Her er vinderne af årets frivillighedspriser
19. maj 2023
Hvert år fejrer Faaborg-Midtfyn Kommune de lokale ildsjæle og foreninger ved bl.a. at uddele tre priser: Årets Ildsjæl, Årets Forening og Årets Ungepris.
Nu er spændingen udløst, og vinderne kåret.
Årets Ildsjæl
Titlen som Årets Ildsjæl gik til Tino Fallesen-Jørgensen fra Nr. Lyndelse/Søby FC. Tino er herretræner i fodbold og har i mere end syv år stået i spidsen for seniorfodbolden i klubben.
I indstillingen lød det blandt andet, at Tino aldrig har været bleg for at tage arbejdshandskerne på. Han sætter det sociale forrest og gør alt, der står i hans magt for, at kammeraterne trives. Han har skabt et stærkt fællesskab, som favner alle typer. En ægte vinder på og udenfor banen.
Tino Fallesen-Jørgensen fik prisen overrakt af formand for Folkeoplysningsudvalget, Iben Bech.
Årets Forening
Årets Forening blev Faaborg Bordtennisklub. En del af klubbens spillere blev overrasket med prisen under en seniortræning og kunne ved lejligheden nyde godt af både brunsviger og flotte ord.
En enig jury havde valgt Faaborg Bordtennisklub som Årets Forening med den begrundelse, at klubben virkelig har vist, hvor meget man kan rykke sig, når man tør kaste sig ud i nye tiltag og ideer.
”Vi ser, at der er stor lyst til at værne om de stærke sociale relationer, der opbygges i klubben – lige meget om man er 10 år eller 80 år, og det er grund til fejring af jer. Vi håber, at I med denne anerkendelse og pris vil fortsætte det gode arbejde i klubben og i kommunen med samme energi og gejst,” lød det blandt andet fra Anne Møllegaard Mortensen, formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget ved overrækkelsen.
Årets Ungepris
Årets Ungepris gik til Marinella Flytkjær, som til daglig går i 3. g på Faaborg Gymnasium.
Marinella blev blandt andet hædret for sin store indsats i Ungdomsrådet og i Falsetten.
Hun møder altid op med et smil, en god idé og er klar til at høre alle ideer for at skabe nogle fede oplevelser, fester og arrangementer for unge, lød det blandt andet i indstillingen.
”Det er en enig jury, der har valgt dig som vinder. Du står ved det, du mener, men du lytter og inkluderer altid andre i det, du gør. Du gør ikke bare noget for dig selv og den gruppe, du selv tilhører, men du gør en forskel for unge i hele kommunen,” lød det ved overrækkelsen fra fritidskoordinator Julie Hartung fra Faaborg-Midtfyn Kommune.
Alle prismodtagerne fik overrakt en buket blomster, en statuette, som er fremstillet af elever fra Ungdomsskolens kunsthold UArt samt en gavecheck på 7500 kroner.
Stort tillykke til prismodtagerne.