Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet

I særlige tilfælde kan det være den bedste løsning for et barn eller en ung at blive anbragt uden for sit hjem. Dette sker for at sikre barnet eller den unge de bedst mulige betingelser for opvækst.

Når et barn eller ung har brug for særlig støtte

Når et barn eller en ung har brug for særlig støtte og behov for hjælp, kan vi beslutte, at en anbringelse uden for hjemmet er den bedste løsning. Vi foretager en børnefaglig undersøgelse inden anbringelsen.

I særlige tilfælde kan anbringelsen ske akut eller foreløbigt og dermed sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse foretages.

Samtale med barnet eller den unge

Børn og unge skal høres som led i undersøgelsen af sagen. Inden vi afgør om et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet, skal barnet som udgangspunkt inviteres til en samtale. Samtalen skal afdække barnets eller den unges holdning til den afgørelse, vi overvejer at træffe.

Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden denne er tilstede, hvis det er det bedste for barnet eller den unge.

På Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside kan du læse mere om børnesamtalen.

 

Valg af anbringelsessted

Når et barn skal anbringes uden for hjemmet, er det os, der beslutter, hvor barnet skal anbringes. Det er også os, der fastsætter de nærmere vilkår for samvær og kontakt mellem barnet og familien samt netværket.

Vi skal vælge det konkrete anbringelsessted i overensstemmelse med barnets eller den unges handleplan. Det betyder, at vi ud fra det beskrevne formål med og mål for anbringelsen skal vælge det anbringelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.

Vi vil også lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer, og herunder også, om en plejefamilie kan være det mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.

Hvis det barn eller den unge, der skal anbringes, har søskende, der også er anbragt eller skal anbringes, skal vi vælge samme anbringelsessted med mindre, at børnenes behov eller andre forhold taler i mod det.

Anbringelsessteder for børn og unge kan være:

  1. Plejefamilier
  2. Kommunale plejefamilier
  3. Netværksplejefamilier
  4. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder
  5. Opholdssteder for børn og unge
  6. Døgninstitutioner – og herunder også delvis lukkede døgninstitutioner

Et anbringelsessted skal være godkendt af socialtilsynet. Når der er tale om plejefamilier, der alene er konkret godkendt til et eller flere bestemte børn, og dermed også netværksplejefamilier, skal plejefamilien dog være godkendt af kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Hvis du vil vide mere

Luk alle
Åben alle

Frivillig anbringelse

En frivillig anbringelse af et barn eller en ung kommer i stand på baggrund af et samarbejde og enighed mellem forældremyndighedens indehaver og kommunen. Hvis der er tale om en ung over 15 år, skal den unge også give samtykke til anbringelsen uden for hjemmet.

Anbringelse uden samtykke (tvangsanbringelse)

Et barn eller en ung kan kun anbringes uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at et barn eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Beslutningen om anbringelse uden for hjemmet træffes af børn og unge-udvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Både forældremyndighedens indehaver og børn og unge, der er fyldt 12 år, har ret til gratis advokatbistand under behandlingen af sager om anbringelse uden samtykke.

Forældremyndighedens indehaver og et barn eller en ung, der er fyldt 12 år, kan klage over børn og unge-udvalgets afgørelse til Ankestyrelsen.

Støtteperson for forældre

I forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet skal vi tilbyde forældrene en støtteperson. Det koster ikke noget at få en støtteperson.

Støttepersonens opgave er at lytte til og støtte forældrene mens barnet er anbragt. Støttepersonen kan på den måde også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet om barnet eller den unge.

Samvær og kontakt med familie og netværk

Barnet eller den unge har som udgangspunkt ret til samvær og kontakt med familie og netværk i den periode, det er anbragt uden for hjemmet.

Kommunen kan beslutte, hvordan og hvor ofte barn og biologiske forældre, søskende og andre dele af barnets eller den unges netværk skal se hinanden.

På borger.dk kan du læse mere om støtte til børn med særlige behov.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har yderligere information om anbringelse uden for hjemmet. 

Børneportalen giver information til børn og unge om anbringelse.

Kommunale døgninstitutioner

Vi har to kommunale døgninstitutioner i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Døgninstitutionen Fjelleruphus

Ahornvænget 5
5856 Ryslinge

Fjelleruphus er normeret til 10 børn i alderen 6-18 år. Der er mulighed for forlængelse indtil 23. år (efterværn). Fjelleruphus ligger i landlige omgivelser i Ryslinge med stort udendørs areal.

Døgninstitutionen Damtoften

Damtoften 2
5600 Faaborg

Døgninstitutionen Damtoften er normeret til 11 børn i alderen 12 til 18 år med mulighed for forlængelse til det 23. år (efterværn). Damtoften modtager børnene og unge til kortere eller længerevarende ophold. Af de 11 pladser vil der være 9 faste pladser til unge og to pladser som fortrinsvis benyttes af familier med børn op til 18 år. 

Spørgsmål? Kontakt os

Opvækst og Læring

Familie, børn og unge

Skolevej 6
5854 Gislev

Telefon: 72 53 30 00

Skriv sikkert til os
(Borger)

Skriv sikkert til os
(Virksomhed)

Åbningstider:

Mandag: 9.00 - 14.00
Tirsdag: 9.00 - 14.00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 9.00 - 16.30
Fredag: 9.00 - 12.00

Telefontider:

Mandag: 9.00 - 15.30
Tirsdag: 9.00 - 15.30
Onsdag: Lukket
Torsdag: 9.00 - 16.30
Fredag: 9.00 - 12.00