Botilbud & Aktivitetscenter Pegasus
Målgruppen er voksne med varigt nedsat funktionsniveau. Alle er afhængig af hjælp til almindelig daglig livsførelse. Flere er kørestolsbrugere og har brug for hjælpemidler til forflytninger.
Det nedsatte funktionsniveau er enten medfødt eller opstået ved tidlig erhvervet hjerneskade med forskellige fremtrædelses former.
Fakta om Pegasus/ Nobo
Borgere
Målgruppen på Nobo er voksne med varigt nedsat funktionsniveau. Flere har ikke egentlig talesprog, men kan visuelt, lydmæssigt eller kropsligt give udtryk for ønsker og behov.
Gruppen har generelt begrænset mulighed for at udtrykke initiativ og udviser en tilsyneladende passiv adfærd. Alle får fuld støtte til medicin, lægebesøg, sociale relationer, kontakt til myndigheder, indkøb, økonomi, rengøring, tøjvask og fritid med videre.
Huset
Pegasus blev indviet i 2002 og består af bofællesskaberne; Nobo, Vebo & Aubo samt aktivitets- og samværstilbuddet Dacabo. Indendørs er der god plads til hjælpemidler og det fælles opholdsrum er stort dimensioneret og opdelt skærmet med flere miljøer - spiseområde, TV område, vandseng og Aladdins Hule m. klange og musik. Lejlighederne er udstyret med rumdækkende loftlift.
Terapi og motoriklokale i Aktivitetscenter Dacabo er ligeledes med rumdækkende loftlift.
Ud over et mindre sydvendt haveareal med bålplads og bålhytte omkranses bygningerne af en sansehave.
Fakta
Antal rum | |
Størrelse i m2 | |
Antal lejligheder | 12 |
Fælles lokale/ hus | Ja |
Kvalitetsstandard | Kvalitetsstandard |
Tilsynsrapport |
Værdier
Et højt fagligt miljø og et tæt samarbejde med forældrene sikrer, at gæsternes individuelle behov tilgodeses.
Med udgangspunkt i den enkelte og gruppen som helhed, tilbyder vi støtte og hjælp til dagligdags funktioner herunder; personlig hygiejne, af - og påklædning, indkøb, spisning samt støtte til socialt samvær med ligestillede.
Tryghed og harmoni opnås ved struktur og genkendelighed i hverdagen.
Samværet er præget af respekt og har fokus på at understøtte den enkeltes ressourcer, så alle får den fornødne støtte til at udvikle deres selvværd, selvstændighed og sociale forståelse gennem indholdsrige aktiviteter og samværstilbud.
Medarbejdere
1 afdelingsleder
22 pædagoger
2 nattevagter (pædagog/pædagogmedhjælper/sygehjælper)
4 social- og sundhedsassistenter
2 i fleksjob
1 kontorassistent
Fastansatte har grundkursus i neuropædagogik, førstehjælp, medicinhåndtering og forflytningsteknik.
Hverdagslivet
Hverdagen og traditioner
Beboerne på Pegasus trives bedst i velkendte rammer og genkendelige situationer. På den baggrund har vi fokus på et godt liv i hjemmet og relevante oplevelser dér.
Det kan aflæses af nedenstående aktiviteter:
• Store indendørs arealer med mulighed for besøg på tværs.
• Fokus på traditioner – fødselsdage, fastelavn og alt det hele.
• Hyggelige aftener med højtlæsning og eventyr i centrum.
• Grillaftener i selskab med solnedgang og håbløs guitar.
• Regnvejrsdage med nybagte boller og videofilm.
• Lejrlivet udendørs – regnvejr, røg og snobrød.
• Sansehave med ild og vand for krop og sjæl.
• Gyngeture i hængekøje.
• Et seksualvenligt miljø.
• Musik, rytme og dans.
• Massage og fodspa.
• Sang og samspil.
• Fysioterapi.
• Privatliv.
Individuelle aktiviteter er noget, vi tilbyder at planlægge.
Individuelt kan der ansøges om ferieophold.
Ferie, weekendophold, ledsagelse til pårørende og fritidsaktiviteter tilbyder vi at planlægge.
Vi tilbyder ledsagelse til ortopædkirurgisk undersøgelse, tandlæge og i.f.m. behandling på sygehus og indlæggelser. Ønsker Sygehuset vores assistance under indlæggelsen imødekommes dette og afregnes time pr. time efter samarbejdsaftaler i regionen.
Aktiviteter
Aktiviteterne er overordnet opdelt i 3 hovedområder: motorik, musik og udeliv. Disse muligheder benyttes målrettet til at arbejde med aktiviteter, der stimulerer de 3 primære sanser; den vestibulære, den kinæstetiske og den taktile sans.
Overordnet har den pædagogiske indsats fokus på
• Muligheder og ressourcer
• Kommunikationsmuligheder
• Behov for en forudsigelig hverdag
• Behov for relevante oplevelser
• Behov for styrkelse af kropsbevidsthed
• Fysisk velbefindende
• Sociale relationer
Til fagpersoner og pårørende
Pårørende er repræsenteret i Bo & Aktivs pårørenderåd med 2-3 forældre/pårørende valgte medlemmer, som sammen med medarbejderrepræsentanter og Bo & Aktivs leder arbejder på at udvikle Bo & Aktivs tilbud og fremme samarbejdet mellem gæster, pårørende, ansatte og ledelse.
Pårørenderådet møde minimum 4 gange årligt.
Handleplaner - og andre planer
På Bofællesskaberne Nobo og Vebo tilrettelægges aktiviteter med udgangspunkt i beboerens individuelle planer, ønsker og forventninger. Beboerens handleplaner tager afsæt i neuropædagogik som overordnet forståelsesramme. Det giver os et kvalificeret bud på, hvordan vi i samspillet med den enkelte beboer, kan kompensere for funktionsudfald. Funktionsudfaldene afdækkes ved udarbejdelse af en neuropsykologisk screening.
Når vi er bekendt med beboerens udviklingsalder, og har afdækket ressourcer og forudsætninger, får vi sammen med neuroscreeningen et godt grundlag for, at tilpasse pædagogikken til den enkeltes særlige behov. Intensiteten er selvsagt styret af en økonomisk ramme. Noget kan altid lade sig gøre, og vi har fokus på det mulige.
Så vidt muligt orienteres beboerne om den pædagogiske handleplan på handlemødet og efterfølgende opfølgningsmøder. Der udarbejdes en administrations aftale, og der træffes afgørelse om, hvorvidt der eventuelt skal ansøges om midler til ferie. Opfølgningsmøder afvikles som udgangspunkt en gang årligt.
Den pædagogiske handleplan tager afsæt i bestillingen - myndighedsplanen efter SEL § 141 - og den enkelte beboers personlige ønsker og behov. På baggrund af pædagogiske vurderinger omsættes handleplanen til praksis, og her konkret som delmål i Nexus, og det danner grundlag for indsatsen den kommende periode.
Delmål oprettes i Nexus og efterfølgende skriftlighed er til brug for effektmåling og dokumentation.
Udover relevante fagpersoner fra bo- og dagtilbud samt myndighed/sagsbehandler, kan deltagere være specialister og repræsentanter for kommunen.
Beboerne har som regel deres pårørende med som bisidder.
Øvrig dokumentationen omkring beboeren noteres i Nexus.
Lovgrundlag
Bo-, Aktivitets- & Samværstilbud efter § 105 i ABL (Almen Bolig Loven) med støtte efter § 83 og § 104 i Serviceloven for voksne personer med betydelig og varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.
Tilbudsportalen
Link til tilbudsportalen Dacabo, Nobo, Vebo
Spørgsmål? Kontakt os
Pegasus
Pugesøvej 22-54
5600 Faaborg
Bofællesskabet Nobo telefon 72 53 88 32
Bofællesskabet Vebo telefon 72 53 21 76
Bofællesskabet Aubo telefon 72 53 72 98
Aktivitetscenter Dacabo telefon 72 53 69 06
Er du endnu ikke visiteret til et botilbud, kontakt da Social Voksen
Telefon: 72 53 24 00
Telefontider
Mandag 9.00 - 12.00
Tirsdag 9.00 - 12.00
Onsdag Lukket
Torsdag 9.00 - 12.00
Fredag: 9.00 - 12.00
Leder
Annette Find
Mail: anfin@fmk.dk Dette er ikke en sikker mailadresse, der må derfor ikke sendes personfølsomme oplysninger til denne.
Telefon: 72 53 69 08
Skriv sikkert til Pegasus via Borger.dk