Bøgebjerg Børnehus
Om Bøgebjerg Børnehus
Bøgebjerg Børnehus består af vuggestue og børnehave. Børnehuset er en landsbyordning under Øhavsskolen. Den ligger i Vester Åby og er tæt knyttet sammen med skoledelen afd. Bøgebjerg.
Vi har mange gode muligheder i lokalområdet, som vi er glade for at benytte os af. Vi har legepladsen i byen, selve byen og skoven, som vi bruger meget. Vi har gode muligheder for at komme ud og opleve naturen.
Alle børnehavebørn går til svømning i Faaborg - p.t. hver 3. uge. Her har vi en svømmelærer med i hallen, som sammen med børnehavens personale sammensætter et program, der er med til at udvikle børnenes glæde og tryghed ved at opholde sig i vandet.
Pr. 01. april 2022 fik vi vores vuggestue, som er et stærkt pædagogisk tilbud for de yngste børn, og som vi er meget glade at kunne tilbyde.
Åbningstider
Mandag til torsdag kl. 6.20-16.30
Fredag kl. 6.20-16.00
UDVIDET ÅBNINGSTID
Hvis du som forælder har problemer med at nå at aflevere eller hente dit barn inden for åbningstiden i hverdagen, har du mulighed for at søge om udvidet åbningstid.
Der kan søges fra:
- Kl. 6.00 om morgenen og til institutionen åbner
- Institutionen lukker og indtil kl. 17.00
For at kunne søge om udvidet åbningstid skal du have job eller uddannelse, der gør, at du sammenlagt med transporttiden ikke har mulighed for at aflevere eller hente dit barn inden for institutionens normale åbningstid.
Bevillingen gives til den enkelte familie. Du er derfor kun berettiget til at få udvidet åbningstid, i den periode du har behov for det.
Du kan søge udvidelse, når barnet går i vuggestue, børnehave eller SFO. Hvis dit barn går i en privat institution, kan du ikke søge om udvidet åbningstid.
SÅDAN SØGER DU OM UDVIDET ÅBNINGSTID
Har du behov for en længere åbningstid, kan du henvende dig i institutionen. Lederen hjælper dig med at udfylde en ansøgning og indsende denne til administrationen i Opvækst og Læring.
Administrationen sender svar til lederen af institutionen. Når udvidelsen er bevilget, aftaler du og lederen, hvilken dag dit barn kan starte med at have udvidet åbningstid.
Har du spørgsmål i forbindelse med udvidet åbningstid, kan du henvende dig til ledelsen i din institution eller SFO. Du er også velkommen til at kontakte Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.
RETNINGSLINJER FOR UDVIDET ÅBNINGSTID
Det er kommunalbestyrelsen, der har besluttet at afsætte penge på budgettet til udvidet åbningstid. Bag beslutningen ligger et bevidst ønske om at skabe gode rammer for kommunens børnefamilier, så Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat vil være et attraktivt sted at bosætte sig.
Vil du vide mere om, hvordan pengene til udvidet åbningstid fordeles, kan du se i Retningslinjer for udvidet åbningstid, som du finder her.
Opstart
Når et nyt barn starter i børnehuset, aftaler vi altid et indkøringsforløb, som passer til den enkelte familie. Vi vil i Bøgebjerg Børnehus gerne skabe trygge overgange. Vi ønsker at barnet får en let overgang ved at gøre børnehaven så genkendelig som mulig inden start:
- Den sidste måned inden barnet skal starte, vil vuggestuebarnet blive inviteret ind i børnehaven nogle formiddage. Det vil være i en lille indkøringsgruppe, hvor børnene kan skabe venskaber og lærer det nye sted at kende. Det vil også være denne gruppe barnet primært vil være i den første tid i børnehaven.
- Vi vil gerne skabe de gode legerelationer, og vil arbejde på, at der hurtigt kan skabes gode relationer før eller i den første tid i børnehaven.
- I den sidste tid i vuggestuen vil barnet, der snart skal starte, inviteres mere og mere ud i de mere rolige stunder, hvor personalet fra vuggestuen kan gå med. Eksempler: leg på den store legeplads, morgen og eftermiddagsstund i leg i fællesrum, så barnet kan spejle sig i børnehavebørnene.
- Forældre til børn, der skal i overgangen fra vuggestue til børnehave, vil blive inviteret til en lille snak i børnehaven med en af de kommende kendte voksne/deres primær voksen under indkøring og den første tid.
Overgang fra dagpleje til børnehaven
Børn, der kommer fra dagpleje, vil også blive inviteret ind til for-besøg. De kan også inviteres ind i børnehaven, her vil det dog være en forældreopgave at være med barnet disse formiddage.
Mange børn kender allerede børnehaven inden de starter, da vi har vuggestuen og et rigtigt godt samarbejde med dagplejen. Dagplejernes heldagslegestuen er i et lokale i børnehaven og finder fast sted hver 14. dag.
Vi lægger stor vægt på, at alle børn og deres familie, får en god og tryg start i vuggestue/børnehave. Derfor aftaler vi altid, med den enkelte familie, hvordan indkøringsforløbet skal være.
Velkomstfolder deles desuden ud, hvor barnet og familien kort introduceres til børnehavelivet.
Dagligdagen
Bøgebjerg Børnehus består af vuggestue og børnehave.
Vi lægger vægt på, at der skal være faste rammer og strukturer, så børnene kan udvikle sig bedst muligt. Vi sender uge/måneds-planen ud på AULA, så I forældre kan følge med i hverdagens aktiviteter og læreplanstemaer, vi arbejder med.
Dagens gang i Bøgebjerg Børnehus:
Vi åbner kl. 06.20 og lukker kl. 16.30, om fredagen lukker vi kl. 16.00. Der serveres morgenmad indtil kl. 08.00 og morgenmaden består af havregryn, cornflakes og rugbrød med ost eller marmelade. Nogle gange er der havregrød eller friskbagte boller.
Kl. 09 har vi samling, hvor der tilbydes lidt frugt eller en gnave-bolle, og så går dagens planlagte aktiviteter stille og roligt i gang. Hvis børnene skal have fuldt udbytte af de aktiviteter, der finder sted i børnehaven, skal de være mødt ind senest kl. 09.00. Det står i ugeplanen, hvis I skal møde ind på et bestemt tidspunkt i forbindelse med en tur eller en særlig aktivitet, og det tidspunkt kan godt ligge før kl. 09.00.
Vi spiser frokost ved 11-tiden og går derefter på legepladsen frem til ved 14-tiden, hvor vi spiser eftermiddagsmad. De børn der sover til middag, bliver puttet ved 12-tiden.
Der er madordning i børnehaven. Vi har tre dage om ugen med smør-selv rugbrød, og to dage med varm mad, som også kan være mad på bål på legepladsen. Om eftermiddagen kan børnene få brød, yoghurt, frugt, grønt og /eller andet vi mener er et godt og mættende mellemmåltid.
Efter eftermiddagsmaden er der mange der er blevet hentet og vi skaber nogen rammer, der gør det sjovt og spændende at søge nye legerelationer, når bedstevennen er gået tidligt hjem.
Vuggestuen kører efter lidt andre tider:
Ved 07-tiden går Vuggestuen for sig selv
Kl. 08.30 er der formiddagsmad
Kl. 10.30 er der middagsmad
Bleskift, putteklar
Sover lur fra kl. 11.30-14.00-tiden, derefter eftermiddagsmad
Pædagogik
I Bøgebjerg Børnehus arbejder vi ud fra et positivt menneskesyn om, at alle gør deres bedste. Hverdagen tilrettelægges ud fra børnenes behov og interesser. Vi skaber gode læringsmiljøer i forskellige rammer. Vi har fokus på, at børn leger og lærer bedst, når de er glade og trygge. Vi opdeler børnene i forskellige alders/ interessegrupper m.m., så læring og leg passer til alle.
Grundlæggende menneskesyn
I såvel det pædagogiske arbejde, i forældresamarbejdet, i personalesamarbejdet og i ledelsen er udgangspunktet et positivt og anerkendende syn på alle. Vi lægger vægt på et menneskesyn, hvor alle mødes i en positiv forventning om, at alle præsterer deres bedste, og hvor der fokuseres på styrker og ressourcer i stedet for fejl og mangler. Dette giver en hverdag, hvor børn, forældre og personale oplever rummelighed, god stemning, livsglæde og overskud i et spændende, stimulerende pædagogisk miljø.
Glade børn lærer bedst
Det skal være sjovt at gå i børnehave. Når barnet har mulighed for fordybende leg, glæder, oplevelser og udfordringer, skaber det læring og udvikler barnets kompetencer. For at styrke barnets selvværd, er det vigtigt, at vi ser det enkelte barn som unikt med sine særlige styrkesider, som det fremgår af de profiler, vi udarbejder på børnene. Vi arbejder på at styrke det enkelte barns behov og styrker understøttes, samtidig med et krav om, at barnet skal kunne indgå i et fællesskab.
Læringsmiljøer
Vi skaber læringsmiljøer med plads til alsidig leg og fordybelse. Vi stiller spændende rammer op for børnene, som de ikke kan lade være med at udforske. Børn føler sig mest frie, når de er trygge, og det er rammerne, som gør dem trygge. De rammer består ikke mindst af et kompetent personale, som har et positivt syn på barnet, og som er engagerede i deres arbejde.
Den pædagogiske læreplan
I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.
Frokostordning
I Bøgebjerg Børnehus har forældrene tilvalgt den kommunale frokostordning. Det betyder, at børnene får frokost og eftermiddagsmad i børnehaven.
Kommunal frokostordning
Hvert andet år er der afstemning om frokostordningen. Bliver frokostordningen tilvalgt vil forældrene blive opkrævet fra den kommunale administration.
Svømning
Det er vigtigt, at alle børn bliver fortrolige med vand. vi har derfor valgt, at børnehavedelen i Bøgebjerg Børnehus kommer til svømning.
Alle vores børnehavebørn kommer i Faaborg Svømmehal - p.t hver 3. uge.
Vi har en svømmelærer med i hallen, som sammen med børnehavens personale sammensætter et program, der er med til at udvikle børnenes glæde og tryghed ved at opholde sig i vandet.
Vand har mange gode egenskaber, der udfordrer os. Det er vådt, koldt, varmt, blødt, hårdt, det kan smages, det har lyd, og det kan føles. Kort sagt, det stimulerer os.
Det vigtigste for børn, der skal lære at svømme, er, at de føler sig trygge i vandet. Denne tryghed vil vi gerne være med til at skabe for dit barn.
Personale
Afdelingsleder
Ellen Margaret Jensen, tlf.: 72 53 39 60
Øvrigt personale
4 pædagoger
1 pædagogmedhjælper
2 pædagogiske assistenter
1 pedel tilknyttet skolen/børnehuset 2-3 dage om ugen