Et nyt samarbejde skal gavne de danske veteraner
26. august 2022
Danmarks Veteraners Jagtforening har længe været på udkig efter et område, hvor foreningens medlemmer kunne komme ud i naturen. Det er nu lykkedes efter et møde med Faaborg-Midtfyn Kommune, der har hjulpet foreningen med at skabe kontakt til potentielle lodsejere i det fynske.
Ved et møde på herregården Steensgaard i det Sydfynske med blandt andre Faaborg-Midtfyns borgmester, Hans Stavnsager og kommunaldirektør, Helle Vibeke Carstensen gav den nye ejer af Steensgaard, Anders Thorgaard udtryk for, at han gerne vil bruge Dyreborg Skov på en inkluderende måde. Kommunen har derfor formidlet kontakten mellem Steensgaard og Danmarks Veteraners Jagtforening, der nu har lavet en foreløbig aftale.
Aftalen er forhandlet på plads af godsforvalter Henrik Severin og formanden for Danmarks Veteraners Jagtforening, Per Locht. I aftalen bliver der desuden åbnet op for, at Faaborg-Midtfyn Kommunes mange veteranindsatser på sigt kan drage nytte af Dyreborg Skov til andre formål end jagt - ligesom kommunens dagplejer, børnehaver og skoler allerede bruger faciliteterne ved stranden på kanten af Dyreborg Skov i dag.
Det glæder borgmester Hans Stavnsager, at der nu ligger en aftale.
”Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, og at Danmarks Veteraners Jagtforening og Steensgaard har indgået et samarbejde. De danske veteraner fortjener et godt sted, hvor de kan mødes om fælles aktiviteter i smukke og givende omgivelser. Og det kan de i området omkring Steensgaard,” lyder det fra Hans Stavnsager.
Per Locht er også godt tilfreds med samarbejdet.
”Jagtforeningen er ikke i stand til at købe noget jord selv, men vi vil rigtig gerne kunne tilbyde vores medlemmer et sted, hvor vi kan samles i naturen – helst fra hele landet. Derfor er det oplagt med et sted på Fyn, så vi er glade og stolte over den her aftale,” fortæller Per Locht, der samtidig kan se mange andre muligheder for udendørs aktiviteter for foreningen i området.