30 timers dagtilbud

Tilbud om deltidsplads, hvis forældre er på barsels- eller forældreorlov.

Om 30 timers dagtilbud

30 timers dagtilbud er et tilbud om deltidsplads, hvis forældre er på barsels- eller forældreorlov.

Du har ret til et 30 timers dagtilbud i det dagtilbud, som dit barn er indmeldt i, hvis du som forælder kan dokumentere, at du holder barsels- eller forældreorlov efter reglerne i barselsloven. Du skal altså kunne dokumentere fravær fra dit arbejde eller din uddannelse for at kunne få et 30 timers dagtilbud.

Tilbuddet gælder for alle børn i husstanden indtil start i Forårs-SFO, men kun så længe du som forælder har fravær under barsels- eller forældreorlov.

Hvis dit barn går i et kommunalt/selvejende dagtilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune, kan du benytte det 30 timers dagtilbud på hverdage fra kl. 8.00 - 14.00.

Det 30 timers dagtilbud er for en sammenhængende periode, og I kan som forældre skiftes til at have barsels- eller forældreorlov under den ansøgte periode for 30 timers dagtilbud. I kan have op til 5 uger, hvor barsels- eller forældreorloven er afbrudt, uden at jeres barn mister retten til et 30 timers dagtilbud.

Sådan søger du om 30 timers dagtilbud

Hvis du ønsker at søge om 30 timers dagtilbud, skal du sende din ansøgning med dokumentation til Pladsanvisningen senest 1 måned før du ønsker et 30 timers dagtilbud til dit barn. Perioden starter altid den 1. i en måned. Bemærk at du ikke kan søge om et 30 timers dagtilbud med tilbagevirkende kraft.

Du kan søge om et 30 timers dagtilbud, når dit barn er indmeldt i et dagtilbud. Har dit barn endnu ikke fået en plads i et dagtilbud, gælder de almindelige regler om optagelse i dagtilbud.

Vedr. private dagtilbud og kommunalt dagtilbud i en anden kommune

Ønsker du et 30 timers dagtilbud i et privat dagtilbud eller i et kommunalt dagtilbud i en anden kommune, skal du sende din ansøgning med dokumentation til Pladsanvisningen senest 2 måneder før, du ønsker et 30 timers dagtilbud til dit barn.

Du kan søge om et 30 timers dagtilbud, når dit barn er indmeldt i et privat dagtilbud eller i et kommunalt dagtilbud i en anden kommune. Har dit barn endnu ikke fået en plads i et privat dagtilbud eller i et kommunalt dagtilbud i en anden kommune, gælder de almindelige regler for optagelse i det private dagtilbud eller retningslinjer for optagelse i institutionskommunen.

Du skal kontakte det private dagtilbud eller institutionskommunen for information om, i hvilket tidsrum du kan benytte det 30 timers dagtilbud.

Krav til ansøgning

I ansøgningen skal du dokumentere, at en af forældrene enten har eller får fravær efter barselsloven på det tidspunkt, hvor det 30 timers dagtilbud ønskes. Det gør du med en kopi af vandrejournalen med forventet terminsdato, eller med en kopi af fødselsattesten. Hvis din barsel udskydes eller lignende, skal du vedlægge kopi af en aftale med din arbejdsgiver.

Ansøg om 30 timers dagtilbud

 

Hvis du vil vide mere

Luk alle
Åben alle

Hvad koster 30 timers dagtilbud?

Hvis dit barn er indmeldt i et kommunalt/selvejende dagtilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune, kan du se takster her.

Hvis dit barn er indmeldt i en privat institution, skal du kontakte institutionen for oplysning om forældretakst.

Hvis dit barn er indmeldt i et kommunalt dagtilbud i anden kommune, skal du kontakte Pladsanvisningen i Faaborg-Midtfyn Kommune for at få oplyst forældretaksten.

Ophør af 30 timers dagtilbud

Hvis du ikke længere har fravær under barsels- eller forældreorlov, kan du ikke beholde det 30 timers dagtilbud (dog undtaget, hvis du blot afbryder fraværet i en periode på højst 5 uger).

Når det 30 timers dagtilbud slutter, går dit barn automatisk tilbage til en fuldtidsplads i dit barns dagtilbud. Du skal varsle Faaborg-Midtfyn Kommune senest 2 måneder før, hvis du planlægger at afbryde fraværsperioden i mere end 5 uger, eller når fraværsperioden ophører.

Spørgsmål? Kontakt os

Pladsanvisningen

Skolevej 6
5854 Gislev

Telefon: 72 53 32 33

Skriv sikkert til os
(Borger)

Skriv sikkert til os 
(Virksomhed)

Telefontider:

Mandag: 9.00 - 11.00
Tirsdag: 9.00 - 11.00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 12.00 - 14.00
Fredag: 9.00 - 11.00