Prices Have åbner som Danmarks første læringshjem
30. sep 2022
Der er lagt op til en festlig dag, når plejehjemmet Prices Have åbner, som Danmarks første
læringshjem tirsdag den 4. oktober.
Titlen som læringshjem betyder, at der kommer til at være flere elever i praktik ad gangen på
plejehjemmet end normalt. Tidligere har der kunne være op til 5 elever i praktik på plejehjemmet,
men det tal bliver nu mere end fordoblet, så der fremover kommer til at være plads til op mod 12
elever ad gangen.
Leder for SOSU-elevområdet Agnete Bille er meget begejstret for det nye læringshjem, som skal
give eleverne bedre værktøjer til at håndtere kerneopgaverne:
”Det er jo et helt unikt tilbud. Jeg har virkelig prøvet at undersøge, om der findes lignende hjem
andre steder, men jeg har i hvert fald ikke kunne finde frem til det. Der kommer til at være to udviklingsvejledere, som er der 2x20 timer, og ud over det er der selvfølgelig også de eksisterende vejledere som eleverne kan støtte sig op af. Men eleverne kommer jo også til at have hinanden at
spare med, så der kommer til at være et virkelig godt læringsmiljø. Samtidig har vi også fået indrettet et simulationsrum. Her kan eleverne blandt andet øve sig i at
injektion, inden de skal ind og udføre det på beboerne.”
Agnete Bille, leder for SOSU-elevområdet
Hjælp fra beboere
Eleverne kommer dog ikke kun til at spare med vejlederne og hinanden. Efter planen inviteres
både beboere og pårørende til at spille en aktiv rolle for elevernes praktikforløb, forklarer Agnete
Bille:
”Beboerne er også helt vild vigtige for elevernes praktiktid. Hvis en elev aldrig har prøvet at barbere nogen før, så kan en af beboerne vise, hvordan det skal gøres. På samme måde kan de
pårørende være med til at fortælle, hvordan det er at være pårørende til en med f.eks. demens. Så kan eleverne også blive klædt ordentligt på til at håndtere sådan en opgave.”
Agnete Bille, leder for SOSU-elevområdet
Chef for Sundhed og Omsorg Kitt Lysén Pedersen er ligeledes begejstret for at Prices Have nu skal
være et læringshjem. Hun håber, at læringshjemmet kan være med til at sikre, at der i fremtiden
vil være nok ansatte til kommunens ældre borgere:
”I Faaborg-Midtfyn Kommune vil vi gerne sikre, at vi også i fremtiden har dygtige medarbejdere på velfærdsområderne som f.eks. kommunens plejehjem. På Prices Have kommer der til at være et styrket fokus på læringen, og forskellige måder at lære på. Derfor håber vi også, at vi kan tiltrække endnu flere dygtige medarbejdere.”
Kitt Lysén Pedersen, chef for Sundhed og Omsorg
Officiel indvielse 4. oktober
Tirsdag den 4. oktober bliver Prices Have officielt indviet som læringshjem, men siden september
har de nye elever været i gang med deres praktik på plejehjemmet.
Selve åbningen starter klokken 11. Her vil der først bliver afholdt taler, hvorefter der vil være
fællessang, frokost og til slut en rundvisning på læringshjemmet, for dem der måtte være
interesserede. Her kan man blandt andet besøge læringshjemmets nye simulationsrum.