Børnehaven Broholm

Børnehaven Broholm er en landsbyordning i fællesskab med Brobyskolerne. Det betyder, at SFO'en på Allested-Vejle Skole og Børnehaven Broholm er én og samme institution. Børnehaven Broholm er normeret til 65 børn i alderen 3-6 år. Børnene er fordelt på 3 stuer.

Luk alle
Åben alle

Om børnehaven Broholm

Brobyskolernes landsbyordning

Børnehaven Broholm er en landsbyordning i fællesskab med Brobyskolerne. Det betyder, at SFO'en på Allested-Vejle Skole og Børnehaven Broholm er én og samme institution. Børnehaven Broholm er normeret til 65 børn i alderen 3-6 år. Børnene er fordelt på 3 stuer.

Vores formål er at skabe et trygt og harmonisk miljø for børnene. Det sker i samarbejde med forældrene. Børnehaven skal søge at skabe de bedste rammer for børnenes udvikling, og personalet skal lære børnene, hvad fællesskab og samarbejde betyder.

Brobyskolernes mission

  • På Brobyskolerne arbejder vi værdibaseret i teori og praksis. Brobyskolerne skaber udvikling og læring, når vi arbejder med værdier i hverdagen.
  • Gennem refleksion i forhold til den enkelte og det fælles, skaber vi en forståelse for kompleksiteten i forskelligheden.
  • Gennem den fælles refleksion får vi motivationen til at finde det potentiale, børn og voksne har med sig.
  • Alle på Brobyskolerne bidrager til det stærke og inkluderende fællesskab.
  • På Brobyskolerne anerkender vi hinanden der, hvor vi er.
  • Vi anerkender, at det handler om relationer, når der skabes læring og udvikling.

Børnehaven Broholm

For Børnehaven Broholm betyder denne mission, at vi arbejder bevidst med inkluderende små og store fællesskaber. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns kompetencer og behov og tilrettelægger en hverdag, hvor barnet og dets styrker er i centrum.

I praksis betyder det, at vi opdeler børnene i små eller store grupper med det udgangspunkt, at alle børn skal lykkes. Al læring sker i samspil med andre børn. Minimum én gang om året ser vi på hele børnegruppen og ser på, hvor de pædagogiske kompetencer bedste kommer i spil. Vi har opbygget en fleksibel kultur, som indretter sig efter, hvad der virker bedst for alle børn, med udgangspunkt i at alle børn skal blive så dygtige, som de kan.

Fællesbestyrelse

Bestyrelsen for Børnehaven Broholm er en del af Brobyskolerne og indgår i landsbyordningen med afdelingen Allested-Vejle Skole, som ligger et par villaveje væk fra børnehaven.

Det er fællesbestyrelsen, som varetager den overordnede ledelse af institutionen og behandler personalemæssige, pædagogiske og økonomiske spørgsmål.

I fællesbestyrelsen, som vælges for en 4-årige periode, sidder både forældrerepræsentanter, en repræsentant fra personalegruppen samt børnehavens afdelingsleder, der også er afdelingsleder af Allested-Vejle Skoles SFO.

Der holdes møder ca. 1 gang om måneden. Forældre i børnehaven kan altid kontakte medlemmer af bestyrelsen.

Forældreråd

Børnehaven har sit eget forældreråd, som hjælper til bag kulissen ved børnehavens arrangementer, for eksempel til julefest, bedsteforældredag, legepladsdag og så videre.

Forældrerådet består af frivillige forældre valgt af og blandt forældre én gang om året til forældremødet i efteråret.

Ca. 4 gange årligt arrangerer forældrerådet en eftermiddag med hyggelig forældrekaffe, hvor der serveres boller og kage.

Åbningstider

Mandag til torsdag kl. 6.15-16.30
Fredag kl. 6.15-15.30

UDVIDET ÅBNINGSTID

Hvis du som forælder har problemer med at nå at aflevere eller hente dit barn inden for åbningstiden i hverdagen, har du mulighed for at søge om udvidet åbningstid.

Der kan søges fra:

  • Kl. 6.00 om morgenen og til institutionen åbner
  • Institutionen lukker og indtil kl. 17.00

For at kunne søge om udvidet åbningstid skal du have job eller uddannelse, der gør, at du sammenlagt med transporttiden ikke har mulighed for at aflevere eller hente dit barn inden for institutionens normale åbningstid.

Bevillingen gives til den enkelte familie. Du er derfor kun berettiget til at få udvidet åbningstid, i den periode du har behov for det.

Du kan søge udvidelse, når barnet går i vuggestue, børnehave eller SFO. Hvis dit barn går i en privat institution, kan du ikke søge om udvidet åbningstid.

SÅDAN SØGER DU OM UDVIDET ÅBNINGSTID

Har du behov for en længere åbningstid, kan du henvende dig i institutionen. Lederen hjælper dig med at udfylde en ansøgning og indsende denne til administrationen i Opvækst og Læring.

Administrationen sender svar til lederen af institutionen. Når udvidelsen er bevilget, aftaler du og lederen, hvilken dag dit barn kan starte med at have udvidet åbningstid.

Har du spørgsmål i forbindelse med udvidet åbningstid, kan du henvende dig til ledelsen i din institution eller SFO. Du er også velkommen til at kontakte Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.

RETNINGSLINJER FOR UDVIDET ÅBNINGSTID

Det er kommunalbestyrelsen, der har besluttet at afsætte penge på budgettet til udvidet åbningstid. Bag beslutningen ligger et bevidst ønske om at skabe gode rammer for kommunens børnefamilier, så Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat vil være et attraktivt sted at bosætte sig.

Vil du vide mere om, hvordan pengene til udvidet åbningstid fordeles, kan du se i Retningslinjer for udvidet åbningstid, som du finder her.

Opstart

At starte i børnehave kan være en stor omvæltning for jeres barn. Alle nye indtryk, som barnet får, kan virke spændende og overvældende. Det er derfor vigtigt, at I giver jer tid til at lære børnehaven og personalet at kende sammen med jeres barn.

Når tiden nærmer sig for jeres barns opstart, vil I modtage et velkomstbrev. Her står vigtige informationer om børnehavens hverdag, samt hvilken stue og voksne jeres barn skal være tilknyttet. Velkomstfolderen er samtidigt en invitation til at kontakte børnehaven og aftale en dag, hvor I sammen kommer på besøg. Her bliver I vist rundt og får en masse at vide om hverdagen, opstart og så videre. Vi udfylder kartotekskort med barnets data og eventuelt vigtig viden om sygdomme eller allergier. Vaccinationskort bedes medbragt.

For at sikre en god overgang fra dagpleje til børnehave, har Faaborg-Midtfyn Kommune udarbejdet overleveringsskemaet "Barnet i centrum". Det skal I medbringe i børnehaven. Vi benytter skemaet i mødet med jer som familie, samt til en opstartssamtale ca. 3 måneder efter børnehavestart, hvor vi i fællesskab samler op om eventuelle indsatser.

Vi har desuden et rigtigt godt samarbejde med områdets dagplejere, der gerne kigger forbi i hverdagen og til 3-4 fastlagte Åben-Låge-dage.

Dagligdagen

I Børnehaven Broholm er hverdagen bygget op om en genkendelig struktur. Faste rammer og rutiner hjælper børnene med at overskue dagen og bruge energien på at lege og lære.

De små holdepunkter i løbet af dagen giver tryghed og overblik. Vi vægter desuden god tid til leg, både ude og inde. Dagene veksler gerne mellem måltider, lege og forskellige aktiviteter. De mindste får også gerne en lur.

En typisk dag i Børnehaven Broholm kunne se sådan ud:

  • Morgenmad i køkkenet kl. 6.30-8.00
  • Mulighed for at spise formiddagsmad kl. 9.00-9.30
  • Leg på stuerne eller ude kl. 8.00-11.00
  • Frokost på stuen kl. 11.00-12.00
  • Leg ude / sovebørn inde og hvile kl. 12.00-14.00
  • Mulighed for eftermiddagsmad med brød kl. ca. 14.15-15.00
  • Leg på stuerne eller ude eftermiddag

God morgen

Vi begynder dagen med morgenhygge i køkkenet. Vi vægter, at børnene får en start på dagen, hvor der er tid til at sige farvel og komme stille og roligt i gang.

Børnene kan spise morgenmad eller lege med den aktivitet, der er lagt frem når de kommer.
Vi tilbyder morgenmad frem til klokken 8.00. Der serveres brød og havregryn eller havregrød. Alle børn tilbydes formiddagsmad kl. ca. 9.00. Her vil der være en voksen, der er med til at skabe rammen om samværet. At spise er også en læring i kultur, dannelse, motorik og socialt samspil. Børnene arbejder i små eller store læringsfællesskaber fra klokken 9.30 og frem til klokken 11.30.

Traditioner og årstider kan være et udgangspunkt for tilrettelæggelsen af indholdet. Eksempelvis arbejder alle grupper med emnet høst, men med forskellige mål. Andre emner kan være kultur, madlavning, motorik, musik, sansemotorik eller fællesskaber.

Frokost

I Børnehaven Broholm har forældrebestyrelsen og forældrene valgt, at der skal være kommunal frokostordning. Når dit barn går i Broholm er det automatisk med i ordningen, og det gælder for alle. Du får et ”link” til vores madleverandør, så du kan følge med i menuen og se, hvad der bliver serveret i løbet af ugen.

Vores køkkenassistent sørger for, at der er: Dejlige, varierede og sunde retter til middag. At der er et måltid til eftermiddagsmad. At der også er frugt og brød til et lille mellemmåltid om formiddagen og om eftermiddagen.

Madordningen betyder, at I som forældre ikke skal medbringe mad hjemmefra. Hvis dit barn har en lægedokumenteret allergi, sørger køkkenassistenten for, at der bliver taget hensyn til det behov. Dette sker i et samarbejde med jer forældre.

Vi spiser sammen i vores små grupper under hyggelige former. Vi øver os i at få nogle gode vaner ved bordet og at kunne styre mad, drikke og bestik. Vi taler om dagens begivenheder og hvilke aktiviteter, vi i løbet af dagen skal deltage i. Børnene elsker madordningen. De får udfordret deres smagsløg og finder ud af nye ting, de godt kan lide.

Når det er tid til frokost, skiftes børnene til at dække rulleborde med madpakker, kopper, vand og skraldespande. Bagefter spiser børnene og de voksne på den stue, de er tilknyttet.

Middagslur

Efter frokosten er der mulighed for at sove eller hvile sig. Børnene sover sammen i vores soverum i senge eller på madrasser. Da det er vigtigt, at det kan foregå i en hyggelig og afslappet atmosfære, giver vi os god tid og bliver ved børnene, til de sover alle sammen.

Pædagogik

Pædagogiske principper

Vores daglige arbejde med børnene i børnehaven tager udgangspunkt i nogle helt grundlæggende principper. Det er dermed de pædagogiske principper der, som i overensstemmelse med vores værdier, understøtter den pædagogiske indsats, vi som personale forvalter.

I Børnehaven Broholm:

  • Støtter vi barnets læring i alle situationer i hverdagen.
  • Støtter vi barnets initiativer og hjælper det med at sætte ord på og handling bag.
  • Giver vi børnene kendskab og lyst til at være i naturen ved hyppig og alsidig brug af uderummet.
  • Fokuserer vi på ressourcer og ikke på begrænsninger.
  • Støtter vi op om læring gennem leg og legerelationer.
  • Støtter vi børn med særlige behov.

Natur og udeliv

Vi har en dejlig stor legeplads, hvor der er mulighed for mange gode aktiviteter. Vi lægger vægt på at gøre udenoms-arealerne attraktive og skabe en atmosfære, hvor børnene får lyst til at være meget ude. Legepladsen har sine særlige muligheder og tilbud. Børnene kan cykle og køre på mooncar, lege i legehusene, gynge, grave i sand, kælke eller trille ned ad bakken eller bygge huler - ja, faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser.

På legepladsen kan børnene i højere grad frit eksperimentere, undersøge og være nysgerrige. På legepladsen er der også mulighed for at benytte vores udeværksted sammen med en voks en. Her kan man save, hamre og bygge med træ. Er det koldt udenfor kan der tændes op i brændeovnen.

Den fysiske udfoldelse kan få en helt anden karakter og et andet indhold end ved at lege inde. Samtidig har børnene også større mulighed for at lege i fred for andre børn og voksne. De kan altså lege, uden hele tiden at være under opsyn fra en voksen.

Vi har en urtehave, hvor der rives, hakkes, sås, høstes og tilberedes grøntsager fra. Vi har en dejlig bålplads, som vi bruger, når vejret tillader det.

Læreplaner

I Børnehaven Broholm, vil du opleve, at vi arbejder med læreplanstemaerne på mange forskellige måder. Vi har en grundlæggende tro på, at børn lærer bedst i leg. Derfor arbejder vi både med udpluk fra læringsblomsten, og tager udgangspunkt i det enkelte barn eller børnegruppes behov. Vi fanger barnets interesse og udbygger den. Vi er igangsættere, der giver inspiration til børnenes egne lege.

Den pædagogiske læreplan

I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.

Forebyggende indsatser

Det er vigtigt at kunne sætte tidligt ind, hvis et barn oplever vanskeligheder.

Der er i Faaborg-Midtfyn Kommune et forbyggende team som består af en sundhedsplejerske, en pædagogisk-psykologisk konsulent samt en socialrådgiver. Dem bruger vi i forbindelse med sparring om et barn, hvor der er opstået et særligt behov.

Ligeledes bliver de brugt, hvis I som forældre i tæt samarbejde med os vurderer, at jeres barn har brug for ekstra ressourcer i en periode. Vores samarbejdspartnere hjælper med at sikre en tryg og god udvikling for det enkelte barn og familie.

Inklusion

Inklusion kan også være en tidlig indsats. Vi voksne - forældre og personale - har et ansvar for, at ingen børn stilles udenfor fællesskabet. Vi arbejder derfor målrettet med at skabe inkluderende fællesskaber i børnehaven og italesætter overfor børnene, at der er plads til alle - selv om vi er forskellige.

Børn med særlige behov

I vores dagligdag er vi opmærksomme på de børn, som af den ene eller anden årsag har svært ved at begå sig. Vi støtter og guider dem i hverdagen og inddrager forældrene til åben dialog. Vi samarbejder også med kommunens konsulenter omkring børnene. Forældrene er altid inddragede.

Børn kan være meget forskellige, og derfor har de også forskellige behov. Nogle børn har helt særlige behov, og i Børnehaven Broholm støtter vi op om, at det er vigtigt, at der er plads til alle.

Vi skelner imellem børn med særlige behov, som børn:

  • Der i en kort afgrænset periode har særlig brug for støtte og opmærksomhed.
  • Der i en længere periode har særlig brug for støtte og opmærksomhed.

Alle børn har ret til en god ven og gode kammerater. Den voksne skal se og handle over for børn med et særligt behov, så en tidlig indsats kan finde sted.

Vi laver indsatsplaner i samarbejde med forældrene, som skal støtte barnet i dets udvikling.

Personale

Ledelse

Afdelingsleder Helle Greve, tlf. 72 53 44 03

Øvrigt personale 

4 pædagoger

2 pædagogmedhjælpere

1 pædagogisk assistent

Spørgsmål? Kontakt os

BØRNEHAVEN BROHOLM

Broholmvej 42
5672 Broby

Telefon: 72 53 04 20
Send en mail
Skriv sikkert