Faaborg-Midtfyn Homestay på Heartland Festival
Heartland Festival finder sted i magiske omgivelser ved Egeskov Slot i Faaborg-Midtfyn Kommune. Heartland står hvert år bag et internationalt program med musik, kunst, talks og gastronomi.
I 2023 var der premiere på en ny, bæredygtig overnatningsform i forbindelse med Heartland Festival. Skabt i samarbejde mellem landsbyen Vantinge, Heartland og Faaborg-Midtfyn Kommune. Læs mere nedenfor.
Faaborg-Midtfyn Homestay
Hvad er Faaborg-Midtfyn Homestay?
Faaborg-Midtfyn Homestay er et nytænkende overnatningskoncept, som har til formål at give gæster på Heartland Festival mulighed for at opleve livet i en by eller landsby i Faaborg-Midtfyn, mens de er på besøg i området. Gæsterne indkvarteres privat hos faaborg-midtfynske borgere, og opholdet er med morgenmad, som oftest vil foregå et fælles sted, f.eks. i et forsamlingshus eller lignende.
Gæsterne betaler for overnatningen, og overskuddet går til en almennyttig forening i lokalområdet.
Gæsterne overnatter i 2025 fra torsdag den 12. juni til søndag den 15. juni - dvs. 3 nætter.
Hvordan er Homestay-ideen opstået?
Homestay så sit lys i 2023 i form af Vantinge Homestay. Ideen opstod, da Karl Peter Warming fra Vantinge året før havde besøg af Heartland-gæster, som kom til kaffe. Derfra begyndte han at spekulere i, om der kunne være en ide i at få gæsterne fra Heartland til at bo i Vantinge under festivalen. Da Heartland Festival i det tidlige forår 2023 fortalte kommunen, at de manglede overnatning til deres mange gæster, var der ikke langt fra ide til handling. I løbet af foråret så Vantinge Homestay dagens lys. Der blev solgt 24 overnatninger i Vantinge, og ca. 15 borgere var involveret i projektet – enten som værter, morgenmadskokke eller chauffører. Vantinge Homestay genererede 16.500 kr. til foreningen Døråbnerne, som laver sociale arrangementet i Vantinge Forsamlingshus.
Hvordan kan jeg blive en del af Faaborg-Midtfyn Homestay?
For at blive en del af Faaborg-Midtfyn Homestay skal du sammen med andre i din by eller landsby beslutte, at I vil være med. I skal vælge en koordinator, I skal stille minimum 10 dobbeltværelser til rådighed, og I skal beslutte, hvilken lokal almennyttig forening overskuddet skal gå til. Jeres Homestay vil få navn efter jeres lokalområde. F.eks. ”Ryslinge Homestay”. I skal også beslutte, hvor gæsterne skal spise morgenmad, hvem der skal lave morgenmaden, og om der f.eks. er nogle, som vil være frivillige chauffører etc.
Hvis du og din landsby eller by synes, det kunne være interessant at være en del af Faaborg-Midtfyn Homestay, skal du kontakte os via kontaktboksen her på siden.
Sammen aftaler vi, hvordan vi bedst får beskrevet din landsby/dit lokalområde og de værelser, I stiller til rådighed, samt hvordan Homestay-konceptet hos jer skal se ud.
Vi aftaler, hvilke billeder, vi har brug for, og måske aftaler vi et arbejdsmøde ude hos jer, hvor vi mødes allesammen. Når vi har styr på, hvordan vi bedst præsenterer jeres by, bliver jeres homestay sat til salg på Heartlands kanaler, og så er er det bare at krydse fingre og reklamere for den gode mulighed.
Hvad præcis skal jeg stille til rådighed, hvis jeg vil være vært?
Du skal stille et værelse med en opredt seng til rådighed. Der skal også være adgang til bad og toilet, men der er ikke krav om, at dine gæster skal have deres eget. Har du andet, du gerne vil give gæsterne adgang til, f.eks. haven, en hylde i køleskabet eller lignende, må du gerne det.
Hvis din overnatning er af lidt alternativ art, f.eks. på et høloft eller i et luksustelt, så kan det også sagtens bruges.
Derudover skal gæsterne have morgenmad. Vi anbefaler, at I arrangerer fælles morgenmad, men I kan også vælge, at gæsterne spiser hos deres værter f.eks. den ene dag.
Hvad får jeg og min by ud af at være med i Faaborg-Midtfyn Homestay?
Alt overskud fra Faaborg-Midtfyn Homestay går til den lokale forening, I vælger, pengene skal gå til og kommer på den måde jeres by til gode. Som privatperson modtager du ikke betaling for at stille dit gæsteværelse til rådighed eller hjælpe med morgenmad eller transport. Men vi ved fra Vantinge, at alle værterne fik en masse ud af at lave Homestay – gode snakke med gæsterne udefra, et sjovt og meningsfuldt fællesskab og penge i foreningskassen. Samtidig fik de vist deres skønne by frem.
Hvis du vil vide mere
Faaborg-Midtfyn Kommune og Heartland Festival
Faaborg-Midtfyn Kommune har samarbejdet med Heartland siden festivalens begyndelse. I de første tre år understøttede kommunen Heartland med en underskudsgaranti. I 2019 indgik Faaborg-Midtfyn Kommune en partnerskabsaftale med Heartland.
Med Budget 2024 forlængede politikerne partnerskabsaftalen og støtten på 1 mio. kroner årligt de næste tre år.
Faaborg-Midtfyn Kommune har en ambassade på Heartland, hvor frivillige, lokale ambassadører i samarbejde med kommunen står bag forskellige aktiviteter og viser festivalens gæster, hvordan livet leves, og fællesskaberne trives i Faaborg-Midtfyn.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har vi tradition for fællesspisninger. Det viser vi på Heartland, når vi sammen med nogle af de lokale ildsjæle inviterer til langbordsmiddag for festivalgæsterne.
Kunne du tænke dig at være frivillig ambassadør for Faaborg-Midtfyn Kommune på Heartland Festival, så hold øje med kommunens Facebookside og kommunens nyhedsbrev, hvor vi offentliggør, hvordan man ansøger.