Vandløb

Vandløbene i kommunen vedligeholdes både af de private lodsejere og af kommunen. Her finder du oplysninger om vedligeholdelsen og brugen af vandløbene og deres omgivelser.

Luk alle
Åben alle

Vandløb i kommunen

Kommunen skal godkende projekter i vandløbene og behandle klager over for eksempel manglende vedligeholdelse.

Formålet med vandløbsloven er blandt andet at sikre, at vandløbene kan aflede vand i form af overfladevand, spildevand og drænvand.

Våde og oversvømmede marker?

Mange marker er drænet ned til det nærmeste vandløb. Du har selv pligt til at sikre, at dine egne dræn mv. er vedligeholdt.

Kommunen har sjældent oplysninger om placeringen af dræn og mindre, rørlagte vandløb.

Det er vigtigt at huske på, at dræn og vandløb ikke altid kan lede vandet bort med det samme, selvom de er vedligeholdt korrekt. Vandløb og dræn kan kun lede en bestemt mængde vand.

Nogle steder har markerne sat sig, blandt andet på grund af dræning. Det vil sige, at markens overflade synker, nogle steder med mere end 1 cm om året. Da vandløbet og vandspejlet fortsat ligger i samme niveau, vil det med tiden naturligt medføre en dårligere afvanding af markerne omkring vandløbet.

Klage til kommunen?

Du bør selv kontakte dine naboer først, hvis du har problemer med at aflede dit overfladevand via dræn, grøfter mv. over deres jord. Du bør kun kontakte kommunen og klage over manglende vedligeholdelse af vandløb, hvis I ikke kan blive enige.

Godkendelse fra kommunen?

Generelt må der ikke foretages ændringer i eller ved et vandløb uden at kommunen giver en godkendelse.

Du skal f.eks. søge om tilladelse til:

  • ændring af vandføringsevnen
  • ændringer af vandløbets forløb eller tværsnit
  • etablering af broer, overkørsler og skråningssikring
  • krydsning af vandløbet med rørledninger, kabler og lignende
  • etablering af bygninger, faste hegn og beplantning under 8 m fra øverste kant
  • etablering af vandingssteder eller drænudløb
  • regulering og restaurering af vandløb
  • fjernelse af træer og buske

Vandløbsregulativer

For alle offentlige vandløb er der et regulativ. Heri står kommunens og bredejernes forpligtigelser beskrevet.

Fællesregulativ

For de offentlige vandløb gælder der nogle fælles bestemmelser. De fremgår af: ”Regulativ for offentlige vandløb – fællesbestemmelser”. I fælles regulativet finder du generelle, overordnede bestemmelser for den sædvanlige vedligeholdelse og administration af de offentligt vedligeholdte vandløb. Det indeholder for eksempel bestemmelser om arbejdsbælter, 3 meter bræmmer, hegn og kreaturvanding, beplantning og tilrettelæggelse af tilsyn mv.

Særregulativer

Kommunen er i gang med at revidere særregulativerne. Særregulativer indeholder bestemmelser og beskrivelser, der kun gælder for det enkelte vandløb. Det er f.eks. bestemmelser for vandløbets skikkelse, strømrendens bredde og/eller vandføringsevne og for udførelse af vedligeholdelsen af vandløbet.

Fællesregulativet og regulativer for de enkelte vandløb kan fås ved henvendelse til kommunen. Du skal oplyse, hvilke regulativer du f.eks. gerne vil have tilsendt til din mail.

Vedligeholdelse af vandløb

Vedligeholdelse?

Mange vandløb skal jævnligt vedligeholdes for at sikre afvandingen og gode levevilkår for dyr og planter. Samtidig må vedligeholdelsen ikke ændre (forbedre) vandløbets skikkelse og/eller vandføringsevnen.

Det betyder, at der kan skæres grøde og fjernes aflejringer af sand mv. Alle planter bør ikke fjernes og ler, sten og grus må for eksempel ikke graves op. Brinkerne må ligeledes ikke graves af i forbindelse med vedligeholdelsen.

Ved rørlagte dræn og vandløb skal vandet kunne strømme frit gennem rørene.

Offentlig eller privat vandløb?

Alle vandløb er private med mindre, kommunen har optaget vandløbet som offentligt og lavet et regulativ for vedligeholdelsen af vandløbet. I de tilfælde vedligeholder kommunen vandløbet.

Private vandløb

Private vandløb er både åbne vandløb, grøfter, rørlagte vandløb og dræn. Vandløbsloven gælder for alle slags vandløb, hvor der er mere end en lodsejer. Vandløbsloven gælder faktisk også for søer, damme og lignende.
Det betyder, at du som ejer af et vandløb har pligt til at vedligeholde vandløbet. Du skal også selve betale for vedligeholdelsen.
Du skal også tage hensyn til dyr og planter i vandløbet, når du vedligeholder dit vandløb.

Offentlige vandløb

Kommunen vedligeholder de offentlige vandløb ud fra de gældende regulativer for det enkelte vandløb. Vedligeholdelsen består som oftest i skæring af en strømrende i grøden for at sikre afvandingen i vandløbet. Formålet er både at tage hensyn til dyr og planter i vandløbet og sikre afvandingen. Du kan læse mere om de enkelte vandløb og afvejningen mellem afvandingen af miljøet i vandløbene i redegørelse til det enkelte regulativ.

Vådområder

Nedenfor kan du se en kort status for de vådområdeprojekter kommunen arbejder med.

Lindholm Mose

Jordfordelingen er faldet på plads. Kommunens rådgiver er ved at detailprojektere vådområdet. Vådområdet etableres efter høst 2021. Vådområdet bliver ca. 25 ha stort.

Pederstrup Bæk

Der er udarbejdet en forundersøgelse der belyser de tekniske muligheder for at etablere et vådområde på ca. 25 ha. Landbrugsstyrelsen arbejder for at finde jord der kan indgå i en jordfordeling. Først herefter bliver vådområdet projekteret og anlagt.

Sallinge Å

I 2013-2014 blev der anlagt et ca. 127 ha stort vådområde.

Horne Mølle Å

I 2013 blev der anlagt et ca. 30 ha stort vådområde.

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

3 meter bræmmer langs vandløb

I Danmark skal der være 3 meter dyrkningsfri bræmmer langs mange vandløb og alle søer.

Bræmmerne giver stabile brinker på vandløb og søer. De beskytter samtidig mod udskylning af overfladevand og jord fra markerne og udledningen af kvælstof, fosfor og sprøjtegifte mindskes.

Bræmmer er også med til at skygge grøden i vandløbene og forbedre afledningen af vandet i vandløbene.
Bræmmerne er samtidig vigtige spredningsveje og levesteder for mange dyr og planter.

Hvor er bræmmen?

Bræmmen måles fra vandløbets øverste kant (kronekant) og 3 meter ud.

Hvilke vandløb?

Der skal være 3 meter bræmmer på alle naturlige vandløb. Et vandløb betragtes også som naturligt, selv om det er reguleret ved for eksempel uddybning, udretning eller omlægning.

Højt målsatte vandløb er vandløb, der er vurderet som særligt naturvidenskabeligt interesseområde eller fiskevand.

Hvad må du?

Du må afgræsse eller slå hø inden for 3 meter bræmmen, hvis det ikke medfører risiko for, at bredden skrider ud.

Går der dyr ved vandløbet, skal der som hovedregel opsættes et hegn mindst 1 meter fra vandløbets kronekant, så dyrene ikke træder brinkerne ned.

Hvad må du ikke?

Du må for eksempel ikke dyrke jorden, jordbehandle, plante træer og buske (undtaget er kommunens plantning langs offentlige vandløb), terrænregulere, udgrave, opfylde eller opføre bygninger mv.

Sejlads

Du må kun sejle på få vandløb i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Her må du sejle på vandløbene

Sejlads er tilladt på følgende vandløb efter nærmere fastsatte regler:

  • Odense Å
  • Hattebæk
  • Lindved Å
  • Horne Mølle Å
  • Hundstrup Å

Odense Å

I Faaborg-Midtfyn Kommune må du sejle på Odense Å fra Nr. Broby til kommunegrænsen fra 1. november til 1. april. Der må kun sejles med robåde, kanoer og kajakker.

Hattebæk

Du må sejle fra udløbet i Helnæs Bugt til det sted, hvor Landevejen/Assensvej krydser åen. Du må sejle med ikke-motordrevne små fartøjer som robåde, kanoer og kajakker Sejladsen må dog ikke være til skade eller ulempe for vandløbet, jagt, fiskeri eller rørskær.

Sejlads på Hattebæk er ikke tilladt opstrøms fra det sted, hvor Landevejen/Assensvej krydser åen.

Horne Mølle Å

Du må sejle fra udløbet i Helnæs Bugt til det sted, hvor Landevejen krydser åen. Du må sejle med ikke-motordrevne små fartøjer som robåde, kanoer og kajakker på strækningen.

Sejladsen må ikke være til skade eller ulempe for vandløbet, jagt, fiskeri eller rørskær.

Hundstrup Å

Sejlads er tilladt i mølledamme.

Kort over offentlige vandløb

Spørgsmål? Kontakt os

Natur og Klima

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon: 72 53 33 21

Send en mail

Skriv sikkert til os