Eventyrhuset

Eventyrhuset er et hus fyldt med ro, nærvær og tid til fordybelse samt kreative udfoldelsesmuligheder.

Luk alle
Åben alle

Om Eventyrhuset

Eventyrhuset er et hus fyldt med ro, nærvær og tid til fordybelse samt kreative udfoldelsesmuligheder. Eventyrhuset ligger i et dejligt og roligt kvarter, lige ved siden af Tre Ege skolen i Ryslinge. Huset er nyrenoveret med plads og rum til forskelligheder.

Vi lægger vægt på, at hvert barn udvikler sig trygt og godt i sit eget tempo. En børnehave, hvor der er tid til at være barn, lege, skabe nye sunde relationer og udvikle sig personligt. Det skaber robuste individer, som bliver gode til at håndtere konflikter i hverdagen og i livet.

Det er vigtigt, at børnene oplever sig som en del af fællesskabet og samtidig kan træffe individuelle valg. Dette understøtter vi igennem vores leg og aktiviteter med børnene. Ligeledes er det vigtigt for os som børnehave, at børnene lærer, kender og forstår betydningen af ordene omsorg, ansvar og respekt. Disse værdier vil vi gerne give videre til børn og forældre, så vi sammen kan skabe den bedste hverdag for dit barn.

Musik og kreativitet

I Eventyrhuset vægter vi i høj grad musik og kreativitet. Mange børn lærer ved både at se, røre og høre tingene flere gange. Derfor er hverdagen og aktiviteterne som udgangspunkt præget af en musisk og kreativ tilgang. Det er sjovt, sundt og lærerigt med forskellige læringsstile, og på den måde forsøger vi at ramme alle børn bedst muligt i for hold til læring og udvikling.

Vi markerer blandt andet det musiske med særlige "syng-fælles-dage", som er markeret flere steder rundt om i de danske institutioner. Dette styrker fællesskabet og holder fast i de gode danske traditioner. 1 gang årligt deltager vi ligeledes i en stor musik festival i Gislev

Fysiske rammer

Eventyrhuset ligger lige op ad Tre Ege Skolen, Afdeling Ryslinge. Der er et dejligt stort ude areal, hvor vi har plads til leg, både i sandkasse og på cykelbanen. Indendørs er de ny indrettede rum dejligt lyse.

Eventyrhusets rum og indretning

Eventyrhuset er en nyere renoveret børnehave. Lokalerne er lyse og rummelige og med masser af liv og sjæl. Vi har et stort fællesrum med køkken, hvor vi blandt andet spiser morgenmad sammen med både børnehave og SFO børn. Ligeledes bruges rummet til alverdens aktiviteter. I rummet hænger der et stort white board, som bruges i forbindelse med digitale aktiviteter sammen med børnene.

I fælles rummet har børnene ligeledes mulighed for at klæde sig ud og lege på scenen. Der er en trappe som fører børnene en tand højere op. Her sidde børnene ofte og læser bøger, leger med udklædningstøj eller trappen omdannes til for eksempel en vandbane. Rummet her har mange muligheder.

Udover at have et multirum, med flere funktioner har hver gruppe deres egen faste base, hvor de kan sidde, når de skal spise madpakker eller lave forskellige aktiviteter. I et af vores rum er der bygget et bjerg, som børnene kan kravle og klatre i. Her er der mulighed for at sidde og lege og spejde udover stuen og ned på sine kammerater.

Hvert rum indrettes efter gruppens behov og disse ændres efter behov, eller afhængig af gruppens størrelse.

Legepladsen

Vores legeplads er stor, tryg og sikker. Vi bor lige op ad skolen og har mange udfoldelsesmuligheder. Vi har fokus på det legende og udviklende læringsrum på vores fantastiske legeplads. Her er der mulighed for at klatre, løbe og cykle. Børnene kan også lege med vand eller stå i bagerbutik. I vores fine træværksted kan børnene bygge, hamre og save.

Vi bruger uderummet som et læringsrum. Derfor er det muligt at læse bøger, lege med legoklodser eller dukker på legepladsen, når vejret tillader det. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der er af muligheder i uderummet. Vi bruger nærområdet og oplever på denne måde andre områder og steder, end lige børnehavens vante og kendte rammer.

Traditioner

I Eventyrhuset har vi flere faste traditioner i løbet af året. Fastelavn, jul, og bedsteforældredag er bare nogle af dem vi afholder i huset.

Fastelavn

Fastelavn fejrer vi i Eventyrhuset med tøndeslagning, sang og boller.
Børnene må gerne komme udklædt denne dag, men det er op til den enkelte. I børnehaven er det ligeledes også muligt at blive sminket.

Det er en lidt anderledes dag med fest og udklædning. Stemningen er hele dagen høj, og børnene nyder det hele.

Tøndeslagningen foregår i skolens gymnastiksal, og man er velkommen til at deltage denne dag som forældre - også gerne klædt ud.

Gislev Festival

Gislev Festival afholdes i juni. Det er en fest for hele familien, hvor der er mulighed for at komme og være sammen om et hyggeligt arrangement og lytte til en masse god sang og musik.

Børnehaven optræder denne dag med et par sange, som vi i forvejen har leget og øvet sammen.

Sommerfest

Sommerfesten afholder vi her i børnehaven i september, hvor hele familien er inviteret til en hyggelig og traditionsrig eftermiddag. Personalet planlægger dagen, og der vil som regel være et tema, som binder dagen sammen.

Vi leger og spiser fælles buffet. Der er god mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af grupperne, og forældrene kan denne dag få sig en snak med de forældre, som de måske ikke når at se i hverdagen. Efter en dejlig dag hjælpes vi med oprydningen og siger tak for i dag.

Luciafest

I Eventyrhuset summer det af julestemning, og som de fleste andre steder holder vi fast i traditionen med julefesten, hvor vi går Lucia med lys og kjole.

Drengene optræder også denne dag med, med det som de har øvet sig på. Måske en sang eller en sjov video. Børnene holder meget af dette arrangement, og der er bestemt lagt op til en skøn og hyggelig eftermiddag, hvor børn med deres forældre kan besøge de små værksteder i løbet af eftermiddagen. Vi serverer æbleskiver, saft og kaffe.

Bedsteforældredag

Bedsteforældredagen er en af de helt store begivenheder på året. Her får bedsteforældre en fantastisk mulighed for at følge deres børnebørn en dag i børnehaven. Børnene nyder at vise børnehaven og deres dagligdag frem for bedsteforældrene. Bedsteforældrene har en lille blomst med, som de sammen kan plante ud på vores fine legeplads. Dagen er fyldt med hygge, sang og underholdning. Børnehaven serverer boller og kaffe.

Afslutning i storegruppen

Vi har i flere år haft en tradition for at holde en mindre afskedsfest for de børn, der skal videre i forårs-SFO og nu ikke længere er børnehavebørn. Festen for de store børn holder vi en eftermiddag, hvor I som forældre deltager. Her får vi lidt mad sammen, og børnene kommer på skift op og får hver en lille overraskelse med hjem. Desuden holder børnene et lille arrangement for de resterende børn i børnehaven. Her bliver der ofte serveret lidt mad og en lille dessert.

Børn med særlige behov

Hvis dit barn ikke trives og udvikles i sit dagtilbud, yder kommunen forskellige former for støtte afhængig af barnets behov.

Støtte i dagtilbuddet

Hvis dit barn går i Eventyrhuset, og du i samarbejde med personalet vurderer, at dit barn har behov for støtte for at trives og udvikle sig, gives støtten først og fremmest i institutionen.

I Eventyrhuset vil vi gerne sikre den bedste trivsel og udvikling for det enkelte barn. Der kan være perioder i et barns eller i en families liv, som kræver noget ekstra. Derfor vil vi gerne i samarbejde med forældrene, støtte bedst muligt op omkring de vanskeligheder, et barn kan have.

Vi tilrettelægger de pædagogiske aktiviteter, så alle børn får de bedste muligheder for at deltage i de læringsmiljøer og børnefællesskaber, som dit barn indgår i til hverdag. Det er vigtigt for os både at se på gruppen, men i høj grad også på det enkelte barn, og hvad vi som institution kan gøre for at lige netop jeres barn føler sig som en del af fællesskabet.

Vi tror på, at en åben og ærlig dialog, er en vigtig faktor for, at der skabes gode betingelser for læring, trivsel og udvikling. Derfor er det er i høj grad det gode forældre samarbejde, der er med til at støtte og fremme den gode udvikling og trivsel.

Forebyggende indsatser

I Eventyrhuset samarbejder vi med det forebyggende team, der består af tværprofessionelle samarbejdspartnere med fokus på den tidlige forebyggelse.

Det forebyggende team

Der er knyttet en socialrådgiver, en sundhedsplejerske og en pædagogisk-psykologisk konsulent fra PPR til Eventyrhuset. De kommer regelmæssigt i børnehaven og kan hjælpe og sparre med personalet og forældre, i forhold til børnene.

Vi kan også hente støtte udefra. Hjælpen kan komme som sparring til både personale og/eller forældre. Den kan også komme i form af observationer.

Typisk kan der være tale om:

  • Tale-høre konsulent
  • Fysioterapeut
  • Ergoterapeut
  • Pædagogisk-psykologisk konsulent

Ligeledes bliver teamet brugt, hvis I som forældre har et ønske om, at jeres barn har brug for ekstra ressourcer i en periode. Vores samarbejdspartnere bruges for at sikre en tryg og god udvikling for det enkelte barn og familie.

Inklusion

Vi voksne - forældre og personale - har et ansvar for, at ingen børn stilles udenfor fællesskabet. Vi arbejder derfor målrettet med at skabe inkluderende fællesskaber i børnehaven og italesætter overfor børnene, at der er plads til alle - selv om vi er forskellige.

Inklusion sidder mellem ørerne. Det er vore holdninger og måden, hvordan vi tænker om andre, der gør udslaget. Lærer dit barn tolerance tidligt i livet, vil det bedre kunne imødekomme hverdagens udfordringer.
Ansvaret er de voksnes - både os i børnehaven og jer som forældre.

Sprogvurdering

Sproget er et af barnets vigtigste redskaber til at møde verden med.

Det er gennem sproget, at relationer etableres og udvikles. Her får barnet mulighed for at indgå i sociale sammenhænge. I lege kan barnet indgå og være med til at påvirke den.

Jo større et ordforråd barnet udvikler i sine tidlige år, jo større muligheder har det for at kunne klare sig godt i skolen og senere hen i livet.

Derfor prioriterer vi sprogudvikling højt. Vi gør meget ud af at lade børnene tale og udfordre og udforske sproget i alle sammenhænget i løbet af dagen. I vores aktivitets-og læringsgrupper har vi mulighed for at tale med børnene i små grupper.

Vi sprogvurderer alle børn, når de har været i børnehaven nogle måneder. I de tilfælde, hvor vores sprogpædagog oplever tegn på, at ordforråd, udtale eller sætningsbrug ikke er aldersvarende, laver han eller hun en decideret sprogvurdering eller test af barnets sprog. På den måde ved vi, hvor og hvordan vi skal sætte ind for at hjælpe barnet med at styrke sproget. Desuden er der mulighed for at kontakte en af vores tale-høre konsulenter, hvis behovet er der.

Handleguiden

I handleguiden kan du læse om de signaler du skal være opmærksom på, når du arbejder med børn og unge og hvad du er forpligtet til at gøre, i situationer, hvor du skal dele din viden med andre

Beredskabsplan

På Faaborg-Midtfyns kommunes hjemmeside ligger beredskabsplanen, så man som ansat ved, hvordan man skal reagere og handle, hvis du får mistanke om, at et barn eller en ung er udsat for overgreb.

Åbningstider

Mandag til torsdag kl. 6.30-16.45
Fredag kl. 6.30-15.45

UDVIDET ÅBNINGSTID

Hvis du som forælder har problemer med at nå at aflevere eller hente dit barn inden for åbningstiden i hverdagen, har du mulighed for at søge om udvidet åbningstid.

Der kan søges fra:

  • Kl. 6.00 om morgenen og til institutionen åbner
  • Institutionen lukker og indtil kl. 17.00

For at kunne søge om udvidet åbningstid skal du have job eller uddannelse, der gør, at du sammenlagt med transporttiden ikke har mulighed for at aflevere eller hente dit barn inden for institutionens normale åbningstid.

Bevillingen gives til den enkelte familie. Du er derfor kun berettiget til at få udvidet åbningstid, i den periode du har behov for det.

Du kan søge udvidelse, når barnet går i vuggestue, børnehave eller SFO. Hvis dit barn går i en privat institution, kan du ikke søge om udvidet åbningstid.

SÅDAN SØGER DU OM UDVIDET ÅBNINGSTID

Har du behov for en længere åbningstid, kan du henvende dig i institutionen. Lederen hjælper dig med at udfylde en ansøgning og indsende denne til administrationen i Opvækst og Læring.

Administrationen sender svar til lederen af institutionen. Når udvidelsen er bevilget, aftaler du og lederen, hvilken dag dit barn kan starte med at have udvidet åbningstid.

Har du spørgsmål i forbindelse med udvidet åbningstid, kan du henvende dig til ledelsen i din institution eller SFO. Du er også velkommen til at kontakte Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.

RETNINGSLINJER FOR UDVIDET ÅBNINGSTID

Det er kommunalbestyrelsen, der har besluttet at afsætte penge på budgettet til udvidet åbningstid. Bag beslutningen ligger et bevidst ønske om at skabe gode rammer for kommunens børnefamilier, så Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat vil være et attraktivt sted at bosætte sig.

Vil du vide mere om, hvordan pengene til udvidet åbningstid fordeles, kan du se i Retningslinjer for udvidet åbningstid, som du finder her.

Opstart

Her har du mulighed for at læse om vores hverdag og forskellige nyttige praktiske informationer.

Det første møde er vigtigt, og vi vil gerne sikre en god og tryg oplevelse, når I som forældre bydes velkommen i Eventyrhuset.

Har I ting, I ønsker at snakke eller er i tvivl om, har I mulighed for at få svar på jeres spørgsmål i den opstarts samtale, vi holder, når jeres barn begynder i Eventyrhuset.
Desuden er I altid velkomne til at aftale et besøg, så I kan komme og møde de ansatte og se børnehaven.

Forældresamarbejde

I Eventyrhuset vil vi gerne sikre et sundt, udviklende og værdifuldt forældresamarbejde. Det er vigtigt for barnet, forældrene og personalet.

Vi lægger vægt på et trygt og tillidsfuldt forældresamarbejde, hvor I som forældre og familie føler jer velkomne og forstået.

Det er vigtigt at skabe grobund for det gode samarbejde. Derfor anbefaler vi altid, at I besøger Eventyrhuset, inden jeres barn begynder i børnehaven.

Som forældre er det jer, som kender jeres barn bedst, og derfor vil vi gerne invitere jer til et opstartsmøde, hvor vi lytter til jeres fortælling, og I har mulighed for at stille spørgsmål omkring hverdagen og fortælle, hvilke forventninger I har til os som børnehave.

Dagligdagen

I Eventyrhuset er hverdagen bygget om om en fast struktur. Desuden skal der være plads til at følge barnets spor, samt de spontane tiltag i dagligdagen.

Dagens struktur

  • Kl. 6.00: Eventyrhuset åbner, og morgenmaden bliver sat frem.
  • Kl. 8.00: Skolebørnene går i skole, og morgenmaden bliver ryddet væk.
  • Kl. 9.00: Der bliver serveret frugt i grupperne.
  • Kl. 11.00: Det er tid til at spise middagsmad. Bagefter går vi ud. Børn, der skal sove, bliver puttet.
  • Kl. 14.00: Legepladsen bliver ryddet op, og bagefter spiser vi eftermiddagsmad.

Morgen

Dagen for børnene, starter når de bliver afleveret i børnehaven. Her har vi morgenmad fra kl. 6.00-8.00. Her er det mulighed for at få hjemmebagte boller, havregryn, havregrød og knækbrød. Vi sidder samlet ved bordet, mens vi spiser, og de, som ikke er sultne, leger rundt omkring i et støjniveau, der passer til morgenen. Vi er sammen med skolebørnene indtil kl. 7.00, hvor de går i SFO’en, indtil skolen starter.

Vores morgen fortsætter frem til kl. 9.00, hvor der bliver skåret frugt. Børnene bliver samlet i deres grupper og sidder og spiser sammen. Herefter laver vi styrede fællesaktiviteter i grupperne, nogle gange på tværs og andre gange sammen.

Middag

Børnene bliver sultne af aktiviteterne, og kl. 11.00 er det spisetid. Her sidder vi fordelt i grupperummene og spiser sammen med børnene.

Efter spisning rydder børnene deres ting på plads, og vi går stille og roligt i gang med at give børnene tøj på. De bliver guidet ud på legepladsen, hvor der er forskellige muligheder for leg, aktiviteter og masser af frisk luft.

De børn, der skal sove, bliver puttet.

Eftermiddag

Når klokken nærmer sig 14.00, kalder vi børnene sammen, og vi rydder op på legepladsen i fællesskab. Bagefter går vi os ind igen for at gøre klar til at spise eftermiddagsmad.

Børnene bliver fordelt i blandede grupper og efter spisning sætter vi forskellige inde-aktiviteter i gang og bruger resten af dagen i fællesskab.

Hvis vejret er til det, opholder vi os også gerne ude hele eftermiddagen.

Kost og sundhed

I Eventyrhuset har vi kun anbefalinger og ikke regler omkring madpakken. Vi prøver at skabe sunde børn, for sunde børn trives bedre og lærer mere.

Den gode madpakke

Sunde og mætte børn fungerer bedre fysisk, psykisk og socialt.
Hensigten med den sunde kost er at optimere det enkelte barns udvikling, energi niveau og koncentrationsevne.

Vi anbefaler at slik, kage, kiks, saftevand og tilsvarende usundt mad- og drikkevarer, som ikke fremmer børns udvikling, energi niveau og koncentrationen minimeres i dagligdagen.

Det er forældrenes ansvar, at deres børn medbringer gode og ernærings rigtige madpakker i daginstitution/skolen/SFO. Børnene vælger selv, hvad de vil spise først- og sidst af deres madpakke.
Daginstitution/Skolen/SFO medvirker til at udvikle elevernes forudsætninger for at tage vare på egen og andres sundhed ved at præsentere sundhedsemner for Landsbyordningen Tre Ege Skolens børnegruppe.

Faste måltider og madpakker

I Eventyrhuset prioriterer vi god tid til de faste måltider og har fokus på, at måltiderne opleves som en hyggelig stund.

Børnene skal medbringe 1 madpakke til frokost og 1 eftermiddagsmadpakke + 1 stykke frugt til en fælleskurv samt en drikkedunk med vand. Vi hjælper med at fylde dunken, når den er tom. Husk at tage dunken med hjem og få den vasket.

Variation er godt

Vi opfordrer til, at eftermiddagsmadpakken er fyldig og varieret. Forslag kunne være: Pitabrød med fyld, dürumrulle, grov sandwich eller en rest fra aftensmaden. Mulighederne er mange. Personalet kommer gerne med gode idéer, hvis I mangler ny inspiration.

Fødselsdag

Fødselsdag er en særlig dag, som vi naturligvis fejre, hvis I har lyst til det. Det aftales altid med personalet, hvordan fødselsdagen afvikles, og hvad der medbringes. Vi anbefaler, at der kun serveres én usund ting udover madpakken denne dag. I kan vælge at medbringe et mindre måltid eller for eksempel en kage. Dette er helt op til jer som forældre.

Syge børn

Når børn er syge, kan det ofte være svært at vurdere, hvorvidt barnet skal ses af en læge eller ej. På denne side kan I se, hvilke sygdomstegn I skal reagere på, og hvornår barnet må komme tilbage til i børnehuset.

Hvis dit barn er sygt

Er jeres barn sygt, ringer I til børnehaven, gerne inden kl. 8.00.

Vurdering af barnet - er barnet raskt eller sygt

Når børn er syge, kan det ofte være svært at vurdere, hvorvidt barnet skal ses af en læge eller ej.

Gode tegn

Et barn, der leger, ser tv eller tablet, er sjældent alvorligt syg. Hvis barnet virker interesseret i sine omgivelser, er dette som regel også gode tegn.

Tegn på, at barnet ikke er alvorligt syg ses ved, at det:

  • Drikker og tisser.
  • Er veltilpas.
  • Har en sund kulør.
  • Har en normal vejrtrækning.

Dårlige tegn

Nogle sygdomstegn tyder på, at barnet er så medtaget af sin sygdom, at du straks skal kontakte lægen eller lægevagten. Du kan kontakte lægen eller lægevagten, hvis barnet:

  • Er sløvt og apatisk.
  • Ikke leger og kun vil ligge i sengen.
  • Ikke drikker og tisser.
  • Er gustent og blegt.
  • Har besværet eller hurtig vejrtrækning.

Akut sygdom

Ved akut opstået sygdom eller hvis vi vurderer, at barnet har bedst af at komme hjem, ringer vi efter jer. Husk derfor at opdatere på Intra, giv personalet besked, hvis I skifter mobilnummer eller arbejdstelefon.

Hvornår må barnet komme i daginstitution?

Barnet skal kunne deltage i de aktiviteter det plejer, uden at det kræver særlig omsorg og pasning. Barnet må ikke have feber, han/hun skal drikke som vanligt, og han/hun skal kunne lege ude og tage med på udflugt. Hvis et barn kommer af sted uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at blive syg igen. Barnet vil desuden kunne smitte de andre børn. Det kan derfor være en god ide at lade det feberfrie barn blive hjemme i mindst en dag ekstra.

På sundhedsplejens hjemmeside kan du læse mere om symptomer. 

Pædagogik

I vores hus skal der være plads til forskelligheder, leg, venskaber og udvikling. Vi vil gerne sikre dit barn en god og tryg start på livet.

Vores grundlæggende pædagogik

I Eventyrhuset arbejder vi med anerkendende pædagogik. Det betyder, at alle har vigtige ting, at byde ind med til fællesskabet, uanset hvordan de ser ud, eller hvor de kommer fra.

Grundlæggende menneskesyn

Vores udgangspunkt i mødet med børn og familier i Eventyrhuset er en anerkende og positiv tilgang, hvor vi fokuserer på ressourcer og kvalitet i det menneske, vi møder og står over for. Det er vigtigt at skabe en god relation, og dette gør vi blandt andet ved at være åbne, nysgerrige og lyttende.

Både ledelsesmæssigt og fagligt vægter vi en kultur, der er åben og anerkendende, og hvor det at være forskellig er en kvalitet og med til at gøre Eventyrhuset mangfoldigt, spædende og rummelig. Uanset hvem du møder i Eventyrhuset, vil du altid blive mødt positivt og respektfuldt.

Vi lægger vægt på:

  • En god atmosfære med udgangspunkt i den anerkendende og værdsættende tankegang. Nøgleordene er respekt, ansvar og omsorg.
  • At skabe et miljø som giver børnene læringsrum, rammer og aktiviteter, hvor de kan fordybe sig i leg og læring og udvikle deres kompetencer.
  • At børnene kan være med til at præge deres hverdag.

Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns ressourcer og styrker derved barnets alsidige udvikling.

Glæde skaber trivsel

Børn, der bliver mødt positivt og anerkendende, oplever trivsel og har mulighed for god udvikling. Det skal være sjovt at lære og gå i børnehave samtidig. Vi stiller høje krav til hverdagen, som er fyldt med aktiviteter, der udvikler dit barn til at blive robust, selvstændigt og ansvarsbevidst.

Vi vægter kammeratskabet og den nære relation, så barnet så vidt muligt vil opleve sig som en del af et større fællesskab, hvilket vi tror på er med til at skabe en sund og styrket personlig udvikling.

Derudover skal barnet lære at forstå sig selv og dem, der er omkring det. Dette øver vi igennem tilrettelagte aktiviteter, hvor barnet på en sjov og lærerig måde deltager aktivt i hverdagen.

Læringsmiljøer

Børn skal mødes med begejstring og fagligt stærke pædagoger. I Oasen skaber vi miljøer, hvor børn udvikles, styrkes og stimuleres hver dag.

Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn, og laver pædagogiske aktiviteter ud fra, hvad barnet har brug for, og vi tænker børnene ind i mindre grupper for at skabe de bedste læringsmiljøer. Desuden er det vigtigt, at de får udfordringer svarende til netop deres udviklingstrin.

Ligeledes bruger vi udeområdet som et vigtigt læringsmiljø, hvor børn på en anderledes måde udvikles og styrkes.

Børn skal opleve en hverdag, hvor de er en del af fællesskabet, og hvor der er plads til at være den, man er. På kommunens hjemmeside kan du læse mere om Børne- og Ungepolitikken, der er vedtaget af Faaborg-Midtfyn Kommune, og som skal være med til at sikre trivsel for alle børn i kommunen.

Pædagogiske læreplaner

I Eventyrhuset vil vi gerne sikre et højt fagligt niveau, hvor barnets udvikling og trivsel kommer først. Det er vigtigt at alle børn trives og udvikles i det tempo, der passer til den enkelte. I Faaborg-Midtfyn Kommune skal vi sikre, at børnene stimuleres og udvikles inden for områderne:

  • Alsidig personlig udvikling
  • Social udvikling
  • Kommunikation og sprog
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Natur, udeliv og science
  • Kultur, æstetik og fællesskab

Alle dagtilbud skal lave pædagogiske læreplaner som et vigtigt skridt i at udvikle stimulerende læringsmiljøer for børnene.

Som de øvrige dagtilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder vi efter de styrkede pædagogiske læreplaner, og vi udfylder læreplanerne for hvert tema, vi arbejder med.

I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.

Barnet i centrum

Vi samler de gode fortællinger om barnets læring og udvikling i materialet "Barnet i centrum". Materialet følger barnet i overgangene fra dagpleje eller vuggestue og børnehave. Vi bruger materialet, når vi afholder vores årlige samtaler med forældrene. Overgangene mellem institutioner er vigtige såvel for barnet som for forældrene.

Vi arbejder som kommunens øvrige institutioner - efter materialet "Barnet i centrum" som følger barnet, fra det starter i institution, til det går i skole. Vi bruger materialet i forbindelse med de samtaler, vi holder med forældrene. Vi holder obligatoriske samtaler 3-5 måneder efter opstart og igen i efteråret, inden barnet skal i forårs-SFO.

Vi holder altid en opstarts samtale med jer forældre ligesom vi afholder samtaler 1 gang årligt.

Overgange

I Eventyrhuset har vi et stærkt samarbejde, både med dagplejerne, vuggestuerne, forårs-SFO og skole for at sikre de bedste mulige overgange for barnet.

Overgang fra dagpleje

For at sikre, at overgangen fra dagpleje til børnehave bliver så god og tryg som mulig, forbereder vi den på mange forskellige måder.

Tæt samarbejde

I Eventyrhuset besøger dagplejen huset flere gange i løbet af året. Dagplejerne kommer gerne på besøg 2-3 gange, inden barnet begynder i børnehaven. Gennem et åbent og målrettet samarbejde mellem dagpleje, privat passer og børnehave skabes en større sammenhæng mellem barnets dagligdagsmiljøer og en lettere overgang fra dagpleje og privat passer til børnehave.

Der afholdes ligeledes et overleveringsmøde med dagplejen samt barnets forældre, så vi på denne måde kan give barnet den bedste start på det nye børnehaveliv.

Her har vi mulighed for at spørge ind til barnets vaner, og om der er særlige hensyn vi skal være opmærksomme på.

Åben låge-dag

4 gange årligt inviteres dagplejen på besøg i Eventyrhuset. Dette for at sikre en så god og tryg overgang som overhovedet muligt. Barnet møder de voksne som de senere skal være sammen med i hverdagen. Igennem dagen får dit barn mulighed for at møde og opleve de andre børn og voksne i børnehaven.

Dagens struktur

Åben lågedagen er velforberedt, så børn og dagplejere/private passer føler sig velkomne.

Dagen indeholder:

  • Velkomst med frugt til alle.
  • Genkendelige aktiviteter hvor de mindste børn kan være med.
  • Mulighed for at kigge sig omkring på egen hånd – ude og inde.
  • Mulighed for at spise sin medbragte madpakke i børnehaven.

Forældre deltager ikke i Åben Låge dagene, da arrangementerne er for dagplejer/privat passere og børnehave.

Overgang til forårs-SFO

Forårs-SFO er et tilbud for de kommende skolebørn. Her lægger vi vægt på, at børnene føler sig trygge og har gode legefællesskaber. Det er vigtigt for barnets trivsel, at skolelivet begynder i gode rammer og et trygt fællesskab.

Børnehaven Eventyrhuset har et tæt samarbejde med skolen.

Før-skolebørnene starter i forårs-SFO den 1. april. Dermed stifter børnene bekendtskab med nuværende børnehaveklasselærer og elever, inden de selv bliver "rigtige" skolebørn.

I månederne op til skolestart får børnene således mulighed for at skabe tillid og tryghed til de voksne og omgivelser, som de senere skal blive en fast del af.

Børnene møder nye fællesskaber og kammerater. Aktiviteterne i forårs-SFO understøtter og styrker disse nye venskaber. Derudover får børnene mulighed for at afprøve små læringsforløb og mindre opgaver som styrker skolestarten.

Hop om bord

I Ryslinges forårs-SFO bruger vi meget tid på at skabe relationer og bruge vores krop, så vi er klar til læring for livet.

Derudover bruger vi et materiale, som er en lille mappe med 20 før-skole-opgaver. Materialet har fokus på leg og læring. Hvert barn får udleveret sin egen mappe med katten Kis og rotten Rollo.

Hver dag er der en ny opgave til børnene, som på en livagtig, sjov og lærerig måde bliver guidet igennem små opgaver, som alle har samme formål, netop at styrke koncentration, hukommelse og lytte-evnen. Materialet begynder hver gang med, at børnene sammen synger en sang før og efter de er færdige. Opgaverne varierer lidt i sværhedsgrad og længde. Der er altid voksne, som er klar til at guide og hjælpe, så alle børn får en god oplevelse.

Personale

Ledelse

Leder Morten Ejlsmark, tlf. 72 53 40 33 

Afdelingsleder Anja Steen, tlf. 72 53 80 99

Øvrigt personale

4 pædagoger

2 pædagogmedhjælpere 

Spørgsmål? Kontakt os

EVENTYRHUSET

Graabjergvej 10
5856 Ryslinge

Telefon: 72 53 46 80
Skriv sikkert