav til information om: 

  • Kontaktoplysninger på ejer og rådgiver/ansøger
  • Adresse på det område, der ønskes lokalplanlagt for, herunder et matrikelkort med områdets afgrænsning.
  • Beskrivelse af projektet, herunder formålet, anvendelse, højde, bebyggelsesprocent osv. Derudover kan der evt. indsendes en principskitse med bebyggelsens placering og anvendelse.
  • Du kan med fordel undersøge de gældende kommuneplanrammerog de generelle rammebestemmelser for det område, du ønsker lokalplan for.

 

Ansøgning til udarbejdelse af lokalplan

 

Du vil blive kontaktet ifm. din ansøgning. Der bliver normalvis prioriteret igangsættelse af planer 2 gange om året.

 

Hvis du vil vide mere

Luk alle
Åben alle

Hvornår skal der udarbejdes en lokalplan?

Før større bebyggelser eller ændringer af et områdes anvendelse kan gennemføres, skal der udarbejdes en lokalplan. Det er Kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om hvorvidt, der er tale om en større ændring, og om der dermed er lokalplanpligt.

Hvordan vedtages en ny lokalplan?

Når kommunalbestyrelsen har godkendt et lokalplanforslag offentliggøres det på kommunens hjemmeside og på plandata.dk og kommer i offentlig høring i minimum 2 uger. Dog skal høringsperioden være tilpasset omfanget af de ændringer som planen medfører og vil som oftest være enten 4 eller 8 uger.

Ejere, lejere og brugere indenfor lokalplanområdet samt naboer til lokalplanområdet bliver orienteret direkte om forslaget via digital post eller almindeligt brev, hvis de er undtaget for digital post.

Formålet med den offentlige høring er, at offentligheden i videst mulig omfang inddrages i planlægningen. I høringsperioden har du mulighed for at komme med bemærkninger og ændringsforslag til lokalplanen.

Efter høringsperioden bliver alle høringssvar behandlet, og det vurderes, hvorvidt de giver anledning til ændringer i lokalplanen. Derefter beslutter kommunalbestyrelsen om de ønsker at vedtage lokalplanen endeligt.

Når lokalplanen er endelig vedtaget bliver den offentliggjort på kommunens hjemmeside og på plandata. Den vedtagne plan kan påklages til Planklagenævnet, hvad angår retlige forhold inden for 4 uger efter offentliggørelsen.

Ansøgning om dispensation fra lokalplan eller byplanvedtægt

Søg om dispensation

Ansøgningen skal indeholde en begrundelse, og ejer skal indsende ansøgningen eller have givet en fuldmagt til ansøger.

Byggearbejdet må ikke påbegyndes, før der er meddelt dispensationen.

Du kan søge dispensation fra en bestemmelse i en lokalplan eller byplanvedtægt. Vi kan kun dispensere, når det skønnes at være foreneligt med de hensyn, der ligge bag ved den bestemmelse, du søger dispensation fra.

Vi kan ikke dispensere fra en lokalplans formål eller bestemmelser om anvendelse. I stedet kræver det udarbejdelse af en ny lokalplan.

Spørgsmål? Kontakt os

Plan

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon: 72 53 20 36

Send en mail

Skriv sikkert til os