Opret en privat pasningsordning
Sådan bliver du godkendt som privat pasningsordning
Ønsker du at oprette en privat pasningsordning, bedes du udfylde et digitalt ansøgningsskema, som sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune. Du finder link til ansøgningsskemaet i nedenstående blå bjælke.
Du kan tidligst søge om godkendelse 6 måneder før det første barn skal indmeldes, og du kan ikke søge, hvis barnet ikke har fået tildelt et CPR-nummer endnu.
Når du har kontakt med en familie, der ønsker at søge om tilskud til privat pasning, skal forældrene sende ansøgning og underskrevet pasningsaftale til kommunen via borger.dk. Forældrene kan vedhæfte kopi af pasningsaftalen under emnet andre udgifter i ansøgningen.
Når kommunen har modtaget din ansøgning om oprettelse af en privat pasningsordning, og forældrene har søgt om tilskud, kan kommunen gå i gang med din godkendelse. Når alt nødvendigt materiale for godkendelse er på plads, kontakter kommunen dig for at aftale et godkendelsesbesøg hos dig. Godkendelsen omfatter pasningsaftalen, dine personlige kvalifikationer og de fysiske rammer på pasningsadressen.
Ansøg om godkendelse som privat pasningsordning
Minimumskriterier for godkendelse
- Du skal kunne skabe gode læringsmiljøer for børnene.
- Du skal tale dansk og kunne understøtte børnenes sprogudvikling samt integration i og samhørighed med det danske samfund.
- Dine danskkundskaber skal dokumenteres på et niveau, der som minimum svarer til en 9. klasses afgangseksamen.
- Børnene skal passes i et røgfrit miljø.
- Faaborg-Midtfyn Kommune skal have straffeattest på dig og børneattester på alle personer i husstanden over 15 år.
Sagsbehandlingstid
Sagsbehandlingstiden for at blive godkendt som privat pasningsordning er op til 3 måneder fra kommunen har modtaget alt nødvendigt materiale til godkendelsen.
Bemærk at godkendelsen skal være på plads senest 1. måned før barnet eller børnene starter, hvis tilskuddet skal nå at blive forudbetalt den sidste hverdag før den aktuelle måned.
Hvis du vil vide mere
Sådan fungerer ordningen
Som privat pasningsordning skal du selv skabe kontakt med familier, der ønsker at købe pasning hos dig. Du kan blive godkendt til at passe op til 5 børn inkl. egne børn (0-5 år).
Når du passer et barn, betaler familien dig den fulde pris, som du tager for pasningen. Forældrene har derefter mulighed for at søge om tilskud.
For at komme i gang skal du have kontakt med mindst én familie, der ønsker pasning hos dig. Du skal indgå en skriftlig pasningsaftale med alle familier, der ønsker pasning hos dig. Når du laver en pasningsaftale skal den som minimum indeholde:
- Navn på den private passer
- Pasningsadresse samt tlf. og mail oplysninger på den private passer
- Navn, cpr.nr., adresse samt opstartsdato for barnet
- Oplysninger om løn og arbejdstid
- Opsigelsesvarsel og vilkår
- Pasning i forhold til ferie og sygdom i din pasningsordning
- Pasning i forhold til sygdom ved barnet
- Aftale om tavshedspligt
Du skal være opmærksom på, at pasningsaftalen er en privatretslig aftale. Eventuelle tvister mellem forældre og dig som privat pasningsordning skal således håndteres ad privatretslig vej. Kommunen er ikke part, og kan heller ikke rådgive i sådanne sager.
Samarbejdsaftale ved mere end en privat pasningsordning på samme adresse
Tilsynstemaet i Faaborg-Midtfyn Kommune anbefaler altid, at man laver en intern samarbejdsaftale, hvis man er mere end en privat pasningsordning på samme adresse.
Kommunen anbefaler at følgende punkter fremgår af samarbejdsaftalen:
- Hvem er parterne
- Formål med samarbejdet
- Organisering
- Rettigheder og pligter
- Varighed
- Forsikring
- Betaling
- Kommunikation
- Misligholdelse/opsigelse
Tilsyn
Kommunen fører tilsyn med forholdene i din private pasningsordning minimum 1 gang om året. Ved tilsynet vurderes det,
- om du fremmer børnenes læring via trygge læringsmiljøer
- om børnene gives mulighed for indflydelse og medbestemmelse
- om dine danskkundskaber er tilstrækkelige til at udvikle børnenes sproglige kompetencer
- om du alene anvender navnet ”privat pasningsordning” som betegnelse for ordningen
Kommunen kan tilbagekalde godkendelsen af en pasningsaftale, hvis det ved tilsynet vurderes, at din private pasningsordning ikke er tilrettelagt efter ovenstående krav.
Kommunen fører ikke tilsyn med det enkelte barn, så hvis et barn har eller får vanskeligheder omkring trivsel, adfærd, sproglig udvikling eller motoriske/sansemæssige færdigheder, har du og forældrene mulighed for at kontakte kommunen for råd og vejledning - se kontaktoplysninger.
Vikar
Hvis du i din private pasningsordning ønsker at have en vikar tilknyttet på din pasningsadresse, skal det være efter aftale med forældrene. Du skal selv træffe aftale med en vikar, der skal være fyldt 18 år.
Vikaren godkendes af kommunen efter følgende procedure:
- Forældrene giver deres skriftlige samtykke til, i hvilke situationer vikaren må passe deres børn (ferie, sygdom og lignende).
- Samtykke skal gives på et dokument, som kommunen har udarbejdet.
- Du skal som privat pasningsordning sende det underskrevne dokument via mailen i kontaktoplysninger.
- Kommunen indhenter børne- og straffeattest på vikaren inden endelig godkendelse.
Det er bopælskommunen, som godkender og opbevarer vikarsedler.
Praktikanter
Praktikanter under 18 år kan godkendes i kortere perioder, hvis forældre har givet tilladelse og er orienteret om formål og vilkår. Kommunen skal indhente børne- og straffeattest på praktikanter over 15 år inden endelig godkendelse. Ansvaret for at bestille attester hos kommunen ligger hos den private passer.
Spørgsmål? Kontakt os
Pladsanvisningen
Skolevej 6
5854 Gislev
Telefon: 72 53 32 33
Skriv sikkert til os
(Borger)
Skriv sikkert til os
(Virksomhed)
Telefontider:
Mandag: 9.00 - 11.00
Tirsdag: 9.00 - 11.00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 12.00 - 14.00
Fredag: 9.00 - 11.00