Kastanjen
Om kastanjen
Kastanjen er et kommunalt dagtilbud - det ene af fire huse i fællesinstitutionen Børneområde Nord. Vi er en integreret institution med børn i alderen 0 - 6 år.
Kastanjen er beliggende i Sdr. Nærå/Årslev, som grænser op til Odense, og vi inddrager ofte nærmiljøet. Inden for gå-afstand har vi bibliotek, hal, skoler, stisystemer, den herligste natur - skov, vidtstrakte marker, en lille mose og vandløb.
Hvad kendetegner Kastanjen
Vi ønsker at være kendt for vores høje grad af faglighed og trivsel for børn, personale og forældre. Et velfungerende samarbejde med anerkendelse og respekt for hinandens kvaliteter og forskelligheder skal danne rammen for en tryg og lærerig hverdag for alle.
Vi ønsker en pædagogisk organisering, der kan danne ramme for inklusion, læring og kreativitet, hvor der er plads til mangfoldighed og spontanitet. Relationer er en essentiel del, hvor nærvær, tryghed og medansvar er nøgleord for os.
Vi vil sikre, at alle børn i Kastanjen har en hverdag, der udover at være tryg og tillidsskabende også bidrager til børnenes dannelse samt forståelse for de sociale og individuelle aspekter af den verden, vi lever i, og hvor børnene erfarer, at mangfoldighed er en ressource.
Kastanjens fysiske rammer
Kastanjen har en stor nyetableret legeplads, hvor mange gamle planter og træer er blevet bevaret. Den er fyldt med spændende legeredskaber og kuperet terræn, der byder på unikke legemuligheder.
På Kastanjens legeplads er der træer, buske og planter, som giver skygge og mulighed for legemiljøer, der understøtter legefællesskaber. Frugttræer og frugtbuske beriger os med afgrøder, som vi høster af.
På legepladsen er der også sandkasser, boldbane, bålplads og legeredskaber, som lægger op til læring og glæde ved aktivt udeliv. Vuggestuen har desuden egen ”nærlegeplads”, som er indrettet efter aldersgruppens behov.
Kastanjen er indrettet med skønne legekroge og miljøer, der inviterer til leg og børnefællesskaber. Her er for eksempel hyggekroge, der egner sig til højtlæsning, legemiljøer der sætter gang i rollelege samt madrasser og puder, der udfordrer motorikken.
Åbningstider
Mandag til torsdag kl. 6.20-16.30
Fredag kl. 6.20-15.55
Lukkedage og ferieperioder
Her finder du en oversigt over lukkedage og ferieperioder
UDVIDET ÅBNINGSTID
Hvis du som forælder har problemer med at nå at aflevere eller hente dit barn inden for åbningstiden i hverdagen, har du mulighed for at søge om udvidet åbningstid.
Der kan søges fra:
- Kl. 6.00 om morgenen og til institutionen åbner
- Institutionen lukker og indtil kl. 17.00
For at kunne søge om udvidet åbningstid skal du have job eller uddannelse, der gør, at du sammenlagt med transporttiden ikke har mulighed for at aflevere eller hente dit barn inden for institutionens normale åbningstid.
Bevillingen gives til den enkelte familie. Du er derfor kun berettiget til at få udvidet åbningstid, i den periode du har behov for det.
Du kan søge udvidelse, når barnet går i vuggestue, børnehave eller SFO. Hvis dit barn går i en privat institution, kan du ikke søge om udvidet åbningstid.
SÅDAN SØGER DU OM UDVIDET ÅBNINGSTID
Har du behov for en længere åbningstid, kan du henvende dig i institutionen. Lederen hjælper dig med at udfylde en ansøgning og indsende denne til administrationen i Opvækst og Læring.
Administrationen sender svar til lederen af institutionen. Når udvidelsen er bevilget, aftaler du og lederen, hvilken dag dit barn kan starte med at have udvidet åbningstid.
Har du spørgsmål i forbindelse med udvidet åbningstid, kan du henvende dig til ledelsen i din institution eller SFO. Du er også velkommen til at kontakte Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.
RETNINGSLINJER FOR UDVIDET ÅBNINGSTID
Det er kommunalbestyrelsen, der har besluttet at afsætte penge på budgettet til udvidet åbningstid. Bag beslutningen ligger et bevidst ønske om at skabe gode rammer for kommunens børnefamilier, så Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat vil være et attraktivt sted at bosætte sig.
Vil du vide mere om, hvordan pengene til udvidet åbningstid fordeles, kan du se i Retningslinjer for udvidet åbningstid, som du finder her.
Opstart
At begynde i vuggestue eller børnehave er en stor begivenhed, både for barn og forældre. Vi vægter at skabe en god overgang i tæt samarbejde med den enkelte familie.
Overgang fra dagpleje til børnehave
Når I har takket ja til en plads i Kastanjen, vil I modtage en invitation til en opstartssamtale. I denne samtale fortæller vi om institutionen, og forældre fortæller om barnet, med udgangspunkt i ”Barnet i centrum”, som dagplejen har udfyldt. Forældre medbringer skemaet.
For at gøre overgangen fra dagpleje til børnehave tryg og god, besøger dagplejeren og dagplejebørnene Kastanjen i løbet af de sidste uger inden børnehavestart.
Det kan også være en god idé, at forældre og barn kommer på besøg sammen i børnehaven. Ring og aftal nærmere med os.
Formål med at besøge Kastanjen:
- At gøre overgangen fra dagpleje til børnehave tryg for barnet.
- At give barnet mulighed for at lære børnehavens rutiner at kende.
- At give barnet en følelse af at være en del af børnehaven.
- At give barnet mulighed for at lære de voksne i børnehaven at kende og omvendt.
- At give forældre tryghed i forhold til børnehavestart.
Overgang fra vuggestue til børnehave
Vi har forskellige tiltag, der skal sikre en god overgang mellem Kastanjens vuggestue og børnehave.
Når dit barn skal begynde i børnehave og kommer fra vuggestue, holder vi en overgangssamtale. Vi tager udgangspunkt i ”Barnet i centrum”, som vuggestuepersonalet har udfyldt.
For at gøre overgangen fra vuggestue til børnehave tryg og god, går de ældste vuggestuebørn på besøg i børnehaven sammen med en voksen fra vuggestuen.
Formålet med at gå på besøg i børnehaven:
- At gøre overgangen fra vuggestue til børnehave tryg.
- At give barnet mulighed for at lære børnehavens rutiner at kende.
- At give vuggestuebarnet en følelse af at være en del af børnehaven.
- At give vuggestuebarnet mulighed for, at styrke relationerne til de voksne i børnehaven og omvendt.
Dagligdagen
I Kastanjen vægter vi en hverdag fyldt med leg, omsorg, nærvær og tryghed for børnene. Dagens rytme består af leg, rutiner og voksenstyrede aktiviteter i forskellige legemiljøer og fordybelsesgrupper.
Dagligdagen i Kastanjen
Den overordnede struktur for børnehaven:
Morgen
- Klokken 6.20 åbner Kastanjen. Børnene bliver modtaget i vores fællesrum, og vi serverer morgenmad for de børn, der har behov for det. Vi lægger vægt på, at der er en stille og rolig start på dagen.
- Klokken 7.30 rydder vi op efter morgenmaden. Vi åbner grupperum i takt med, at personalet møder ind, og vi har fokus på en god modtagelse og legefællesskaber.
Formiddag
- Klokken 9.00 mødes børnene i deres basisgruppe til frugt og samling.
- Klokken 9.30 er der aktiviteter i forskellige lege- og fordybelsesgrupper.
Middag
- Klokken 11.00 spiser vi frokost i basisgrupperne.
- Klokken 11.45 er der lur for de børn, der har behov for hvile – resten af børnegruppen leger på legepladsen.
Eftermiddag
- Klokken 14 spiser vi eftermiddagsmad.
- Klokken 16.30 (fredag klokken 15.55) lukker Kastanjen.
Dagligdagen i vuggestuen
Vi har en overordnet struktur for vuggestuen, som tager hensyn til det enkelte barns behov:
Morgen
- Klokken 6.20 åbner Kastanjen. Børnene bliver modtaget i vores fællesrum, og vi serverer morgenmad for de børn, der har behov for det. Vi lægger vægt på, at der er størst mulig ro i den tid.
- Klokken 7.30 rydder vi op efter morgenmaden, og vuggestuebørn og voksne trækker ind i vuggestuens rum, hvor vi har legen i fokus.
Formiddag
- Klokken 9.00 samles vuggestuebørnene i mindre grupper, og vi spiser frugt og brød og synger.
- Klokken 9.45 laver vi formiddagsaktiviteter.
Middag
- Klokken 11.00 spiser vi frokost.
- Klokken 11.30 puttes børnene til deres middagslur.
Eftermiddag
- Fra klokken 13.30 spiser børnene eftermiddagsmad i takt med, at de vågner fra deres lur. Bagefter leger vi.
- Klokken 16.30 (fredag klokken 15.55) lukker Kastanjen.
Pædagogik
I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.
Frokostordning
I Kastanjen har vi kommunal frokostordning, som omfatter frokosten. Morgenmad og eftermiddagsmad har Børneområde Nord valgt at dække økonomisk.
Morgenmad
I Kastanjen tilbyder vi morgenmad i tidsrummet 6.20-7.30 for dem, der har behov. Morgenmaden består typisk af brød/knækbrød og havregryn. Vi spiser morgenmad i Kastanjens fællessal.
Frugt
Kl. 9.00 samles vi i grupper til frugt og samling. Hvert barn skal selv medbringe et stykke frugt om dagen.
Frokost
Maden leveres af "Fru. Hansens Kælder", som med udgangspunkt i børns smag og behov, har udviklet menuer til børn i alderen 1-6 år. Det er en fire ugers madplan, med en blanding af kolde og lune retter, som sikrer stor variation. Minimum 85 procent af maden er økologisk. Menuen overholder fødevarestyrelsens anbefalinger. Det er vores køkkendame, som forbereder frokosten til børnene.
I børnehaven drikker vi vand til maden. I vuggestuen tilbyder vi mælk til børn over 1 år. Børn under et år får vand eller modermælkserstatning (som skal medbringes hjemmefra).
Frokostordningen tager hensyn til allergier og religion.
Læs mere på Fru. Hansens kælders hjemmeside
Eftermiddagsmad
Ca. kl. 14 spiser vi eftermiddagsmad, som for eksempel kan bestå af boller/brød, frugt eller grønt. Vi er opmærksomme på, at minimere madspild, derfor bruger vi den mad, vi har tilovers fra frokosten.
Økonomi
Frokostordningen i Kastanjen koster 634 kroner om måneden i 11 måneder om året. Juli er betalingsfri.
Beløbet bliver opkrævet sammen med forældrebetalingen og dækker alle udgifter til frokostordningen, som for eksempel det daglige frokostmåltid, løn til køkkenpersonale og madpakker til ture ud af huset.
Regler for søskenderabat og økonomisk friplads gælder også for frokostordningen.
Forældresamarbejde
Tryghed, tillid og kommunikation er nøglebegreber i det gode forældresamarbejde. Vi anerkender, at det er jer som forældre, der har det bedste kendskab til jeres barn, mens vi bidrager med den fagprofessionelle vinkel. Personale og forældre er fælles om at skabe en tryg og god hverdag for børnene, og derfor er det afgørende, at vi gennem dialog samarbejder.
Forældresamtaler
Når I har takket ja til en plads i Kastanjen, vil I modtage en invitation til en opstartssamtale. I denne samtale fortæller vi om institutionen, og I fortæller om jeres barn.
Som forældre i Kastanjen tilbydes I gennem barnets institutionsliv en række samtaler. Udgangspunktet for samtalerne er forskelligt materiale, blandt andet "Barnet i centrum".
I tilbydes en 3-månederssamtale, en 4-års samtale og en skolesamtale. Hvis der er behov for yderligere samtaler, aftaler vi det.
Forældremøder
En gang om året indkalder vi til forældremøder. Det er møder, hvor I som forældre har mulighed for at høre lidt mere om dagligdagen heriblandt struktur og pædagogiske overvejelser. Vi bruger også forældremøderne til at informere om kommende tiltag i Kastanjen.
Forældrekaffe
Som et tiltag til at skabe gode relationer forældre i mellem, afholder vi indimellem forældrekaffe. Det foregår som oftest i eftermiddagstimerne, og det er frivillige forældre, der står for arrangementet.
Forældrebestyrelse
Børneområde Nord er en kommunal områdeinstitution bestående af fire børnehuse og en forældrebestyrelse.
Forældrebestyrelsen består af 5 forældrerepræsentanter valgt af og blandt forældre i Børneområde Nord (Bøgehaven, Klatretræet, Nøddehøj og Kastanjen). Bestyrelsen består desuden af 2 personaler samt områdeleder.
I lige år vælges 3 forældrerepræsentanter og 1 medarbejder. I ulige år vælges 2 forældrerepræsentanter og 1 medarbejder.
Der vælges 3 suppleanter for forældrerepræsentanterne og 2 suppleanter for medarbejderrepræsentanterne. Suppleanterne vælges for 1 år ad gangen. Suppleanterne indtræder i bestyrelsen, når et ordinært medlem udtræder eller ved længerevarende forfald.
Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand blandt de forældrevalgte medlemmer.
FORÆLDREREPRÆSENTANTER
Navn: Louise Vilsbøl - formand
Relation: Mor til Marie i Bøgehaven
Valgperiode: 2022-2024
Navn: Tue Kjølhede - næstformand
Relation: Far til Signe i Bøgehaven
Valgperiode: 2023-2024
Navn: Frida Tønning Fakkenor
Relation: Mor til Thor i Klatretræet
Valgperiode: 2023-2025
Navn: Anette Hansen
Relation: Mor til Luna i Nøddehøj
Valgperiode: 2022-2024
Navn: Katharina Kjello Dørr
Relation: Mor til Aksel og Eddie i Nøddehøj
Valgperiode: 2023-2025
MEDARBEJDERREPRÆSENTANTER
Navn: Ulla Jensen
Titel: Pædagog
Valgperiode: 2023-2025
Navn: Amalie Kirk
Titel: Pædagog
Valgperiode: 2022-2024
Navn: Mette Hejesen
Titel: Områdeleder
FORÆLDREBESTYRELSENS OPGAVER
Forældrebestyrelsen har medindflydelse på fastsættelse af principper for daginstitutionens arbejde og for anvendelsen af budgetrammen indenfor de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat.
Forældrebestyrelsen har indstillingsret ved ansættelse af personale og har desuden ret til at deltage ved ansættelsen af leder.
Forældrebestyrelsen mødes minimum 4 gange årligt. Du kan læse dagsordner og referater på AULA.
Personale
Kastanjen har en faglig velfunderet personalegruppe, der løfter i flok. Vi har også praktikanter og studerende fra tid til anden. Vores forskellige livserfaringer bringer farver og liv til huset.
LEDELSE
Mette Hejesen
Områdeleder
Tlf.: 72 53 46 00
Helle Møllegaard Larsen
Teamleder
Tlf.: 72 53 47 56
Allan Würtz
Teamleder
Tlf.: 72 53 47 04
Sofie Andersen
Teamleder
Tlf.: 72 53 47 05
ØVRIGT PERSONALE
I perioder har vi medarbejdere i kortvarige ansættelser. Det kan for eksempel være praktikanter og studerende fra forskellige uddannelsesinstitutioner eller medarbejdere i virksomhedspraktik.
Kastanjen har desuden ungarbejdere fra lokalområdet ansat. Ungarbejderne møder efter deres skoletid, og de hjælper os med daglige, praktiske gøremål.