Godtgørelse af befordring
Der er forskellige muligheder for helt, eller delvist, at få godtgjort de udgifter til befordring (kørsel) du vil få, når du deltager i en indsats, som er en del af din rådighedsforpligtigelse. Du kan læse mulighederne her på siden.
Befordringsgodtgørelse til jobsamtaler ved arbejdsgiver efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats §17 stk. 2
Jobcenteret kan understøtte deltagelse i jobsamtaler ved en arbejdsgiver, ved at nedsætte retningslinjer for befordring til deltagelse i jobsamtalen. Jf. lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 17, stk. 2 samt bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats § 15, stk. 3 har Arbejdsmarkedsudvalget godkendt retningslinjer for befordring til jobsamtaler.
Betingelser for bevilling af befordring til jobsamtaler med arbejdsgiver (alle skal være opfyldt):
- Jobsamtalen foregår i Danmark
- Jobsamtalen skal være om et ordinært job, et job med løntilskud eller et fleksjob
- Ansøger er arbejdssøgende, tilmeldt Jobcenter Faaborg-Midtfyn og bosiddende i Faaborg-Midtfyn Kommune
- Ansøger har selv afholdt transportudgifterne og har ikke allerede fået eller kan få refunderet udgiften eller dele af udgiften af andre
Bagatelgrænse og refusion:
Borger finansierer selv transportudgifter op til 200 kr.
Der tages udgangspunkt i borgerens bopæl og den adresse jobsamtalen afholdes på jf. indkaldelsen.
Jobcentret refunderer udgiften svarende til offentlig transport (tog- og busbillet), uanset hvilken transportform der anvendes. (Der gives således ikke ekstra til broafgift/færge.)
Til beregning heraf bruges rejseplanen.dk
Eksempler:
Togbillet koster op til 200 kr. tur/retur så bevilges 0 kr.
Togbillet koster 425 kr. tur/retur så bevilges 225 kr.
Togbillet koster 800 kr. tur /retur så bevilges 600 kr.
Dokumentation:
For at kunne vurdere ansøgningen om tilskud til befordring skal borgerens sagsbehandler udover ansøgningsblanketten have fremsendt følgende dokumentation:
- Stillingsopslag
- Kopi af skriftlig indkaldelse eller anden dokumentation for at jobsamtalen har fundet sted
Ansøgningsblanket + bilag skal være modtaget af Jobcenter Faaborg- Midtfyn, senest 4 uger efter jobsamtalen har fundet sted.
Befordringsgodtgørelse efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats §175
Kan jeg få befordringsgodtgørelse?
Ved deltagelse i tilbud efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats har følgende ret til befordringsgodtgørelse efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats § 175:
- Dagpengemodtagere
- Jobparate
- Aktivitetsparate kontanthjælps- og overgangsydelsesmodtagere
- Åbenlyst uddannelsesparate
- Aktivitetsparate uddannelseshjælps- og overgangsydelsesmodtagere
Det gælder også for:
- Revalidender
- Fleksjobvisiterede, Sygedagpengemodtagere og
- Ressourceforløbsydelsesmodtagere i ressourceforløb og jobafklaringsforløb
Er du ledig selvforsørgende eller under 18 år, kan du ud fra en konkret vurdering også være berettiget til befordringsgodtgørelse.
Transportafstand over 12 km. pr. tur
For at få befordringsgodtgørelse, skal den daglige transport mellem bopæl og tilbudsstedet være på mere end 24 km. tur/retur. Befordringsgodtgørelse udbetaltes for de km., der ligger ud over de første 24 km. pr. dag.
Befordringsgodtgørelse ved indkvartering
Hvis du i forbindelse med deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering indkvarteres uden for din bolig, kan du få du bevilliget befordringsgodtgørelse. Indkvarteringsstedet regnes i sådan en situation fra din bopæl. Der skal forsøges at finde et indkvarteringssted i umiddelbar nærhed af tilbudsstedet.
Herudover er der ved indkvartering ret til befordringsgodtgørelse til transport tur/retur fra bopæl til indkvarteringssted i følgende situationer:
- Ved tilbuddets start
- Ved søgnehelligdage og
- Hver weekend
Dækning af hele transportudgiften til personer med nedsat funktionsevne
Visse personer har ret til at få dækket den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er din sagsbehandler der vurderer, om udgiften til transport er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Hvornår skal ansøgningen indsendes
Når du har haft udgifter til transport, skal du skal indsende en udfyldt ansøgning til jobcenteret løbende måned for måned. Ansøgningen skal dog indgives senest 4 måneder efter tilbuddets ophør - ellers mister du retten til befordringsgodtgørelse. Du kan ansøge digitalt via borger.dk eller via ansøgningsblanketten AB421.
Udbetaling af befordringsgodtgørelse
Når vi har modtaget og behandlet din ansøgning om befordringsgodtgørelse, vil du modtage en afgørelse på den beregnede befordringsgodtgørelse. Udbetalingen vil ske til din NemKonto. Hvis vi vurderer, at du ikke er berettiget til befordringsgodtgørelsen, vil du modtage et afslag.
Der vil ved begge typer af afgørelser fremgå en klagevejledning.
Særligt for dagpengemodtagere: Befordringsgodtgørelse skal søges ved A-kassen.
Befordringsgodtgørelse efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats § 175 udgør 0,98 kr. pr. km. (2020-niveau). Befordringsgodtgørelsen er en skattefri udbetaling.
Retningslinjer for supplerende godtgørelse til transport ved deltagelse i tilbud
Kan befordringsgodtgørelsen ikke dække udgiften til transport, kan kommunen for visse målgrupper yde tilskud til transportudgiften i form af supplerende merudgiftsgodtgørelse.
Supplerende merudgiftsgodtgørelse ydes ud fra den billigst mulige offentlige rejseform. Der kan ikke gives supplerende tilskud til befordring med bil. Der kan maksimalt gives supplerende tilskud op til 1.000 kr. pr. måned før skat, som svarer til ca. 600 kr. om måned efter skat.
Merudgiftsgodtgørelse efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats §176
Kan jeg få merudgiftsgodtgørelse?
Jobcenter Faaborg-Midtfyn kan efter en individuel vurdering yde supplerende merudgiftsgodtgørelse til borgere, som deltager i tilbud efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats i form af vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats.
Hvem kan få merudgiftsgodtgørelse:
- Kontanthjælpsmodtagere
- Personer der modtager overgangsydelse efter Lov om en aktiv socialpolitik, og som ikke er opfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven
- Uddannelseshjælpsmodtagere
- Personer i jobafklarings- og ressource forløb
- Ledige selvforsørgende
- Personer under 18 år med behov for uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.
Merudgiftsgodtgørelsen kan ydes som et tilskud til transportudgifter ved deltagelse i tilbud og/eller tilskud til andre udgifter i forbindelse med deltagelse i tilbuddet.
Merudgiftsgodtgørelse kan ydes som et tilskud til transportudgifter, når du har under 24 km. tur/retur fra din bopæl til tilbudsstedet.
Der bevilges altid merudgiftsgodtgørelse efter billigst mulige offentlige rejseform.
Supplerende merudgiftsgodtgørelse udbetalt efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats § 176 er skattepligtig, og vil maksimalt kunne udgøre op til 1.000 kr. pr. måned før skat, som svarer til ca. 600 kr. om måneden efter skat.
Vær opmærksom på, at udbetaling af merudgiftsgodtgørelse, kan have en negativ indflydelse på din boligstøtte og visse andre indkomstafhængige ydelser.
Transportafstand 0 - 4 km. pr. tur
Der ydes ikke supplerende godtgørelse til deltagelse i tilbud, hvor afstanden fra bopæl til tilbudsstedet er mindre end 8 km. tur/retur. Undtaget herfra er personer, som er gangbesværede, og personer med psykiatriske diagnoser, som nødvendiggør behovet for transport.
Transportafstand 4 - 12 km. pr. tur
Hvis afstanden fra bopæl til tilbudssted er mellem 8 - 24 km. tur/retur kan jobcenteret vurdere, at der gives supplerende merudgiftsgodtgørelse til etablering af rejsekort og rejseudgifter/periodekort.
Fradrag i merudgiftsgodtgørelse
Hvis du uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, kan der blive foretaget et forholdsmæssigt fradrag i den udbetalte merudgiftsgodtgørelse efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats § 176.
Forudbetaling eller bagudbetaling
Supplerende merudgiftsgodtgørelse kan i særlige tilfælde være forudbetalt, men vil som udgangspunkt være bagudbetalt, som al anden godtgørelse.
Hjælp til transportudgifter ved deltagelse i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter Lov om integration af udlændinge i Danmark §23 f stk. 2
Kan jeg få hjælp?
Jobcenter Faaborg-Midtfyn kan ud fra en individuel og konkret vurdering efter Lov om integration af udlændinge i Danmark § 23 f stk. 2 yde udlændinge hjælp til transportudgifter, der er dokumenterede og rimelige, og som skyldes udlændingens deltagelse i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet.
Der bevilliges altid hjælp til transportudgifter efter billigst mulige offentlige rejseform.
Hjælpen er skattefri.
Fradrag i hjælpen
Hvis du uden rimelig grund udebliver fra en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter Lov om integration af udlændinge i Danmark, kan der blive foretaget et forholdsmæssigt fradrag i den udbetalte hjælp efter Lov om integration af udlændinge i Danmark § 23 f stk. 2.
Forudbetaling eller bagudbetaling
Hjælpen kan i særlige tilfælde være forudbetalt, men vil som udgangspunkt være bagudbetalt som al anden godtgørelse.
Spørgsmål? Kontakt os
Jobcenter
Lindevej 5
5750 Ringe
Telefon: 72 53 05 30
Skriv sikkert til os
Telefontider
Mandag-onsdag 8.00 - 15.30
Torsdag 8.00 - 17.30
Fredag 8.00 - 12.30
Åbningstider
Mandag-onsdag 8.00 - 15.15
Torsdag 8.00 - 17.15
Fredag 8.00 - 12.45