Humlehaven
Humlehaven er et boligtilbud til dig der pga. handicap eller almindelig alders-svækkelse har brug for personlig pleje - omsorg og praktisk hjælp.
Visionen er at skabe et trygt og hjemligt miljø hvor du er i centrum.
Medarbejderne samarbejder med dig, ud fra dine ressourcer/belastninger og livshistorie.
Fakta om Humlehaven
Adresse og kontaktoplysninger
Humlehaven 1
5792 Årslev
Telefon: 72 53 05 28
Fakta
Antal rum | 2 |
Størrelse i m2 | ca. 42,9 |
Antal lejligheder | 40 |
Husleje minimum (før boligydelse) | 7.000,00 kr. |
Indskud minimum | 35.000,00 kr. |
Takster | Se takster |
Fødevarestyrelsens smiley ordning | Smiley ordning for Humlehaven |
Opført/ renoveret | 2014 |
Fælles lokale/ hus | Ja |
Kvalitetsstandard | Se kvalitetsstandarder |
Tilsynsrapport/ Kvalitetsvurdering | Se tilsynsrapport for 2019 Kvalitetsvurdering 2023 |
Plejehjemmet Humlehaven er bygget i 2014 og er Faaborg-Midtfyns nyeste plejehjem. Vi ligger lige midt i Nr. Lyndelse by med let adgang til indkøbsmuligheder og busstoppested lige uden for døren.
På plejehjemmet har vi eget køkken, hvor pårørende og borgere fra nærområdet kan komme og købe og evt. spise deres måltider.
Humlehavens fællesarealer er lyse og velindrettede og møblementet går godt i spænd med de flotte egetræsgulve. Der er mulighed for fællesskab, både i små nære grupper, men også i forbindelse med større arrangementer.
I de fælles opholdsstuer er bioethanol pejse med til at skabe en hyggelig og hjemlig atmosfære.
Det sociale samvær er højt prioriteret på stedet, hvor vi mødes til fælles spisning og andre aktiviteter.
Vi tilbyder et miljø i trygge og rummelige rammer, hvor den enkelte beboer oplever trivsel og livsglæde i hverdagen.
Vores arbejde tager afsæt i EDEN Alternative filosofien, hvor vi forpligter os til at skabe et ligeværdigt, hjertevarmt levested med fokus på trivsel og velvære. Vi er opmærksomme på at hindre ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed blandt vores beboere.
På Humlehaven tilbyder vi et røgfrit miljø både ude og inde, da rygning ikke er tilladt på matriklen.
Vi gør opmærksom på at fællesarealerne på Humlehaven videoovervåges.
Værdigrundlag
Det er vores ypperste mål, at din oplevelse af at bo på Humlehaven, er ”at være hjemme”.
Vi vægter, at du kan leve med en grad af høj livskvalitet og et livsindhold, der giver dig mulighed for at opleve glæde og trivsel i det daglige.
- Humlehaven er et godt, trygt og rart sted at bo
- Vi lægger stor vægt på en åben og ligeværdig dialog
- Vi tager udgangspunkt i din livshistorie for at finde frem til dine behov, interesser og vaner
- Medarbejderne støtter dig i at du, ud fra dine behov, ønsker og ressourcer, kan være aktivt deltagende i alle dagliglivets gøremål, så du opretholder og træner dit funktionsniveau længst muligt
Personale
- På Humlehaven er der personaledækning døgnet rundt.
- Der er 35 fastansatte medarbejdere på Humlehaven. Vi yder i fællesskab støtte og omsorg fysisk, psykisk, socialt og kulturelt.
Den blandede personalesammensætning giver et godt tværfagligt samarbejde og er med til at løfte det faglige niveau. Personalesammensætningen består af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, husassistenter og en aktivitets medarbejder. - Vi er gode til at lytte, skabe kontakt og udvise tillid. Derudover er vi i besiddelse af en god og sund humor, som plejer at smitte af på omgivelserne.
- Vi er uddannelsessted for både social- og sundhedsuddannelserne og sygeplejerskestudiet.
Indflytning
Humlehaven består af 40 lejligheder fordelt på 2 etager, heraf er der 4 ægtepar lejligheder. Lejlighederne på Humlehaven udlejes af boligselskabet Domea
Oplysninger om husleje og indskud fås ved at tage kontakt til boligselskabet Domea
Indretning
Lejlighederne på Humlehaven er alle 2-værelses.
De består af en stue med lille tekøkken, soveværelse og badeværelse. Til hver lejlighed er endvidere et lille depot. Der udover har alle lejligheder lille terrasse eller altan.
Alle lejligheder har loftlift i soveværelset.
Indretning af lejlighed:
Det er din og din families opgave at møblere din lejlighed og sørge for at hænge billeder, spejle mm. op.
Når I indretter din lejlighed, skal I være opmærksomme på, at der skal være plads til eventuelle hjælpemidler, og til at personalet har plads til at kunne hjælpe dig. For din og medarbejdernes skyld anbefales det, at der ikke ligger løse tæpper på gulvene.
Hvis dit hjælpebehov stiger, og der skal flere hjælpemidler ind i lejligheden, kan det blive nødvendigt at fjerne møbler fra stuen for at kunne overholde arbejdsmiljølovens bestemmelser.
I hver enkelt lejlighed står en vaske-/tørremaskine.
Hvem kan bo her
For at få en bolig på Humlehaven skal du være visiteret til en plejebolig i Faaborg-Midtfyn kommune.
På Humlehaven har vi ingen indflydelse på hvem, der flytter ind.
Det skal du medbringe
Humlehaven skal betragtes som eget hjem. Du skal derfor medbringe fuldstændig det samme, som hvis du flyttede i en hvilken som helst lejlighed ude i byen. Vi har lavet en liste med de vigtigste ting:
- Indbo
- Personlige hjælpemidler
- Tøj – rigeligt med undertøj
- Sengelinned
- Håndklæder – gerne flere størrelser (fx. gæstehåndklæde størrelse) til nedre toilette
- Dyner og puder - gerne 2 sæt
- Ekstra puder/tæpper (hvis der er behov for dette i forbindelse med lejringer i sengen)
- Medicinæsker – til 14 dages dosering (dvs 15 æsker)
- Skraber + ekstra barberblade
- Termometer (digitalt)
- Neglesaks
- Affaldsspand
Du har mulighed for at tilkøbe servicepakker med rengøringsmidler, vaskepulver og toiletartikler. Du kan kontakte plejehjemslederen for dette.
Kontaktpersonordning
På Humlehaven vægter vi samarbejdet mellem beboer, pårørende og personale højt. Der vil ved indflytning, derfor blive tildelt en kontaktperson til den enkelte beboer.
Det vil være denne kontaktperson, der har den primære kontakt med beboeren og især de pårørende. Man vil med kontaktpersonen kunne aftale, hvordan kontakten skal foregå.
Hverdagslivet
Livshistorie
Det er vigtigt for os at kende din livshistorie, da denne har været med til at forme dig som person. Få gerne hjælp af dine pårørende til få udarbejdet din livshistorie - den er anvendelig uanset hvordan du er i kontakt med sundhedsvæsenet.
Det betyder meget for os at vide noget om dit liv før Humlehaven, som fx interesser, musik du godt kan lide at høre, tidligere adresser, vaner, hvad der gør dig glad osv. Vi bestræber os på at inddrage denne livshistorie i dagligdagen.
Pårørende
Samarbejdet med de pårørende er alfa-omega for beboerens oplevelse af at bo på Humlehaven. Det er derfor vigtigt, at vi får et godt samarbejde med de pårørende. God dialog er vigtig, derfor inddrages de pårørende så meget som muligt - selvfølgelig i det omfang de selv ønsker.
Det vil være de pårørende, der skal hjælpe med indkøb af de ting, beboeren ikke selv er i stand til at komme ud at købe.
Som pårørende er man hjertelig velkommen til at deltage i aktiviteterne på stedet.
Lejlighederne bliver gjort rent efter kvalitetstandarden i Faaborg-Midtfyn kommune.
Aktiviteter
På Humlehaven er der plads til både spontane og planlagte aktiviteter/oplevelser, ligesom vi gør meget ud af de årstidsbestemte arrangementer. Vi fejrer gerne alle årets højtider med alt, hvad det indebærer af forberedelse og hygge.
Vi har på Humlehaven valgt at have en aktivitetsmedarbejder ansat, der i det daglige bidrager med planlagte aktiviteter i form af fx. erindringsspil, stolegymnastik, boldspil, brætspil, marmeladelavning, ture ud af huset osv.
Vi har forskellige frivillige tilknyttet på plejehjemmet - de hjælper med at få beboerne ud at gå tur, ved arrangementer, afholder banko og meget mere.
Humlehaven er placeret i en dejlig oase, hvor du er i tæt kontakt med naturen.
Vores minibus giver os mulighed for at foretage både planlagte og spontane ture i små grupper.
Vi har på Humlehaven en aftale med den lokale præst, der kommer i huset og holder gudstjeneste. Du vil på infoskærmene i huset kunne se, hvornår der er gudstjenester.
Vi har en lukket Facebookgruppe, hvor pårørende, beboer og personale kan følge med i hverdagslivet på Humlehaven. Den bliver fx brugt til menuplan, oversigt over ugens aktiviteter og stemningsbilleder fra hverdagen.
Humlehavens Venner
Vi er så heldige, at vi har vores egen venneforening. Foreningen Humlehavens Venner s formål er at støtte beboerne på plejecenteret Humlehaven i form af diverse arrangementer året rundt. Foreningen har årligt ca. 10 arrangementer. Hvoraf der er Fredagscafe, Julecafe og diverse andre med underholdning i form af sang og musik.
Foreningen har ca. 100 medlemmer, men der er plads til mange flere.
Hvis du ønsker at støtte foreningen eller deltage i vore arrangementer. Koster et årligt medlemskab 100 kr. Pr. person eller 150 kr. Pr. husstand.
Hvis I skulle være interesseret i at blive medlem af Humlehavens venner skal I kontakte:
Kasserer Margit Thygesen på telefon 24249950
Program for 2024
Fredagscafe:
23. februar (Medicinmanden fra Gislev)
22. marts (Rundt på Gulvet)
19. april (Dansk Poppen)
31. maj (Jens Bækkelund)
30. august (Torben Nikolajsen Øhavet)
27. september (Lise Nees)
25. oktober (Latinerne)
29. november (Toner i takt)
Mad
Køkkenet tilbereder dagligt maden fra bunden. Maden kan duftes i hele huset lige fra morgenstund af.
Idet vi, på Humlehaven, har eget køkken, vil det være muligt at ønske noget bestemt at spise på sin fødselsdag. Køkkenet skal selvfølgelig godkende dette, og det vil være hele huset, der får denne menu serveret.
Det vil som pårørende og besøgende i huset være muligt at købe kaffe, kage, varm og kold mad.
Forplejning
FORMÅLET MED FORPLEJNINGEN
• Tilbyde dig en velsmagende og ernæringsrigtig døgnforplejning, herunder væske.
• Medvirke til at sikre dig trivsel og velvære.
• Medvirke til at give dig gode oplevelser og øget samvær omkring måltiderne.
• Medvirke til forebyggelse af sygdom samt regulering af din ernæringstilstand
HVAD OMFATTER FORPLEJNINGEN
Døgnforplejningen består af tre hovedmåltider og to-tre mellemmåltider, hvor tilbuddet tager udgangspunkt i de officielle anbefalinger og kostråd fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.
Køkkenfaciliteterne er forskellige på kommunens plejehjem, hvilket har betydning for omfanget af din involvering i aktiviteter i forbindelse med tilberedningen af måltider. Personalet bestræber sig på at medinddrage dig i det omfang, du har lyst og mulighed for.
Du er selv med til at sammensætte din menu ud fra de forskellige retter og tilbehør, der tilbydes.
Du bestemmer menuen til det varme måltid samt eftermiddagskage på din fødselsdag, og du opfordres til at melde andre ønsker ind til køkkenpersonalet, hvis der er noget særligt, du gerne vil have at spise.
SÅDAN FÅR DU DØGNKOST PÅ PLEJEHJEM
Som beboer på et af plejehjemmene i kommunen, tager du som udgangspunkt del i dagligdagen og dermed også måltiderne på plejehjemmet.
For at sikre, at du får den mad, du har behov for, bliver der i forbindelse med indflytning på plejehjem, rehabiliteringscenter, midlertidigt ophold eller aflastning vurderet, hvilke ernæringsmæssige behov, du har.
Du vil blive tilbudt at blive vejet, og vi vil drøfte dine mad- og måltidsvaner, og om du eventuelt har behov for særlig tilpasset kost.
Vi vejleder dig, hvis du har sundhedsmæssige problemer, som kan forebygges eller bedres via kosten. Hvis du har særlige præferencer for visse fødevarer, vil vi i et vist omfang kunne opfylde disse med udgangspunkt i dine aktuelle helbredsmæssige behov.
Udvalget af fødevarer, som indgår i døgnkosten, tager afsæt i et standardsortiment. Har du ønsker til en bestemt fødevare, er du velkommen til selv at indkøbe disse.
INDIVIDUELLE BEHOV
Hvis du har problemer med at tygge eller synke eller har et øget protein- og energibehov, kan vi tilbyde dig individuel tilpasset kost mht. konsistens og nærings indhold, hvilket iværksættes med udgangspunkt i en ernærings vurdering.
Du tilbydes også specialkost via lægehenvisning ved for eksempel diabetes eller allergier.
HELLIGDAGE OG HØJTIDER
Vi gør ekstra ud af måltiderne på helligdage, mærkedage og ved højtider. Ved sådanne lejligheder kan du desuden få øl, vin, eller sodavand til det varme og kolde måltid.
GÆSTER
Gæster kan bestille mad mod betaling. Kontakt køkkenpersonalet på det enkelte plejehjem for at bestille mad.
KAN MAD OG MÅLTIDER AFBESTILLES?
Indlægges du på sygehus, afbestilles din døgnkost døgnet efter din indlæggelse. Derudover kan du få godtgjort et eller flere hovedmåltider ved afbestilling 24 timer før.
Du kan læse mere i Kvalitetsstandarden
Spørgsmål? Kontakt os
Humlehaven
Humlehaven 1
5792 Årslev
Telefon: 72 53 05 28
Køkkenet: 72 53 55 06
Har du behov for at sende personfølsomme oplysninger til os, gøres det på nedenstående link:
Leder
Trine Storgaard
Telefon: 72 53 46 94