Ledig og medlem af en A-kasse (dagpenge)
Meld dig ledig
På din første dag som ledig skal du:
- melde dig ledig på jobnet.dk
- udfylde en såkaldt "ledighedserklæring" hos din a-kasse.
Reglerne for arbejdsløshedsdagpenge
Hvis du vil vide mere om reglerne, og om du er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, skal du kontakte din a-kasse.
Find kontaktoplysningerne til din a-kasse på star.dk
Hvem kan få arbejdsløshedsdagpenge?
For at få arbejdsløshedsdagpenge skal du:
- være registreret som arbejdssøgende fra den første dag, du er ledig.
- have været medlem af en a-kasse i mindst ét år.
- have fået indberettet mindst 273.504 kr. (2025) 263.232 kr. (2024) til indkomstregistret inden for de sidste 3 år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er beløbet 182.340 (2025) 175.488 kr. (2024). Du kan medregne A- og B-indkomst samt overskud af selvstændig virksomhed. Du kan dog pr. måned højst medregne 22.792 kr. (2025) 21.936 kr. (2024), hvis du er fuldtidsforsikret, og 15.195 kr. (2025) 14.624 kr. (2024), hvis du er deltidsforsikret.
- hvis din dagpengeret er udløbet, og du skal genoptjene retten til dagpenge: Du skal have fået indberettet mindst 1.924 løntimer inden for de sidste 3 år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er timetallet 1.258 timer.
- hvis du ikke opfylder det almindelige indkomstkrav, kan du optjene ret til dagpenge, hvis du samlet set har haft et skattemæssigt overskud fra din selvstændige virksomhed på minimum 273.504 kr. (2025) 263.232 kr. (2024) inden for de sidste 5 år.
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a., at du skal søge og kunne overtage arbejde med dags varsel.
- have et fyldestgørende og godkendt CV, senest to uger efter du er tilmeldt som ledig i jobcentret.
Din a-kasse kan fortælle dig mere om betingelserne for ret til arbejdsløshedsdagpenge.
Beskæftigelseskonto
De timer, som du får udbetalt løn for, efter du er begyndt at modtage dagpenge, vil blive registreret på en ”beskæftigelseskonto”. Din a-kasse registrerer timerne på grundlag af oplysninger om:
- løntimer, som din arbejdsgiver har indberettet til indkomstregistret
- B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag omregnet til timer, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud.
De registrerede timer kan benyttes til at forlænge din dagpengeperiode og/eller til at optjene et nyt beskæftigelseskrav.
Hvor langt tid har jeg ret til dagpenge?
Du har ret til at få dagpenge i 2 år inden for 3 år. Det er den såkaldte ’referenceperiode’. Dit dagpengeforbrug bliver opgjort i timer, og inden for 3-årsperioden har du samlet set ret til 3.848 timers dagpenge. De timer, som du har ret til dagpenge for, falder bort, hvis du ikke når at afvikle dem inden for referenceperioden. Referenceperioden på 3 år kan forlænges, fx hvis du har været syg eller været på barsel.
Hvis du er nyuddannet – dimittend – har du kun ret til dagpenge i sammenlagt et år inden for en periode på 2 år. Det betyder, at du samlet set har ret til 1.924 timers dagpenge inden for 2-årsperioden.
Kontakt din a-kasse, hvis du vil vide mere om reglernes betydning for dig.
Forlængelse af din dagpengeperiode
Hvis din dagpengeperiode er udløbet, har du ret til at forlænge dagpengeperioden på baggrund af:
- løntimer, som du har haft, siden du begyndte med at modtage dagpenge.
- siden du begyndte med at modtage dagpenge: B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag omregnet til timer, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud.
Hver arbejdstime forlænger din dagpengeperiode med 2 timer. De ekstra dagpengetimer skal du bruge inden for denne periode, der bliver opgjort som 3 gange antallet af de timer, du har arbejdet. Du kan højst optjene 962 timer, som vil give dig ret til et 1.924 timers ekstra dagpenge inden for en periode på halvandet år.
Eksempel
Du har arbejdet 100 timer, inden din ordinære dagpengeperiode på 2 år er udløbet. Det giver dig ret til dagpenge i yderligere 200 timer. De 200 timer skal du afvikle inden for en periode på 300 timer. De 300 timer bliver omregnet til 2 måneder. De 200 timer skal du afvikle inden for de 2 måneder – hvis de ikke er afviklet, falder de bort.
Kontakt din a-kasse, hvis du vil vide mere om reglernes betydning for dig.
Udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge
Dagpenge er skattepligtige og bliver udbetalt bagud for én måned. Du skal udfylde et dagpengekort for hver måned, du skal have udbetalt dagpenge for. Pengene overføres som udgangspunkt til din NemKonto.
Karens
Når du modtager dagpenge, vil du som udgangspunkt få karens hver 4. måned. Karens består i, at dine dagpenge bliver nedsat med værdien af én dagpengedag.
Du kan imidlertid undgå karens, hvis du er i job i løbet af de 4 måneder. Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du have arbejdet i mindst 148 timer. Hvis du er deltidsforsikret skal du have arbejdet i mindst 97 timer.
Afkortning af dagpengeperioden
Din dagpengeperiode afkortes med én måned, hvis du inden for de sidste 8 år har modtaget dagpenge i 4 år. Afkortningen sker i din nuværende dagpengeperiode. Hvis du har under én måned tilbage af din nuværende dagpengeperiode, sker afkortningen i en evt. efterfølgende ny dagpengeperiode. Hvis du efter udløbet af din nuværende dagpengeperiode har ret til en forlængelse af din dagpengeperiode, kan afkortningen også foretages i din forlængelsesperiode.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet
For at have ret til dagpenge skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det afgør din a-kasse, om du gør. For at være til rådighed skal du bl.a.:
- aktivt søge arbejde med fuld arbejdstid
- være tilmeldt som ledig og have kontakt til dit jobcenter
- oprette et CV på Jobnet.dk, som skal godkendes senest 2 uger efter tilmelding på jobcentret.
- have bopæl og opholde dig i Danmark
- kunne og ville overtage arbejde dagen efter, at arbejdet er henvist af jobcenteret eller a-kassen
- kunne og ville møde til samtaler og tilbud dagen efter, du har modtaget indkaldelsen
- selv booke dine samtaler inden for en fastsat frist
- deltage i kurser og andre tilbud, der øger mulighederne for at få arbejde.
Ikke at være til rådighed
Du står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du fx er syg, ikke er aktivt jobsøgende, ikke ønsker et fuldtidsarbejde eller kun vil arbejde på bestemte tidspunkter eller for en bestemt arbejdsgiver eller arbejdsplads.
I de tilfælde mister du retten til arbejdsløshedsdagpenge, indtil du som fuldtidsforsikret har haft mindst 300 timers arbejde inden for en sammenhængende periode på 3 måneder – eller indtil årsagen til, at du ikke står til rådighed, er bortfaldet. Det er fx tilfældet, hvis du var syg og derfor ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i en periode.
Du kan forsætte med at modtage din ydelse under de første 14 dages sygdom, hvis du er fuldt ledig og modtager af dagpenge.
Du skal melde dig syg hos din a-kasse på første sygedag. Du kan også sygemelde dig første sygedag hos jobcenteret eller på Jobnet.
Jobsøgning
Krav til jobsøgning
Senest efter 2 ugers ledighed bliver du indkaldt til en jobsamtale i din a-kasse. Her påbegynder du sammen med a-kassen en personlig plan, ”Min Plan”, og I udarbejder individuelle ”Krav til jobsøgning” for dig. ”Kravene til jobsøgning” danner udgangspunkt for a-kassens vurdering af, om du er til rådighed på arbejdsmarkedet.
Registrering af jobansøgningsaktiviteter i joblog
Du skal dokumentere din jobsøgning ved løbende at registrere jobsøgningsaktiviteter og uploade ansøgninger i joblog på Jobnet eller i a-kassens eventuelle egen digitale joblog.
Du skal uploade det antal jobansøgninger i jobloggen, som din a-kasse har besluttet. Det skal du, for at a-kassen og jobcenteret kan vejlede om, hvordan du eventuelt forbedrer din jobsøgning, og så de samtidig kan vurdere kvaliteten af din jobsøgning.
A-kassen kan forlange, at du uploader kopier af samtlige ansøgninger i en bestemt periode. Det kan ske, hvis a-kassen er i tvivl om, hvorvidt din jobsøgning er tilstrækkelig og realistisk.
At miste dagpengeretten
Du skal lægge dit CV på Jobnet.dk. Hvis du ikke gør det senest 2 uger efter din registrering som arbejdssøgende, risikerer du at miste retten til arbejdsløshedsdagpenge.
Selvforskyldt ledig
Du er selvforskyldt ledig, hvis du fx:
- uden gyldig grund opsiger dit arbejde
- selv er skyld i afskedigelsen
- uden gyldig grund afviser at tage et arbejde, der henvises af jobcenteret eller a-kassen, eller udebliver fra en jobsamtale med en arbejdsgiver om et henvist arbejde
- uden gyldig grund afslår eller afbryder et tilbud.
Gyldige grunde til at opsige arbejde eller afslå arbejde eller tilbud
Du kan sige dit arbejde op, afslå et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud uden at få karantæne, når du har en gyldig grund. Det kan fx være, når du opfylder en af betingelserne:
- du har lægeattest på, at du ikke kan udføre dit arbejde på grund af sygdom, og du har gjort rimelige forsøg på at få et andet arbejde på arbejdspladsen
- du har ikke mulighed for at få passet børn, der kræver særlig pleje.
Du skal være opmærksom på, at selvom du har en gyldig grund, skal din a-kasse altid vurdere, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Kontakt din a-kasse, inden du opsiger dit arbejde eller afslår et arbejde eller et tilbud mv. Så ved du, om det får konsekvenser for din dagpengeret.
Karantæne
Hvis du ikke har en gyldig grund, er du selvforskyldt ledig, og du får en karantæne. Det betyder, at du mister dine dagpenge i 3 uger.
Bliver du selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, mister du retten til dagpenge, indtil du som fuldtidsforsikret har haft mindst 300 timers arbejde inden for en sammenhængende periode på 3 måneder.
Kontakt a-kassen på forhånd
Din a-kasse kan oplyse dig om konsekvenserne, hvis du afslår et arbejde eller et tilbud, eller hvis du siger op.
Nyuddannede
Som nyuddannet – dimittend – har du ret til dagpenge, en måned efter du har afsluttet din uddannelse. Som udgangspunkt skal uddannelsen være en af disse:
- en erhvervsmæssig uddannelse, der er normeret til at vare mindst 18 måneder
- en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse
- en integrationsgrunduddannelse i henhold til lov om integrationsuddannelse – IGU
- en erhvervskandidatuddannelse påbegyndt efter 1. juli 2018 i henhold til lov om universiteter.
For at få ret til dagpenge som dimittend, skal du:
- have bestået Prøve i Dansk 2 med en karakter på mindst 02 på 7-trins-skalaen eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, eller
- have fået indberettet mindst 600 løntimer som fuldtidsforsikret og 400 løntimer som deltidsforsikret i 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.
Du skal søge om optagelse i en a-kasse, senest 2 uger efter du har afsluttet uddannelsen. Du kan tidligst blive optaget fra den dag, du har gennemført uddannelsen.
Som nyuddannet modtager du dagpenge med en fast sats, der afhænger af, om du er forsørger eller ikke-forsørger.
Afmelding til jobcenter
Du skal afmelde dig, hvis du som ledig kommer i arbejde og ikke skal modtage dagpenge længere.
Ved afmelding logger du ind på Jobnet.dk og vælger menupunktet ’Planer og aftaler – Til- og afmelding’:
Spørgsmål? Kontakt os
Forsikrede ledige
Lindevej 5
5750 Ringe
Kontakt din sagsbehandler telefonisk i nedenstående tidsrum.
Mandag-tirs.-ons. 8.00-15.15
Torsdag 8.00-17.15
Fredag 8.00-12.00
Kontakt telefonvagten for afdelingen, hvis du ikke har en sagsbehandler
Mandag til fredag 8.00-10.00
Telefon 72 53 12 92.
Åbningstider i Jobcenteret
Mandag 8.00-15.00
Tirsdag 8.00-15.00
Onsdag 8.00-15.00
Torsdag 8.00-17.00
Fredag 8.00-12.30