Fortidsminder

Faaborg-Midtfyn Kommune er spækket med fortidsminder. Du guides til nogle af de vigtigste og mest interessante.

Faaborg-Midtfyn Kommune har et rigt udbud af velbevarede fortidsminder.

Husk på at flere fortidsminder ligger på privat jord, hvor lodsejeren har givet offentligheden adgang.
Fortidsminderne er naturligt nok lagt før vor tids infrastruktur og flere steder er parkeringen
blot en lille plet på en nærliggende mark.

Respekter de gældende regler for færdsel.

Luk alle
Åben alle

Grisemosehøj

Grisemosehøj er en ualmindeligt velbevaret og smuk langdysse.
Dyssen er opført ca. år 3400 f.kr., og er altså mere end 5000 år gammel. Stenalderfolket byggede dyssen som et gravmæle, der også blev brugt til religiøse ritualer.

Langdyssevej 1, 5863 Ferritslev

Ferritslev Ødekirke

Da reformationen rullede over Danmark midt i 1500-tallet kostede det en del sognekirker livet, da der ikke længere var råd til at vedligeholde dem. I dag kan man se hvor Ferritslev kirke lå og enkelte af de store granitsten den var bygget af.

Ørbækvej 889A, 5863 Ferritslev

Møllehøj

Møllehøj er en bemærkelsesværdig gravhøj. Den er stor og yderst velbevaret og stammer fra bronzealderen. Møllehøj er ikke udgravet, men højens størrelse og placering i landskabet gør det ret sikkert, at den afdøde var en meget vigtig person.

Ringstedgårdsvej 2C, 5792 Årslev

Pederstrup Voldsted

I middelalderen lå der en stor borg i Pederstrup. Her kunne en lokal stormand i kortere perioder søge tilflugt fra fjender og røvere. De store jordvolde og banker har overlevet i mere end 600 år og kan bedst ses, når der ikke er blade på træerne.

Sdr. Højrupvejen 42A, 5750 Ringe

Skålstenen

Kirkegårdsdiget gemmer på en hemmelighed. En af stenene i diget er nemlig en såkaldt skåltegnsten; en lille helleristning fra bronzealderen. Den er meget ældre end middelalderkirken, men er lagt her for at fortælle om oldtiden og dens mennesker.

Kirkestræde 7A, 5672 Broby

Skerningehøj

Skerningehøj er en af Sydfyns få jættestuer og fra bondestenalderen. Inde i højen gemmer sig et lille stenkammer til at lægge de døde i. Via indgangen blev kammeret brugt igennem generationer.
Indgangen er desværre aflukket.

Brahesvej 37, 5600 Faaborg

Røsebjerg

Røsebjerg er en langhøj fra enten tidlig bondestenalder eller bronzealder. Uanset dateringen har den været et gravminde. Halvøen Horneland indeholder særligt mange dysser og gravhøje.
Fra højen er der en fantastisk udsigt ud over Øhavet.

Egsgyden 32A, 5600 Faaborg

Duereds Høj og Vænge

Langhøj og dysse fra tidlig bondestenalder. Langdysser var både gravminder og hellige steder for stenalderfolket. Halvøen Horneland indeholder særligt mange af sådanne gravminder. Langdyssen er placeret på en åben mark med en god udsigt udover Øhavet.

Dueredsvænget 2A, 5600 Faaborg

Knoldsborg Højene

I området findes flere gravhøje og dysser. De fleste er fra den tidlige bondestenalder, men én enkelt er en moderne efterligning. Den mest imponerende dysse er exceptionelt stor og beliggende med en spektakulær udsigt udover Øhavet.

Knoldsborgvej 6A, 5600 Faaborg

Klokkestenen

Ved Klokkestenen på Lyø kan man se sporene af både sten- og bronzealderen. Stenkammeret er fra bondestenalderen og de klangfulde skåltegn er fra bronzealderen. Når man slår forsigtigt på den store sten, runger den som en klokke.

Vestensvej 19, 5600 Faaborg

Faaborg Byport

Vesterport i Faaborg er en byport fra middelalderen, og en del af byens gamle forsvar. Den dag i dag fører vejen gennem byporten, og man kan gå i middelaldermenneskenes fodspor igennem den.

Vestergade 5, 5600 Faaborg

Helligåndsklosteret

Helligåndskirken i Faaborg er i virkeligheden den sidste rest af et kloster fra middelalderen.
Klosteret lå også dengang i udkanten af byen, og fungerede som byens hospital. I dag kan man besøge den store og specielle kirke.

Kirkestræde 11, 5600 Faaborg

Pipstorn Skov

Pipstorn Skov har Fyns største koncentration af fortidsminder.
Både dysser, gravhøje, tuegrave og højryggede agre. Fra år 4.000 f.Kr. til mindst 750 e.Kr. er området nærmest en dødeby med generationers begravelser ved siden af hinanden.

Lucienhøj 14v, 5600 Faaborg

Dysserne i Vester Åby

I den sydlige udkant af Vester Åby ligger 3 flotte gravhøje fra bondestenalderen. Herfra ser man ud over havet, og oplever hvordan disse høvdingegrave er skabt til at kunne ses vidt omkring i landskabet.

Dyssevej 15, 5600 Faaborg

Spørgsmål? Kontakt os

Natur og Klima

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon: 72 53 33 21

Send en mail

Skriv sikkert til os