1000fryd
Om 1000Fryd
1000Fryd er en børnehave med plads til 99 børn. Institutionen er beliggende centralt omkring byens idrætsanlæg og ikke langt fra Ringe Sø. 1000Fryd udgør sammen med Vesterparken og Hættegården Børneområde Midt. Alle institutioner ligger i Ringe og har børn i alderen 0-6 år.
I 1000Fryd holder vi høns og kaniner. Det, der særligt kendetegner institutionen er bevægelses- og idræts-lege samt projekter om mad og måltider. Institutionen har desuden frokostordning.
Se vores kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen
Institutionen er bygget i 2008 og har et stort udeareal og et byggeri centralt på området. Den store legeplads er inddelt i forskellige lege- og aktivitetszoner. Vi påbegyndte en tilbygning i juni 2021, der skal rumme en vuggestue med 18 pladser. I 2022-24 vil pladserne primært være ekstra børnehavetilbud.
Åbningstider
Mandag kl. 6.30-16.30
Tirsdag til torsdag kl. 6.30-16.45
Fredag kl. 6.30-16.00
Fællespasning
De tre institutioner Hættegården, Vesterparken og 1000Fryd, der udgør Børneområde Midt, holder fællespasning primært i Hættegården i ugerne 28, 29 og 30 i forbindelse med sommerferien. Vi udnytter derved vores ressourcer bedst muligt med flest folk på arbejde, når vi har alle børn i pasning.
Udvidet åbningstid
Hvis du som forælder har problemer med at nå at aflevere eller hente dit barn inden for åbningstiden i hverdagen, har du mulighed for at søge om udvidet åbningstid.
Der kan søges fra:
- Kl. 6.00 om morgenen og til institutionen åbner
- Institutionen lukker og indtil kl. 17.00
For at kunne søge om udvidet åbningstid skal du have job eller uddannelse, der gør, at du sammenlagt med transporttiden ikke har mulighed for at aflevere eller hente dit barn inden for institutionens normale åbningstid.
Bevillingen gives til den enkelte familie. Du er derfor kun berettiget til at få udvidet åbningstid, i den periode du har behov for det.
Du kan søge udvidelse, når barnet går i vuggestue, børnehave eller SFO. Hvis dit barn går i en privat institution, kan du ikke søge om udvidet åbningstid.
Sådan søger du om udvidet åbningstid
Har du behov for en længere åbningstid, kan du henvende dig i institutionen. Lederen hjælper dig med at udfylde en ansøgning og indsende denne til administrationen i Opvækst og Læring.
Administrationen sender svar til lederen af institutionen. Når udvidelsen er bevilget, aftaler du og lederen, hvilken dag dit barn kan starte med at have udvidet åbningstid.
Har du spørgsmål i forbindelse med udvidet åbningstid, kan du henvende dig til ledelsen i din institution eller SFO. Du er også velkommen til at kontakte Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.
Retningslinjer for udvidet åbningstid
Det er kommunalbestyrelsen, der har besluttet at afsætte penge på budgettet til udvidet åbningstid. Bag beslutningen ligger et bevidst ønske om at skabe gode rammer for kommunens børnefamilier, så Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat vil være et attraktivt sted at bosætte sig.
Vil du vide mere om, hvordan pengene til udvidet åbningstid fordeles, kan du se i Retningslinjer for udvidet åbningstid, som du finder her.
Opstart
Når børnene er tilbudt en plads i institutionen, bliver forældrene inviteret til en opstartssamtale. Her deltager en af de pædagoger, der modtager barnet samt vores teamleder. Vi får den vigtige viden omkring barnet, så vi sammen kan sikre at vi giver barnet de bedste muligheder for at føle sig tryg i overgangen. Indkøringsforløbet bliver aftalt individuelt med forældrene.
Som ny forældre får du vores informationsfolder der beskriver hverdagen og vores samarbejde om at udvikle et godt dagtilbud i fællesskab. Her kan man også læse mere om vores traditioner og lokale forhold. Du er velkommen til at rekvirere vores velkomstfolder, hvis du har brug for mere information.
Bestyrelsen har udarbejdet princip for den gode modtagelse, både de daglige modtagelser og ved opstart hvor man er helt ny i institutionen:
- Princip: Styrket informationsniveau - især i perioden op mod processen. Mulighed for en stor grad af inddragelse af børn og forældre.
- Værdi: Ro og tryghed for både barn og forældre ved de forskellige overgange, de møder i løbet af tiden i børnehaven.
Overgang til tidlige SFO 1. april
I FMK overgår børnene til tidlig SFO 1. april. Vi har sammen med de lokale skoler både kommunale og friskolen samt de prvate børnehaver tilrettelagt en ”børnerejse” hvor vi besøger skolerne og få besøg af de voksne børnene skal møde i det nye.
Ved overgang til Tidlig SFO afholdes årligt et Fyraftensmøde med oplæg fra pædagogerne om målet for overgang og hvor vi sammen med forældrene taler om vores fælles indsats i forhold til at støtte børnene i deres overgang. Vi har beskrevet det i en floder som omdeles i forløbet.
Vi har tre pædagoger med i Tidlig SFO på de kommunale skoler i Ringe. Det vil variere hvem det er og hvor de enkelte medarbejder følger med over så det giver mest mening for kerneopgaven som vi løser sammen med skolerne.
Dagligdagen
Pædagogerne tilrettelægger aktiviteter eller emner der bliver undersøgt, samtidig giver de plads til at børnene overtager når deres nysgerrighed og interesser åbner for andet end det pædagogen havde tænkt. Vi følger med andre ord BARNETS SPOR.
I hverdagen er vi optaget af hvad børnene oplever og tænker om deres børnehave. Vi taler med børnene om hvad de oplever og hvad de tænker. Vi lytter med andre ord til BARNETS STEMME.
På den måde er vores hverdag også bygget op omkring børnenes bidrag og understøtter deres demokrati og dannelse.
Dagens rytme
- Morgenmad klokken 6.30-7.30.
- Legeøer på stuerne eller på legepladsen indtil klokken 9.00
- Samling i grupperne med frugt klokken 9.00
- Mindre legegrupper frem til frokost.
- Madpakker omkring klokken 11.00
- Børn, der skal sove, bliver puttet ca. klokken 11.30.
- Legeøer på legepladsen efter madpakker.
- Eftermiddagsmad klokken 13.30-14.00.
- Lege og tid til afhentninger
Leg og læring dagen igennem
Læring finder sted i alle dagligdagens rutiner, situationer og hændelser. Det gælder både når de voksne sætter velovervejede aktiviteter i gang, men også når børnene selv finder ud af, hvad de vil lege og lave.
Børnenes indflydelse på hverdagen, og de krav vi stiller til dem i forskellige situationer står i forhold til barnets alder og udvikling. Børnene afprøver hele tiden nye udfordringer. Det foregår på forskellige niveauer efter alder og egen formåen. Vi viser børnene tillid og lader dem afprøve egne grænser. Vi voksne stiller os til rådighed, hvis børnene føler, at de ikke magter det, de er begyndt på, og vi hjælper dem videre herfra.
Vi har planlagte aktiviteter ud fra læreplanstemaerne og forskellige andre tilbud til børnene i mindre grupper. Dette er beskrevet og dokumenteret i miniprojekter. Gennem alle dagens lege, rutiner og aktiviteter, støtter og muliggør vi børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse.
Pædagogerne tilrettelægger læringsforløb for en periode og informere løbende i nyhedsbrev og små hverdagsfortællinger på AULA.
Middagslur og pauser på en lang dag
Vi er i løbende dialog med forældre om børns søvn. Institutionen følger forskning på området. Børnehavebørn sover og hviler sig efter behov. Mange børn har brug for en pause og ro gennem søvn og hvile, så de kan bearbejde de mange indtryk og læring der sker gennem en dag.
Rutiner og selvhjulpenhed
I vores mange rutiner støtter vi børn til selv at mestre opgaver og være stærke i at kunne lykkes med at klare meget på egen hånd. Det styrke deres selvværd og deres selvtillid, samt giver dem frihed til begå sig. Det er rutiner på toilettet, ved måltiderne og i garderoberne. Vi samarbejder med forældre om at lykkes med at gøre børnene i stand til at mestre opgaver som øger deres oplevelse af ”jeg kan”.
Renlighed
Vi samarbejder med dagplejen og vuggestuen om at hjælpe børn til at blive renlige ved børnehave start, dette giver frihed til barnet og mere overskud til at indgå i de nye legefællesskaber.
Pædagogik
Vores grundlæggende pædagogik
Faaborg-Midtfyn Kommune har rammesat en stærk børn- og ungepolitik med tre visioner inddelt i kategorierne medborgerskab, trivsel og omsorg, opvækst og læring.
I Børneområde Midt har vi udarbejdet et fælles børnesyn og et fælles syn på hvordan alle børn skal indgå i et stærkt fællesskab med ret til at være unik. I vores område har vi fokus på legen som udgangspunkt for at styrke børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
I Hættegården, 1000Fryd og Vesterparken arbejder vi med en forståelse af, at de udviklingsspor vi tilbyder børnene i børnehaven og vuggestuen gør en forskel for livet. Den livslæring og erfaring, som børnene høster i et stærkt læringsmiljø i barndommen, rækker ind i deres unge- og voksenliv. Derfor er pædagogikken og pædagogerne særligt betydningsfulde. Det ansvar er vi meget bevidste om.
Den pædagogiske læreplan
Den nye styrkede læreplan, som er vedtaget i Folketinget i sommeren 2018, understreger, at vi i tæt samarbejde med forældrene skal udvikle glade og trygge børn. Loven taler om ”et bredt læringssyn, hvor børnene er medskabere af egen læring inden for rammer, som det pædagogiske personale har organiseret”.
I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.
Evaluering af den pædagogiske læreplan
Vi understøtter børnenes udvikling
- Ethvert barn er unikt og skal mødes i respekt for dets forudsætninger og nærmeste udviklingszone: ”Hvad kan jeg nu, og hvad er jeg på vej til at kunne”.
- Vi vil styrke børns muligheder og trivsel gennem stærke og nære relationer.
- Børnene skal være en del af fællesskaber, opleve sig som betydningsfulde med det, man bidrager med, så ethvert barn oplever tiltro til sig selv og sine omgivelser.
- Vi har fokus på de gode mødeøjeblikke, hvor det enkelte barn oplever sig set.
- Vi ønsker at styrke børnenes evne til og mulighed for at lege.
- Børnene skal være motiverede til læring ved at få plads og rum til at være undersøgende og nysgerrige. De voksne opmuntrer og inddrager børnenes idéer og initiativer, som meningsfulde og brugbare.
- Vi ser, at barnets udtryksformer er bundet op på en reel intention, et ønske og et behov, som vi sammen med barnet skal finde veje til at opfylde, regulere og ind imellem udsætte. Det sikrer barnet i at mærke sig selv, aflæse sine omgivelser og samarbejde i fællesskaber.
- Vi stiller os i forskellige positioner og er tilgængelige i læringsmiljøet. Vi står foran, ved siden af og bag ved den lærings- og udviklingszone, børnene færdes i. Vi arbejder med at indtage bevidste roller og positioner i hverdagen.
- Vi støtter barnet i selv at sætte grænser og at respektere andres grænser. Gennem dialog skal børnene opnå en forståelse af hinandens forskelligheder og en bevidsthed om, at vi udtrykker os forskelligt.
- Vi voksne er vigtige rollemodeller for børnene, og derfor møder vi dem med åbenhed og anerkendelse og skaber tryghed for dem ved at være nærværende, deltagende og tydelige voksne, der fremtræder troværdigt med en god omgangstone til både store og små. Vi voksne guider og støtter børnene i det, der er svært.
Vi får støtte og vejledning i et tæt samarbejde med konsulenter fra Opvækst og Læring.
Legen i 1000Fryd
Børnenes legeoplevelse: Det skal være sjovt og meningsfuldt at lege.
- Børnene vil opleve at de har medindflydelse og medbestemmelse over, hvad der sker i legen. Alle børn kan deltage og har hver deres kompetencer, interesser og udtryk, som får mulighed for at komme i spil, og alle bidrager ud fra deres forudsætninger.
- Alle børn føler sig som en del af fællesskabet og oplever, at de er betydningsfulde.
- Børn oplever at indgå i legefællesskaber på tværs af alder og køn og faste grupperinger.
- Børn oplever rum hvor de kan fordybe sig, hvor der er tid og nærvær til, at legen kan udvikle sig.
- Rollelege og regellege afstemmes efter børnenes alder og interesser.
- Leg og læring er uadskillelige, og når vi leger, lærer børnene. De sprogunderstøttende strategier implementeres i børnenes leg, så deres begrebsverden og forståelse af omverdenen styrkes i legene.
- Der er plads til vilde, risikofyldte lege, hvor sanser og kropslighed giver nye erfaringer.
Legens miljø og tilrettelæggelsen af legen giver mulighed for, at børn kan være nysgerrige og eksperimenterende. De kan overskride egne grænser, finde mod og tro på sig selv og på hinanden. Børnene får nye erfaringer og færdigheder, når de leger i stærke fællesskaber, der opmuntrer til deltagelse og til at bidrage med egne idéer og eksperimenter. Legen åbner for demokratisk dannelse i trygge fællesskaber.
De voksnes rolle
Voksne har en aktiv rolle i børns legeuniverser. Vi skaber inspirerende og fleksible legemiljøer. Som voksne har vi ansvar for at inspirere og give nye impulser til legens univers og skabe muligheder for vanebrud. På den måde lærer børn nyt om sig selv, om relationerne og om deres omverden.
- Vi er som pædagoger nærværende og engagerede og lydhøre overfor børnenes idéer, impulser og deres spor.
- Pædagogerne rammesætter legen og er bevidste om de forskellige legepositioner. Vi arbejder ud fra Gitte Borks legemodel, hvor du kan definere dig indenfor og udenfor legens kontekst. I Børneområde Midt er de voksne aktive medlegere, vi er bevidste om vores deltagelse i og omkring legen.
- Legene er typisk organiseret i mindre legegrupper. Børnene oplever positivt engagement fra de voksne.
- Pædagogerne er bevidste om deres organisering af legemiljøet, sammensætning af legegrupper og hvilke impulser og materialer der tilbydes i rummet. Vi sikrer stimulering og understøttelse i legen, så børn danner nye spor for deltagelse, samarbejde, for kreativitet og eksperimenter, for kognitiv og sproglig læring. Leg og læring sker gennem sansning og erfaringer, gennem egne oplevelser.
- Vi arbejder med forskellige legetemaer og har udviklet temakasser. Vi tilbyder forskellige rekvisitter og materialer, der kalder på børnenes kreativitet og som kan understøtte fantasien og legens udvikling.
- De voksne ser mulighederne og baner vejen for, at legen får de bedste betingelser med børnene som de centrale aktører og idémagere. De voksne evaluerer sammen og drøfter, om deres initiativer er afvisende eller initiativfremmende, når de er i samspil med børnene.
- Leg opstår i alle dele af hverdagen, den legende tilgang søges i daglige rutiner og i de vokseninitierede aktiviteter.
Personale
I Børneområde Midt har vi prioriteret et højt uddannelsesniveau og har derfor primært ansat uddannet personale. Vores pædagogmedhjælpere vil fremover tilbydes uddannelse som pædagogiske assistenter.
Vi prioriterer også kompetenceudviklingsforløb internt i organisationen samt relevant eksterne efteruddannelser. Vi arbejder med vidensbegrundet læringsforløb i den styrkede pædagogiske læreplan.
1000Fryd kan tilbyde et fagligt stærkt medarbejderhold der arbejder reflekteret og i en kultur hvor viden og praksis spiller sammen.
Ledelse
Områdeleder Carsten Ørum, tlf.: 72 53 48 00
Teamleder Marianne Wolff, tlf.: 72 53 46 91
Øvrigt personale
8 pædagoger
3 pædagogmedhjælpere
1 pædagogstuderende
1 kostfaglig eneansvarlig
1 husassistent
Spørgsmål? Kontakt os
1000Fryd
Holmehøjvej 34
5750 Ringe
Telefon: 72 53 47 70
Send en mail
Telefontider
Man-tors kl. 6:45-11:00