Rotter og andre skadedyr
Udgiften til kommunal rottebekæmpelse dækkes gennem ejendomsbidrag, mens eventuel skade forvoldt af rotter, skal betales af grundejer selv.
Anmeld rotter
Hvad skal du gøre, hvis du ser en rotte?
Har du set en rotte, skal du anmelde det på Rotteweb. Her kan du let anmelde, når du har set en rotte. Vores reaktionstid ved online anmeldelser er hurtigere, idet de kommer direkte ind i vores system. Du kan anmelde rotter 24 timer i døgnet.
OBS: På websiden, hvor du skal anmelde rotter, skal du i feltet "Hvor er problemet" vælge fra adresseliste, og ikke bare skrive adressen. Vælg også fra liste i feltet "Hvad er problemet".
Har du ikke mulighed for at bruge mobiltelefon eller komme til en PC, kan du kontakte KILTIN A/S på 33 98 66 32.
Husk at opgive navn, adresse samt telefonnummer. Oplys så præcis som muligt, hvor rotterne befinder sig.
Kontakt til Kiltin A/S:
- Hverdage:Telefon: 33 98 66 32. Åbningstid: 08.00 - 16.00.
- Lørdag, søndag og helligdage: Telefon: 29 16 40 73 fra kl. 8.00 til kl. 17.00. Husk, at åbningstid udenfor hverdage, kun er til akutte henvendelser om rotter i beboelsesrum og på fødevarevirksomheder og/ eller tilsynspligtige ejendomme, hvor rotter udgør en særlig risiko.
Tilsynspligtige Ejendomme
Kiltin besøger tilsynspligtige ejendomme fra 1. oktober 2024 - 28. februar 2025
En gang om året tilser Faaborg-Midtfyn Kommune alle tilsynspligtige ejendomme for rotter. Dette gøres jævnfør §8 i rottebekendtgørelsen. Tilsynsperioden løber fra 1. oktober til og med februar. Det er Kiltin, der tilser ejendommene for kommunen.
Ejere af tilsynspligtige ejendomme bliver i kommunen informeret om tilsynsperiode på kommunes hjemmeside og i ugeaviserne.
Tilsynspligtige ejendomme omfatter erhvervs- og landbrugsejendomme med erhvervsmæssigt dyrehold, primærproduktion af fødevarer og foder til dyr, opbevaring af foderstoffer til dyr eller opbevaring af planteprodukter, som efterfølgende anvendes til produktion af fødevarer til mennesker.
Ved de årlige tilsyn vil kommunens rottebekæmpelsesfirma gennemgå ejendommen og de omkringliggende arealer. Hvis du er hjemme ved besøget, må du meget gerne gå rundt sammen med bekæmperen. Bekæmperen har ret til at undersøge alle områder udendørs på ejendommen, hvis du ikke er hjemme. Er du hjemme, skal bekæmperen også undersøge for rotteforekomst indendørs i bygningerne. Konstaterer rottebekæmperen rotter på den tilsynspligtige ejendom, vil forekomsten blive anmeldt til kommunen. Den kommunale bekæmpelse vil sikre, at bekæmpelse igangsættes hurtigst muligt.
Handlingsplan - forebyggelse og bekæmpelse af rotter 2024-2026
Se Rottehandleplan for forebyggelse og bekæmpelse 2024-2026 - Link til PDF
Handleplan
Faaborg-Midtfyn Kommune vil med denne handleplan 2024-2026 for forebyggelse og bekæmpelse af rotter give en generel beskrivelse af den kommunale rottebekæmpelse i kommunen. Handleplanen beskriver også, hvilke særlige indsatsområder, som vil have en øget bevågenhed i denne handleplansperiode. Handleplanen er et forpligtende værktøj, som skal være medvirkende til at sikre en effektiv forebyggelse og bekæmpelse af rotter i hele Faaborg-Midtfyn Kommune.
I det følgende giver vi en kort beskrivelse af rottebekæmpelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune og vores mål og visioner for denne handleplan.
Hvorfor har vi rotter?
Rotterne trives godt i vores nærhed, fordi vi ubevidst kommer til at give rotterne masser af skjulesteder og mad. Desværre kan kontakten med rotter resultere i overførelse af sygdomme, ødelæggelse af materiel, bygninger og fødevarer. For at reducere disse gener skal vi bekæmpe og forebygge rotternes tilstedeværelse.
Den kommunale rottebekæmpelse kan i de fleste tilfælde få rotterne udryddet lokalt, men kun ved forebyggelse kan man minimere risikoen for at rotterne kommer igen.
Rotten er meget tilpasningsdygtig, og vi skal derfor hele tiden være opmærksomme på forhold på vores ejendom, der kan give anledning til rotter. Med relativt få midler er det muligt at gøre ejendommen mindre rotte-gæstfri.
Den enkelte grundejer er i henhold til loven (Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse nr. 1170 af 08/09/2023) forpligtet til:
- at renholde og rottesikre sin ejendom således, at rotters livsgrundlag begrænses mest muligt
- at sikre at egen kloak og brønde er intakte
- at efterkomme eventuelle krav fra kommunen vedrørende tiltag, som skal afhjælpe rotteproblemet
Ligeledes har kommunen en række forpligtelser i forbindelse med sikring af effektiv rottebekæmpelse og det er:
- at finde årsagen til rotteforekomsten, så vidt det er muligt
- at igangsætte den nødvendige rottebekæmpelse hurtigst muligt
- at fortsætte bekæmpelsen indtil problemet er løst
- at vejlede grundejer om forebyggelse
- at håndhæve lovgivningen vedrørende nødvendig forebyggelse og bekæmpelse af rotter
ANTAL ROTTEANMELDELSER
I kommunen varierer antallet af rotteanmeldelser fra år til år. Udviklingen i antal anmeldelser følger den nationale udvikling i samlet antal rotteanmeldelser. Ikke alle anmeldelser der kommer ind, viser sig at være rotter. Typisk er ca. 16% af de årlige anmeldelser andet end rotter, som f.eks. mus eller mosegris.
Det høje antal årlige anmeldelser i 2020 skyldes formentligt, at mange af kommunens borgere var hjemme som følge af Covid-19. Derfor blev flere også opmærksomme på nye såvel som gamle tegn på rotter. Siden 2020 er antallet af anmeldelser faldet til et lavere niveau end før Covid-19.
Rottebestanden kan alene på grund af ændringer i vejr-og fødeforhold variere med mere end +/- 40% fra det ene år til det andet. Faaborg-Midtfyn Kommune kan ikke garantere, at den nedadgående tendens vi har oplevet over de senere år kan fastholdes. Men vi vil, med effektiv bekæmpelse og forebyggelse, arbejde for at fastholde det lavere niveau.
Her vises udviklingen i antallet af årlige rotteanmeldelser i kommunen i perioden 2017-2022. Her ses det at antallet af anmeldelser i 2017 var 4.425 og i 2022 var det faldet til 2.881 anmeldelser. Udsving i antallet af anmeldelser i kommunen følger den nationale udvikling i antal anmeldelser for hele landet.
Mål for den kommunale rottebekæmpelse 2024-2026
Når borgerne møder rotter, vil vi med effektiv bekæmpelse og forebyggelse sikre, at de oplever færrest mulige gener fra rotterne. Kommunen vil arbejde for, at rotter generelt er meget lidt synlige i gadebilledet.
Vi vil kun anvende gift der, hvor det er nødvendigt, det vil sige, der hvor giften kan være med til at sikre en effektiv rottebekæmpelse.
I det daglige vil vi, Myndigheden (Miljø og Grøn Omstilling), arbejde for størst muligt samarbejde om opgaven sammen med rottebekæmperne, borgerne og virksomheder.
Vi vil
- til enhver tid bekæmpe rotterne effektivt således, at de er til mindst mulig gene
- arbejde for en bekæmpelse med mindst mulige omkostninger for miljøet
- samarbejde med kommunens borgere og virksomheder om det fælles mål, at forebygge tilhold af rotter bedst muligt
Den kommunale rottebekæmpelse
At sikre effektiv rottebekæmpelse er en kommunal opgave. Rottebekæmpelse i kommunen kan udføres af kommunes rottebekæmpere og/eller en anden privat aktør med R1 eller R2 autorisation, som udstedes af Miljøstyrelsen.
I kommunen er den praktiske opgave, i forbindelse med den kommunale rottebekæmpelse, udliciteret til et privat bekæmpelsesfirma.
Selve myndighedsopgaven er placeret hos ”Miljø og Grøn Omstilling”, som har til opgave at sikre effektiv rottebekæmpelse i hele kommunen.
MYNDIGHEDENS OPGAVER
I det daglige arbejder Myndigheden med at sikre en effektiv rottebekæmpelse. I den forbindelse er der en række lovpligtige arbejdsopgaver i henhold til Rottebekendtgørelsen og Miljøbeskyttelsesloven.
Myndigheden skal:
- informere og rådgive borgere og virksomheder i forbindelse med blandt andet anmeldelse af rotter
- varetage håndhævelse overfor grundejere med henblik på sikring af nødvendige forebyggelse
- lave tilsyn på ejendomme, hvor der er behov for håndhævelsesbistand
- føre tilsyn og kontrol med bekæmpelsesfirmaet, som varetager den kommunale rottebekæmpelse
- føre tilsyn med de private bekæmpelsesfirmaer i forbindelse med privat bekæmpelse og sikringsordninger
- samarbejde om drift og planlægning af rottespærrer på institutioner i kommunen
- opdatere liste over tilsynspligtige ejendomme forud for det årlige tilsyn
- efterleve målsætningerne i denne rottehandleplan
- indberette bekæmpelsesdata til Miljøstyrelsen løbende
- indberette generelle rottedata til Miljøstyrelsen én gang årligt
Derudover deltager Myndigheden i udarbejdelse af retningslinjer og krav til den kommunale rottebekæmpelse i forbindelse med udbud af rottebekæmpelsen.
Myndighedsopgaven med den kommunale rottebekæmpelse kræver, at Myndigheden løbende holder sig fagligt opdateret på ny lovgivning og nye bekæmpelsesmetoder. Myndigheden deltager derfor i forskellige erfaringssamarbejder på tværs af kommuner samt i nationale møder med Miljøstyrelsen.
ROTTEBEKÆMPELSENS OPGAVER
Er man borger eller virksomhed i Faaborg-Midtfyn Kommune, kan man som den borger, der oplever at få rotter på sin ejendom forvente:
- at der reageres hurtigt på en anmeldelse (se responstider)
- at rottebekæmperen forsøger at finde årsagen eller årsager til rotteforekomsten
- at der rådgives/påbydes borgeren vedrørende nødvendige og fremtidige forebyggende tiltag
- at den enkelte borger hele tiden er informeret om bekæmpelsesforløbet. Dette er erfaringsmæssigt med til at give borgeren tryghed
- at al rottebekæmpelse med gift sker med størst muligt hensyn til miljøet og ifølge gældende lovgivning og vejledning
- at rottebekæmperen følger op på igangsat bekæmpelse. Skal ske minimum hver 7. dag
- at rottebekæmpelsen først afsluttes, når der ikke længere er rotter på ejendommen
RESPONSTIDER FOR DEN KOMMUNALE ROTTEBEKÆMPELSE
Når rotter observeres, eller der er mistanke om rotter på udendørs arealer og andre bygninger end beboelse, så vil man få besøg af rottebekæmperen senest fem dage efter anmeldelsen.
Nogle anmeldelser betragtes som akutte. Det er, når rotten observeres, eller der er mistanke om rotter i boligen, på institutioner eller på fødevarevirksomheder, samt på tilsynspligtige ejendomme, hvor der er særlig sundhedsmæssig risiko. For de akutte anmeldelser vil man få besøg samme dag og senest næste dag, uanset om der er tale om hverdag, weekend eller helligdag.
Metoder til bekæmpelse af rotter
Tidligere blev der brugt meget gift i den kommunale rottebekæmpelse. Den gift der blev og bliver brugt, er primært de antikoagulerende (blødningsforstyrrende) gifte, men også brug af en gift baseret på D3-vitamin har siden 2020 vundet indpas.
Der er i Danmark lagt op til, at brugen af gifte til bekæmpelse af rotter begrænses mest muligt. Det er sær- ligt Miljøstyrelsens resistensstrategi, de skærpede krav til anvendelsen af gift samt nye retningslinjer for brugen af gift, der skal være med til at begrænse den store miljømæssige risiko for vores ugler, rovfugle og små rovpattedyr. I stedet skal der i bekæmpelsen, i højere grad, fokuseres på brug af fælder og den forebyggende indsats.
I mange tilfælde er fælder og forebyggelsen tilstrækkelig til at komme rotterne til livs. Men i enkelte tilfælde er rotterne i så stort antal på den enkelte ejendom, at man for at sikre effektiv rottebekæmpelse, må ty til brug af gift.
I kommunen er der mange ejendomme i det åbne land. Her vil der oftere være større forekomst af rotter, som kan nødvendiggøre inddragelse af gift.
GIFTFORBRUG I KOMMUNEN OG FREMTIDIGE REDUKTIONER
Forbruget af gift (antikoagulanterne) er på landsplan reduceret med mere end 80%. Dette er sket til fordel for anvendelsen af f.eks. flere fælder og med inddragelse af forebyggelsen.
Gift, uanset typen, er noget vi typisk kun benytter til bekæmpelse af rotter på udendørs arealer og i og omkring bygninger, som ikke anvendes til beboelse eller fødevarevirksomheder.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har man brugt en rimelig høj andel af de stærke og meget stærke antikoagulanter (gennemsnitlig 65% af den forbrugte gift i perioden 2018-2022). De meget stærke antikoagulanter bør ifølge Rottebekendtgørelsen og Miljøstyrelsens bekæmpelsesvejledning kun anvendes ved forekomst af resistens overfor de mildere antikoagulanter. Der var i 2001-2007 en landsdækkende resistensundersøgelse, hvor resistens blev fundet i kommunen. Det kan derfor ikke udelukkes, at den relative høje andel af de stærke og stærkeste gifte skyldes fortsat forekomst af resistens.
Kommunen vil i denne handleplansperiode have fokus på at nedbringe forbruget af de stærke og meget stærke antikoagulanter på de ejendomme, hvor der ikke er resistensproblemer. Med nedbringelse af de stærke og meget stærke gifte vil kommunen sikre en bekæmpelse, der er i overensstemmelse med Miljøstyrelsens resistensstrategi og til størst mulig gavn for miljøet.
Figuren viser forbruget af gift i kommunen i perioden 2018-2022. Giftforbruget er opgjort som antal gram per anmeldelse udendørs, da det er her man typisk anvender gift.
Giftforbruget vises i to søjler. Den mørkeblå søjle viser forbruget af de milde gifte, og de lyseblå søjler viser forbruget per anmeldelse for de stærke og stærkeste gifte.
Her bekæmper kommunen rotter
Som udgangspunkt bekæmper kommunen rotter i hele kommunens område efter anmeldelse. Her nævnes der særlige områder, hvor der kan være hyppigere forekomst af rotter, men hvor rottebekæmpelsen i kommunen ikke foretager opsøgende tilsynsbesøg, men alene bekæmper rotter, når der kommer en rotteanmeldelse:
- Kommunale genbrugspladser
- Deponeringsanlæg
- Fødevarevirksomheder
Der er dog nogle områder, hvor der oftere kan være problemer med rotter. Der er derfor for nogle af disse områder, lavet en særlig indsatsplan. De særlige ejendomme og områder fremgår af afsnittet ”Særlige ejendomme og områder”.
SÆRLIGE EJENDOMME OG OMRÅDER
De særlige ejendomme og områder er steder hvor der grundet den aktivitet der finder sted, har større sandsynlighed for at skabe grobund for rottetilhold. Derfor kan kommunen på disse ejendomme og arealer have en særlig forebyggende indsats.
DE TILSYNSPLIGTIGE EJENDOMME
En gang om året tilser kommunen alle tilsynspligtige ejendomme for rotter. Dette gøres jævnfør §8 i rottebekendtgørelsen. Tilsynsperioden løber fra 1. oktober til og med februar.
Ejere af tilsynspligtige ejendomme bliver i kommunen informeret om tilsynsperiode på kommunes hjemmeside og i ugeaviserne.
Tilsynspligtige ejendomme omfatter erhvervs- og land-brugsejendomme med erhvervsmæssigt dyrehold, primærproduktion af fødevarer og foder til dyr, opbevaring af foderstoffer til dyr eller opbevaring af planteprodukter, som efterfølgende anvendes til produktion af fødevarer til mennesker.
Hvert år udarbejder og ajourfører kommunen listen over de tilsynspligtige ejendomme og eventuelle andre ejendomstyper, som kommunen vurderer, skal have yderligere tilsyn. For denne handleplansperiode har kommunen valgt, at havnearealerne vil blive omfattet at den årlige tilsynspligt. Disse områder har, ligesom de øvrige tilsynspligtige ejendomme, ofte problemer med rotter. Kommunen har ikke yderligere planer om at udvide med ejendomme. Opstår der i perioden behov, vil kommunen oplyse dette på kommunens hjemmeside forud for tilsynsperioden.
Ved de årlige tilsyn vil kommunens rottebekæmpelsesfirma gennemgå ejendommen og de omkringliggende arealer. Hvis borgeren er hjemme ved besøget, må borgeren meget gerne gå rundt sammen med bekæmperen. Bekæmperen har ret til at undersøge alle områder udendørs på ejendommen, hvis borgeren ikke er hjemme. Er borgeren hjemme, skal bekæmperen også undersøge for rotteforekomst indendørs i bygningerne. Konstaterer rottebekæmperen rotter på den tilsynspligtige ejendom, vil forekomsten blive anmeldt til kommunen. Den kommunale bekæmpelse vil sikre, at bekæmpelse igangsættes hurtigst muligt. Dette dog under forudsætning af, at der ikke allerede er anmeldt rotter og/eller at der foretages privat eller kommunal rottebekæmpelse på ejendommen.
ROTTER OG KLOAKKERNE
Rotterne lever godt nede i vores kloakker. Men desværre alt for ofte kan defekte kloakker og afløbsinstallationer give anledning til rotter i vores bolig og på vores ejendom.
Når rotterne stikker hovedet frem fra kloakken, og det anmeldes til kommunen, så sikrer kommunens rotte-
bekæmpelse hurtig fejlfinding og identifikation af defekter. Myndigheden følger eventuelt op med den nødvendige håndhævelse således, at grundejeren hurtigt får udbedret defekten.
På den offentlige del af ledningsnettet udfører FFV Spildevand A/S løbende reparationer på kloaknettet i kommunen, f.eks. ved hjælp af strømpeforing. I takt med denne udbedring vil risikoen for defekter i det offentlige system falde.
I Faaborg skal hele Klostergade renoveres (strømpefores). Det bliver påbegyndt i starten af 2024.
Renovering af Horne Sommerland og Vester Åby påbegyndes.
FFV strømpeforer normalt, fordi ledninger er slidte med risiko for sammenstyrtning. Hvis der er mange rotte-problemer, kan strømpeforing afhjælpe dette. Men hvis husejeres egne kloakker er i dårlig stand, vil problemet blive flyttet til den private del af kloakken. Hvis FFV opdager fejl på de private stik i forbindelse med deres undersøgelser, vil grundejerne blive gjort opmærksom på dette, så grundejerne kan reparere fejlene.
FFV laver normalt punktreparation, hvis der er et lokalt rotteproblem, og der er defekt på de offentlige ledninger.
Der foretages ikke systematisk kloakrottebekæmpelse i kommunen. Den type bekæmpelse har kun begrænset effekt på kloakrotternes antal. Men FFV har indkøbt mekaniske fælder som anvendes i kloakken og flyttes rundt efter behov.
Da det er udbedring af gamle og dårlige kloakker, der har den største effekt på antallet af rotterne i kloakken og de afledte problemer på overfladen, er det her Myndigheden har det primære fokus, når det drejer sig om kloakrelaterede rotteproblemer.
Med hensyn til forhold vedrørende kloak hos den enkelte grundejer henvises der til informativ video på FFV’s hjemmeside.
Videoen skal tages med forbehold, for der kan være tilfælde, hvor f.eks. facadeejendomme har fået lov til
etablering af privat kloakbrønd på offentligt areal. Og hvor ejer derfor skal vedligeholde brønden. Det samme gælder for tagnedløb på facadeejendomme. De er også private, selvom de er placeret i fortov.
ROTTESPÆRRER
Kommunen har opsat rottespærrer på de stikledninger, som fører ind til kommunale, private, regionale og statslige institutioner som f.eks. skoler, børneinstitutioner og plejehjem.
Kommunen skal ligeledes sikre, at der opsættes rottespærrer på alle byggemodninger ind til kommunale, private, regionale og statslige skoler etc. samt ind til kommunale udstykkede parcelhusområder. Det er Infrastruktur, Ejendomme og Grønne områder, som tilser og vedligeholder de opsatte rottespærrer med hensyn til sikring af funktionalitet.
ØERNE I FAABORG-MIDTFYN KOMMUNE
I kommunen er tilsynspligtige ejendomme på Avernakø, Bjørnø, Illumø og Lyø omfattet af det årlige tilsyn i perioden 1. oktober til og med februar. Ligeledes vil der i denne handleplansperiode blive indført tilsvarende tilsyn på havnearealerne på disse fire øer. Derudover foretages der bekæmpelse på øerne efter anmeldelse.
HAVNE- OG LYSTBÅDEHAVNE
I kommunen er der flere havneområder. Kommunens rottebekæmpelse bekæmper rotter her efter anmeldelse. I perioden 2024-2026 vil kommunen ligeledes sikre, at der gennemføres to halvårlige tilsyn for rotter på alle havneområder i kommunen. Tilsynet vil blive gennemført af kommunens bekæmpelsesfirma.
Ud over de to halvårlige tilsyn vil kommunen i løbet af 2024 opsætte fælder på havnearealerne med henblik på monitering af rottebestanden.
DE OFFENTLIGE AREALER ETC.
I forbindelse med at Park, Vej og Natur observerer forhold på kommunens offentlige arealer, som kan tilskrives mulig rotteforekomst, skal den kommunale rottebekæmpelse straks underrettes.
VILDTFORDRING
Der vil typisk blive foretaget rottebekæmpelse efter anmeldelse, og i det omfang kommunens rottebekæmpelse finder vildtfodringspladser, hvor der er problemer med rotter. Men når bekæmperne er på landejendomme, bliver der typisk spurgt ind til en eventuel jagtaktivitet. Er der jagtaktivitet på ejendommen, vil vildtfodrings-pladserne blive besøgt og grundejer vil blive vejledt i mere hensigtsmæssig vildtfodring, samt nødvendig bekæmpelse vil blive igangsat her.
Der henvises til gode råd til at undgå rotteproblemer når vildtet fodres.
Finansiering af kommunal rottebekæmpelse
Den kommunale rottebekæmpelse i Faaborg-Midtfyn Kommune er gebyrfinansieret. Fra 2024 skal man som grundejer betale for den kommunale rottebekæmpelse en gang årligt. Hvor meget der skal betales, kan variere fra år til år, afhængig af kommunens udgifter afholdt i forbindelse med den kommunale rottebekæmpelse og tilknyttede opgaver.
For 2024 forventes gebyret per bebygget areal (m2) at være på maksimalt 50 øre/m2.
Gebyret skal dække udgifter til
- den praktiske bekæmpelse, som er udliciteret til et privat bekæmpelsesfirma
- de tilknyttede udgifter til administrative opgaver, i alt 475.000 kr.
- gennemførelse af generelle forebyggende tiltag, somf.eks. den lovpligtige opgave med opsætning af rottespærrer på institutioner, skoler og plejehjem
- brugerlicens til IT-systemet
Man skal som borger eller virksomhed således ikke betale ekstra, hvis man en dag får brug for hjælp til bekæmpelse af rotter på sin ejendom.
Rottegebyret dækker dog ikke grundejeres egne udgifter til udbedringer af defekte kloakker, skader forårsaget af rotter og diverse rottesikring.
Rottebekæmpelse som område skal hvile i sig selv, og et eventuelt over- eller underskud indregnes derfor i rottegebyret det efterfølgende år.
PRIVAT ROTTEBEKÆMPELSE
Udgifter til den kommunale rottebekæmpelse betales af alle grundejere i kommunen. Men en grundejer/virksomhedsejer har altid mulighed for at indgå en aftale med et privat bekæmpelsesfirma med hensyn til den forebyggende og den bekæmpende indsats.
Borgere i kommunen skal dog være opmærksom på, at dette i givet fald skal ske for egen regning. Indgåelse med private bekæmpelsesfirmaer kan ikke lede til fritagelse for det kommunale rottegebyr.
Al privat rottebekæmpelse og rådgivning om forebyggelse af rotter må kun udføres af autoriserede personer med Miljøstyrelsens R1 eller R2 autorisation.
Skulle en grundejer have en R2 autorisation er denne berettiget til, udelukkende, at foretage rottebekæmpelse på egen erhvervsejendom. Den R1 autoriserede person har ret til at udøve erhvervsmæssig rottebekæmpelse overalt.
Forud for al privat rottebekæmpelse skal der ske en anmeldelse til kommunen og med underretning om igangsættelse af privat rottebekæmpelse.
Anmeldelsen og underretning om igangsættelse af privat rottebekæmpelse skal ske digitalt og via Miljø-styrelsens Miljøportal (Bekæmpersitet).
Den R1 og/eller R2 autoriserede person skal registrereoplysninger i ”Bekæmpersitet” som påkrævet i henhold til rottebekendtgørelsens bilag 6, samt straks efter endt opfølgende tilsynsbesøg registrere de hændelser og observationer, der er foretaget ved besøget.
KOMMUNENS TILSYN MED DE PRIVATE AFTALER OM FOREBYGGELSE OG BEKÆMPELSE AF ROTTER
Kommunen skal føre tilsyn med, at de private aftaler om forebyggelse og bekæmpelse sker i overensstemmelse med gældende lovgivning. Kommunen vil årligt foretage stikprøvekontroller, hvor der gennemføres fysiske tilsyn med udvalgte aftaler. Ligeledes følger kommunen de digitale indberetninger i Miljøportalen.I det omfang disse registreringer giver anledning til anmærkninger, vil kommunen kontakte det pågældende R1 firma eller R1/R2 autoriseret person, med henblik på at få rettet op på fejlene.
Finder kommunen uregelmæssigheder i de private aftaler, vil kommunen indskærpe dette overfor det pågældende firma. Uregelmæssigheder er f.eks. brug af gift i strid med resistensstrategien og ved bekæmpelser med varighed ud over 50 dage. Ved særligt grove eller gentagne uregelmæssigheder kan Faaborg-Midtfyn Kommune gribe til politianmeldelse og indberetning til Miljøstyrelsen.
Særlige indsatser for forebyggelse og bekæmpelse af rotter
I det daglige vil kommunen sikre borgerne den lovpligtige effektive rottebekæmpelse. Derudover vil kommunen have fokus på nogle særlige indsatsområder, som skal være med til at øge indsatsen overfor rotterne.
Indsatsområde 1
Sikring af efftektiv rottebekæmpelse
Med dette indsatsområde vil kommunen have fokus på sikring af en kompetent og effektiv Myndighed. Myndighedens primære opgave er at sikre at den daglige rottebekæmpelse bliver udført i henhold til de lov-givningsmæssige og kommunale krav, samt at bekæmpelsen udføres af fagligt kvalificerede rottebekæmpere.
Det overordnede mål for denne indsats er at sikre:
- at myndigheden er velkvalificeret, opdateret og bekendt med rottebekæmpelsens mange sider
- at myndigheden samarbejder på tværs af de kommunale enheder med henblik på at drøfte og løse
eventuelle problemer vedrørende rotter overalt i kommunen - at myndigheden, på kvalificeret vis, kan bistå bekæmpelsen, borgere etc. med hjælp og vejledning vedrørende anmeldelse, spørgsmål vedrørende forebyggelse, igangværende håndhævelsessager med videre.
- at myndigheden sikrer, at der sker den nødvendige håndhævelse (f.eks. fremsendelse af påbud eller udførelse af selvhjælpshandlinger) og besigtigelser i samarbejde med rottebekæmperen
- at den enkelte rottebekæmper er velkvalificeret og opdateret på ny viden, bekæmpelse og lovgivning
- at der i den daglige bekæmpelse er afsat de nødvendige ressourcer, således at rottebekæmperen altid har den nødvendige tid til den enkelte bekæmpelse og vejledning om forebyggelse
- at den enkelte rottebekæmper følger de krav lovgivningen og kommune har stillet til den udførte bekæmpelse
- at bekæmpelsen har fokus på at minimere brugen af gift i den daglige rottebekæmpelse
- at den enkelte rottebekæmper er velkvalificeret og opdateret på ny viden, bekæmpelse og lovgivning
- at der i den daglige bekæmpelse er afsat de nødvendige ressourcer, således at rottebekæmperen altid har den nødvendige tid til den enkelte bekæmpelse og vejledning om forebyggelse
- at den enkelte rottebekæmper følger de krav lovgivningen og kommune har stillet til den udførte bekæmpelse
- at bekæmpelsen har fokus på at minimere brugen af gift i den daglige rottebekæmpelse
1. Aktiviteter |
2. Formål |
3. Handlinger |
4. Succeskriterium |
Kontrol med den kommunale rottebekæmpelse |
Sikre at de overordnede målsætninger for serviceniveauet og at de kontraklige krav overholdes |
Statuskontrol af kvaliteten af den kommunale rotte-bekæmpelse Kontraktopfølgning med bekæmpelsesfirma vedrør-ende de kontraktlige forhold samt kommunens kontrolrappor |
Der gennemføres minimum én årlig stik-prøvekontrol baseret på minimum 100 tilfældige sager. Kontrollen fremlægges i en skriftlig rapport |
Opdatering og optimering af IT-systemet, som anvendes i forbindelse med rottebekæmpelsen |
Sikre at IT-systemet fungerer optimalt for kommunens bekæmpere og Myndighed |
Opfølgning på brugen af IT-systemet hos Myndig-heden og i den daglige udførte rottebekæmpelse Driftsmøder og dialog med bekæmpelsen med hen-blik på løbende tilpasninger af IT-systemet Faglig opdatering af myndigheden |
Et IT-system, som løbende er tilpasset krav fra Miljø-styrelse Regelmæssig udveksling og præcisering af informationsniveau i det anvendte IT-system - i samarbejde med bekæmpelsesfirmaet Myndigheden deltager i diverse ERFA grupper mht. opdatering af myndighedens opgaver i forbindelse med kommunal rottebekæmpelse |
Kontrol med deprivate aftaler |
Sikre at al privat rottebekæmpelse sker i henhold til de lovgivningsmæssige krav |
Kontrol med R1 og R2 ved brug af den digitale indberetning. Ved meldinger fra systemet vedrørende forkert brug af gift og langstrakt bekæmpelse (>50 dage)vil bekæmperen blive kontaktet af Myndigheden med henblik på korrektion og mulig assistance for at sikre effektiv rottebekæmpelse Gennemførelse af stikprøvekontroller med R1 og R2 |
Myndigheden tager kontakt til de bekæmpelsesfirmaer, som Der gennemføres en årlig stikprøvekontrol, med fysisk undersøgelse (uvarslede besøg) af private aftaler om forebyggelse og bekæmpelse af rotte |
Dagligt tilsyn med rottebekæmpelsen |
Med daglig opfølgning på rottebekæmpelsen med brug af IT-systemet følges der løbende op på generelle forhold som responstider, ressourcer i forhold til anmeldelser etc. |
Regelmæssig opfølgning på anmeldelser via IT-systemet med fokus på: Daglig dialog med de udkørende bekæmpere mht.igangværende sager, hvor bekæmpelsen trækker ud Tilsyn sammen med bekæmpere i besværlige og mulige håndhævelsessage |
Myndigheden følger løbende op på generelle kontraktlige vilkår Myndigheden kontakter bekæmpelsen i sager, hvor bekæmpelsen overstiger 50 dage Behov for evt. håndhævelse fremlægges Gennemførelse af fysiske tilsyn sammen med bekæmperne i særlige håndhævelsessag |
Hensigtsmæssigt brug af gift som bekæmpelsesmetode |
At minimere brugen af gift i den daglige bekæmpelse |
At nedbringe giftforbruget af de stærke og stærkeste gifte Det skal ske ved at have fokus på |
De stærke og stærkeste gifte nedbringes fra 170 g per anmeldelse til 60 g per anmeldelse |
Tabellen viser 5 særlige hovedindsatser som skal være med til at sikre en effektiv rottebekæmpelse i Faaborg-Midtfyn Kommune i perioden 2024-2026. De 5 særlige hovedindsatser fremgår af kolonne 1. I kolonne 2 er beskrevet formålet med den enkelte indsats. I kolonne 3 er angivet de aktive handlinger og i kolonne 4 succeskriterier for de enkelte hovedindsatser.
Indsatsområde 2
Forebyggelse af rottetilhold
Indsatsområdet skal være med til at fastholde vores fokus på de problemer, der forårsages af rotter fra kloakken.
Mål for denne indsats er:• At vi forsøger at holde rotterne inde i kloakken
- Sikre at defekte kloakker opdages og udbedres hurtigt
- Sikre at opsatte rottespærrer, som kommunen er ansvarlig for, er drifts- og funktionssikr
- Samarbejde og regelmæssig mødeaktivitet med FFV Spildevand A/S vedrørende særlige indsatser med hensyn til lokal bekæmpelse af kloakrotter med brug af FFV’s dræbende kloakfælder.
1. Aktiviteter | 2. Formål | 3. Handlinger | 4. Succeskriterium |
Tilsyn og vedligehold af opsatte rottespærrer |
Sikre at de rottespærrer, der er opsat af kommunen, er funktionelle |
Drift og vedligehold af rottespærre opsat af Faaborg-Midtfyn Kommune Sikring af nye institutioner etc. samt byggemodninger mod indtrængning af kloakrotter |
Minimum ét årligt servicebesøg per rottespærre opsat af Faaborg-Midtfyn Kommune Opsætning af rottespærrer ved nye institutioner og kommunale byggemodninger |
Samarbejde med forsyningen vedrørende lokal bekæmpelse af kloakrotter |
At kunne lave en midlertidig afhjælpning af kloakrelaterede rotteproblemer, indtil problemet løses ved f.eks. renovation af defekte offentlige ledninger |
Samarbejde og dialog med FFV med henblik på gen-sidig underretning om problemer med rotter fra kloakken og dialog om målrettet indsats (forebyggende og bekæmpende) overfor kloakrotter Myndighed og FFV aftaler eventuel brug af FFVs dræbende fælder til lokal bekæmpelse af kloakrotter forud for ledningsrenovering |
Minimum ét årligt møde med FFV omhandlende indsatsen mod rotter fra kloakken |
Havneområder bliver en del af den årlige tilsynspligt |
Med to halvårlige tilsyn på havneområder føres der et skærpet tilsyn med mulig rotteforkomst. Så Myndigheden kan handle hurtigere på rotte-forekomst. Opstilling af forebyggende løsninger på havneområder |
Forebyggende tilsyn på havnearealer ved bekæmpelsesfirmaet Inddragelse af ugiftige metoder på havnearealer til monitorering af rotteaktivitet |
Gennemførelse af to halvårlige tilsyn på alle havnearealer Opstilling af fælder langs bolværker etc. på udvalgte arealer. Hurtig og miljørigtig håndtering af mulig rotteforekomst |
Tabellen viser 3 særlige hovedindsatser, som skal være med til at sikre en effektiv forebyggelse af rotter i Faaborg-Midtfyn Kommune i perioden 2024-2026. De 3 særlige hovedindsatser fremgår af kolonne 1. I kolonne 2 er beskrevet formålet med den enkelte indsats. I kolonne 3 er angivet de aktive handlinger og i kolonne 4 er angivet succeskriterier for de enkelte hovedindsatser.
Bekæmpelse af rotter - hvem gør hvad?
Hvad gør kommunen?
Når du har anmeldt rotter vil du blive kontaktet af kommunens rottebekæmpere. Du vil normalt blive kontaktet inden for få dage fra du har anmeldt rotterne. Så kigger rottebekæmperen på stedet og drøfter bekæmpelsen med dig.
Bekæmpelsen vil typisk ske ved, at der lægges rottegift ud.
Bemærk: Kun autoriserede personer, eller personer der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar, må bekæmpe rotter med kemiske midler. Der må ikke udleveres rottegift til borgerne.
Hvem skal betale?
Udgiften til rottebekæmpelse, betaler du allerede over ejendomsskatten frem til 1. januar 2024. Herefter ændres opkrævningsformen. Det gælder både private, virksomheder, offentlige institutioner mv.
Men udbedring af skaderne, som rotterne har forvoldt på din ejendom, skal du selv betale. Det gælder også skader på f.eks. kloakanlæg.
Det kan blive rigtig dyrt, så det er derfor vigtigt at få bekæmpet rotterne i tide.
Hvad gør rottebekæmperfirmaet?
KILTIN A/S bekæmper rotter for Faaborg-Midtfyn Kommune. Bekæmpelse vil blive foretaget, hvis der konstateres rotter.
Rottebekæmpelse sker kun efter anmeldelser om, at der er konstateret rotter. Hvis du ser en rotte, skal du derfor anmelde det.
Kun autoriserede personer, eller personer der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar, må bekæmpe rotter med kemiske midler. Der må derfor ikke udleveres rottegift til borgerne.
KILTIN fører tilsyn i perioden fra 1. oktober til 1. marts på tilsynspligtige ejendomme. Hvis der ikke er nogen personer til stede ved tilsynet, undersøges kun udendørs tilgængelige arealer. Efter besøget afleverer KILTIN en seddel i postkassen, med besked om at de har været der.
Kiltin A/S
Hverdage:
Telefon: 33 98 66 32.
Hverdage: 8.00 - 16.00.
Lørdag, søndag og helligdage:
Telefon: 29 16 40 73 fra kl. 8.00 til kl. 14.00. Husk, at åbningstid udenfor hverdage, kun er til akutte henvendelser om rotter i beboelsesrum og på fødevarevirksomheder og/ eller tilsynspligtige ejendomme, hvor rotter udgør en særlig risiko.
Hvad skal du være særligt opmærksom på?
Efter besøg af rottebekæmperfirmaet er det vigtigt at gøre grundigt rent
Rotter kan være bærere af sygdomme, der kan medføre alvorlige sygdomme hos mennesker.
Du bør derfor undgå at røre ved rottens efterladenskaber og gøre rent dagligt indtil rotterne er væk. Det gælder både indendørs og på borde, legeredskaber og lignende udendørs. Vi anbefaler, at du afvasker alle vandrette og lodrette flader, da rotten er en fremragende klatrer, og den efterlader urin og bakterier, hvor den færdes.
Visse sygdomme overføres via huden, så derfor skal du bruge gummihandsker under rengøringen. Du kan bruge en god sæbeblanding og afslutte med et desinfektionsmiddel som fx Rodalon eller Klorin.
I Miljøstyrelsens pjece om rotters smitterisiko kan du læse om, hvordan du undgår smitte.
Vær opmærksom på tegn på rotter
Lyde
Piben og kradsen i panelerne, under gulvet eller på loftet kan være tegn på rotter. Det kan også være mus eller lækat, mår eller andre dyr, du har besøg af.
Lugt
Rotter efterlader sig en skarp og ubehagelig lugt, der minder om både kloak og grisestald.
Ekskrementer
Rotter efterlader sig ekskrementer. Efterladenskaberne er sorte, cylinderformede og ca. 6 mm tykke og 17 mm lange. De spidser til i den ene ende.
Huller
Udendørs kan rotter afsløre sig ved umotiverede huller i jorden. Det kan for eksempel være i nærheden af et dæksel eller i nærheden af husets fundament. Synkende fliser eller asfalt kan være tegn på, at rotter har undermineret overfladen.
Indendørs kan rotterne gnave sig igennem paneler, vægge og gulve. Hullerne er som regel cirkelrunde og behøver ikke at være større end et par cm. Hold øje med friske afgnavede træspåner.
Tips til at undersøge om der er rotter i hjemmet
- Strø lidt mel, salt, sukker eller lignende ud i det område, hvor du tror, der er rotter. Vent en dag eller to og undersøg, om der er fodspor at se.
- Læg rosiner ud på gulvet. Hvis de forsvinder, er det et tegn på, at du nok har uønsket besøg.
- En blok margarine kan også bruges. Her kan dyrets tandstørrelse også ses, når rotten bider deri. Stil margarinen på gulvet i det område, hvor du tror, der render rotter rundt, og afvent.
- Afføring fra rotter er aflang i formen. Størrelsen kan variere meget.
Betaling for rottebekæmpelse
Faaborg-Midtfyn Kommune opkræver et rottegebyr for dækning af omkostningerne ved den kommunale rottebekæmpelse. Alle ejendomme skal bidrage til denne udgift.
Gebyret for rottebekæmpelse i 2025 består af:
- en fast afgift pr. ejendom på 36,24 kr.,
- 0,2764 kr. pr. m2 for bebygget areal op til 250m2,
- 0,1382 kr. pr. m2 for bebygget areal ud over 250 m2.
For private ejendomme opkræves gebyr for rottebekæmpelse sammen med jordstyringsgebyret. Opkrævningerne (ejendomsbidrag) bliver udsendt medio januar og med en betalingsfrist den 10. februar 2025.
Tiltag for at undgå rotter
Hold rotter væk
Den bedste måde, at bekæmpe rotter på, er at sørge for at de ikke kommer.
- Der må ikke være åbninger, huller og sprækker i bygninger, som rotterne kan komme ind gennem.
- Der må ikke være noget de kan spise.
Rotter bekæmpes i stort omfang med gift, men det har en række uheldige effekter og derfor bør giftfri rottebekæmpelse overvejes.
Fordelen ved giftfri rottebekæmpelse er:
- Skånsomt over for rovfugle og andre rovdyr, der æder rotter og mus
- Forsinker rotternes resistensudvikling
- Jord og vandmiljø bliver ikke forurenet
Sådan bekæmper du rotter og mus uden gift
Grundejers forpligtelser
Grundejere er forpligtet til at sikre og renholde sin ejendom, så levevilkår for rotter indskrænkes mest muligt. Det er værd at være opmærksom på, at eventuelle skader som rotterne forårsager på ejendommen, skal husejer selv betale.
Derfor har grundejere pligt til at kontrollere rottesikring ved
- Døre
- Vinduer
- Rørgennemføringer og ventilationsåbninger
- Riste, lyskasser, skakte, mv.
- Bevoksninger
- Tagkonstruktioner
- Facader generelt
- Kloaksystemet
Herudover har grundejer pligt til at:
- Sikre at spiseligt affald eller foder ikke er tilgængeligt for rotter
- Undgå rod på ejendommen
- Anmelde rotter
- Rette sig efter påbud meddelt af kommunen
Rotter ved kompostbeholder
Din kompostbeholder kan være en rottemagnet. Særligt hvis det er en åben kompost. Du må IKKE kompostere madaffald som kødrester, kogte grøntsager og lignende. Lugten af madaffald tiltrækker rotter, og derfor er det vigtigt at opbevare affald, så det er utilgængeligt for rotter.
Det er også en god idé at du i efteråret løbende fjerner nedfaldsfrugt og nødder.
En løsning kan være at investere i en rottesikret kompostbeholder. Et andet råd er at hæve beholderen 15-20 cm over jorden, så rotterne ikke kan grave huller og lave skjulesteder under bunden. Fjern også bevoksning rundt om beholderen, så du kan holde øje med eventuelle spor fra rotter.
Undgå rotter ved høns, kaniner og andre smådyr
For at undgå rotter, er der et par enkle forholdsregler, som skal overholdes:
- Brug kyllingenet eller voliere-net til høns i stedet for hønsenet. Hullerne i nettet skal være mindre end 1,5 cm i diameter, for at holde rotter ude.
- Både bund, sider og top af løbegården skal lukkes helt af. Det er ikke idealt med net under selve løbegården, da høns og kaniner gerne skraber/graver i jorden. Derfor er det bedre at grave plader eller fliser 60 cm ned hele vejen rundt om løbegården og huset. Rotter graver ikke dybere end det.
- Dyrenes bur skal kunne lukkes helt af, også i bunden. Stil derfor hønsehuset på havefliser, eller byg på pæle så bunden er hævet mindst 40 cm over jorden. Rotter elsker at gemme sig under gulvbrædder og andre mørke steder, så det undgår du på den måde.
- Hold området omkring hønsehuset og kaninburet frit og åbent, så rotterne ikke kan etablere bosteder og bygge reder i for eksempel brændestabler og bunker med byggematerialer.
- Undgå at lægge mere mad ud, end dine dyr spiser. Det vil friste og udfordre rotterne, og det er der ingen grund til. Opbevar alt foder i tætte og lukkede beholdere, og giv kun lidt foder ad gangen, så det hele bliver spist. Fjern alt foder, der ikke bliver spist, med det samme. Hold skarpt øje med pludseligt større foderforbrug - det kan være rotter.
Fuglefodring og rotter
At fodre fugle i haven er til glæde for både fugle og mennesker. Men pas på, at rotterne ikke spiser med.
Du kan ikke sikre foderpladsen mod rotter, men du kan tage nogle enkle forholdsregler, der kan hjælpe med at holde rotterne væk. Det er for eksempel:
- opbevare foderet, så rotterne ikke kan komme til det
- lægge fuglefoderet ud tidligt på dagen og ikke mere end fuglene spiser i løbet af dagen
- sikre en kant rundt om foderbrættets flade, så mindst muligt foder falder på jorden
- samle det foder op, der falder på jorden
- hænge majskugler i en ståltråd, så rotterne ikke kan trække dem væk
Rotter æder alt - foder, samt voksne fugle, unger og æg.
Hvis du opdager huller i jorden med udskrabet jord, for eksempel ved et skur eller et nedløb, kan det være tegn på rotter.
Hvis der er mistanke om rotter på din ejendom skal du stoppe fuglefodringen. Hvis du ikke selv gør det, kan kommunen pålægge dig at stoppe fuglefodringen.
Du har pligt til både at anmelde mistanke om rotter og konkrete fund af rotter, og kommunen har pligt til at bekæmpe rotterne.
Tilladt og ikke-tilladt bekæmpelse af rotter
Tilladt og ikke tilladt
Bekæmpelse af rotter kan ske enten med fælder af forskellig art eller gift, dvs. antikoagulerende midler.
Bekæmpelse af rotter med kemiske midler sker i Danmark udelukkende med blodfortyndende midler, de såkaldte antikoagulanter. Antikoagulanter er fællesbetegnelsen for en lange række stoffer, der virker ved, at de hindrer leveren i at danne stoffet prothrombin, der er nødvendigt for blodets normale størkningsevne.
Dette betyder, at rotter ikke må bekæmpes med andre stoffer end de godkendte antikoagulanter.
Andre stoffer kan være:
- andre giftstoffer
- gips
- bagepulver
- natron
- etc.
Dyreværnsloven og rottebekæmpelse
I Dyreværnsloven § 13 står der, at den der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Blandt andet hensynet til de dyreværnsmæssige forhold gør, at bekæmpelse af rotter kun må ske af autoriseret rottebekæmper.
Dyreværnsloven Kapitel 2, § 13
Giftfri rottebekæmpelse
Andre skadedyr
Skadedyrsguiden
På borger.dk kan du få flere oplysninger om de mest almindelige dyr, som du kan støde på indendørs eller omkring boligen.
Vildtlevende og herreløse katte
Faaborg-Midtfyn Kommune har ingen aftale med Kattens Værn om indfangning af vildtlevende og herreløse katte.
Privat indfangning af katte
Hvis du har uønskede vildtlevnede katte, har du mulighed for at kontakte Kattens Værn for aftale om indfangning. Vær opmærksom på, at du skal betale de udgifter, der er forbundet med indfangningen. Hvis du ikke selv er grundejer, skal du huske at indhente tilladelse fra ejeren til både indfangning og genudsætning af katten.
Se Kattens Værns hjemmeside for yderligere information
Telefon 38 88 12 00
Bekendtgørelse om indfangning og aflivning af herreløse katte
Dyr i nød
Har du fundet et dyr, der er kommet til skade eller er i nød, kan du kontakte Dyrenes Beskyttelse på telefon 1812
Trafikdræbte dyr
Hvis du finder et trafikdræbt dyr på vejbanen, og ikke selv ønsker at fjerne det, kan du ringe til FALCK på telefon 70 10 20 30 og beskrive præcis hvor dyret ligger. Så kommer de og fjerner den.
Hvis det er en chippet eller øremærket kat, vil de også underrette kattens ejer.
Hvis dyret ikke er på vejbanen, men befinder sig i rabatten, skal du kontakte Dyrenes Vagtcentral på telefon 18 12.
Spørgsmål? Kontakt os
Miljø
Mellemgade 15
5600 Faaborg
Telefon: 72 53 21 40
Send en mail
Telefontider
Mandag 10.00 - 12.00
Tirsdag 10.00 - 12.00
Onsdag Lukket
Torsdag 15.00 - 17.00
Fredag 10.00 - 12.00
Uden for telefontiden for Miljø kan du ringe til 72 53 05 30, hvor du kan efterlade en besked med ønske om opringning. Du har også mulighed for at sende mail.
Ved akut forurening, fx. olieudslip, skal du ringe til alarmcentralen på 112 og give besked om forureningsulykken.