VSU i Hillerslev modtager årets handicappris
[12. december 2022]
Voksenspecialundervisning (VSU) vinder Handicapprisen 2022 for gennem deres undervisning at gøre en stor forskel for borgere med ADHD/ADD, hjerneskade, angst eller andre psykiske udfordringer og/eller diagnoser.
Formålet med undervisningen på VSU er at afhjælpe virkninger af borgernes handicap, at øge deres handlemuligheder samt forbedre deres muligheder for at deltage i arbejds- og samfundslivet. Målgruppen er voksne med fysisk eller psykisk handicap, som f.eks. ADHD/ADD og senhjerneskade.
Alle har noget at bidrage med på arbejdsmarkedet
Formand for Handicaprådet i Faaborg-Midtfyn Kommune, Anne Møllegaard Mortensen, siger om årets vinder:
”VSU vinder prisen i år, fordi de med stor succes hjælper borgere, som har svært ved at finde sig selv i samfundet, kæmper med manglende selvværd, eller har svært ved at se sig selv i en normal tilværelse som andre. Gennem et forløb på VSU får de livet tilbage, finder deres rette hylde at leve videre på – og mange kommer ud på arbejdsmarkedet. Alle får mod på livet, og bliver godt rustet til at møde udfordringerne i fremtiden. Netop det er vigtigt for alle mennesker, og derfor går Handicapprisen 2022 til VSU i Hillerslev.”
Undervisningen foregår på Hjerneskadecentret i Hillerslev, og bliver individuelt tilrettelagt til enten individuel undervisning eller holdundervisning. Periode og timetal tildeles efter behov. Der udarbejdes individuelt undervisningsmål og evaluering. Tilbuddet er gratis for borgeren, som visiteres hertil. Der deltager årligt mellem 75-100 borgere i undervisningen på VSU i Hillerslev.
Handicapprisen uddeles hver år for at skabe dialog om og opmærksomhed på livsvilkårene for borgere med handicap.