Badesæsonen er i gang: Glæd dig til Blå Flag-aktiviteter

Torsdag 1. juni hejser vi traditionen tro Blå Flag ved kommunens bedste badestrande, og strandgæsterne kan se frem til sjove aktiviteter hen over sommeren.

1. juli

Igen I år hejser Faaborg-Midtfyn Kommune de Blå Flag på Klinten Strand, Faaborg Havnebad og ved Bøjden strand. Badesæsonen, der løber fra 1. juni til 15. september, er dermed i gang.

Det Blå Flag betyder, at du som badegæst kan være sikker på, at vandkvaliteten er god, badesikkerheden er i top, og der er adgang til gode faciliteter som toilet samt klar og tydelig information.

I tilknytning til de Blå Flag bliver der i løbet af sommeren afholdt en række spændende events med aktiviteter, der sætter fokus på vores natur- og miljø. Det sker i samarbejde med naturvejlederne fra Trente Mølle Naturskole.

Mere konkret vil de forskellige events sætte fokus på livet i Øhavet og på strandene omkring. Som deltager kan man blandt andet blive klogere på, hvad en fisk indeholder, hvordan Øhavet smager, og man kan lave kunst, snorkle og sanse Øhavet.

Se mere om alle de spændende sommerferieaktiviteter her.

Øhavscenteret på Munkholm, Faaborg Havn, har desuden åbent alle dage i sommerferien fra 10.00-14.00, hvor lokale fiskere står klar til at fortælle om fisk, fiskeri og livet i Øhavet.  

Se mere om Blå Flag på Friluftsrådets hjemmeside her. 

 

Ud over de tre badesteder med Blå Flag, kan kommunen henvise til andre gode badestrande som den ved Nab Strand, Horne Sommerland eller Faldsled Strandpark.