Kom med til indvielsen af Klintens nye flydeponton
31. august 2023
Sidste år sendte Ungdomsrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune en ansøgning til Salling Fondene og Føtex Faaborg i håbet om at få støtte til en ny flydeponton ved badestranden Klinten. Det skulle vise sig at være en god ide, for i november fik Ungdomsrådet over 200.000 kr. i støtte til projektet.
Nu er flydepontonen så klar til indvielse. Det sker den 9. september kl. 10.00 ved Klinten, hvor alle er inviteret. Her vil være forskellige aktiviteter som kajak og paddleboards, og Føtex Faaborg vil stå for en servering.
Gæsterne kan se frem til en ponton med rutsjebane, badestige og en meter-vippe. Pontonen skal understøtte oplevelser og havsport for klubber, foreninger, badegæster og andre havsportsudøvere.
Julius Mosgaard, der er medlem af Ungdomsrådet, glæder sig over, at pontonen nu er tilbage, efter man fjernede en gammel ponton i 2012.
”Efter flere års arbejde er det skønt, at vi nu er i mål. Gennem Ungdomsrådet har vi unge et talerør, og det er fedt, at man i Faaborg-Midtfyn Kommune lytter til os og skænker os midlerne til at skabe den bedste ungdomskommune. Tak til dem og tak til Salling Fondene,” udtaler han.
Borgmester Hans Stavnsager beundrer de unges initiativ.
”Ungdomsrådet har gjort et rigtig godt stykke arbejde, som har lønnet sig. Jeg håber, at det kan være en inspiration for andre unge, som har ambitioner og drømme for vores egn. Jeg er sikker på, at pontonen bliver et yndet besøgsmål for både lokale og gæster,” fortæller Hans Stavnsager.
Også hos Føtex Faaborg er varehuschef Kasper Strunge imponeret over de unges indsats.
”Vi kunne fra begyndelsen se, at Julius og Ungdomsrådet havde et godt projekt, der var værd at støtte. Så jeg er glad for, at vi i Føtex Faaborg er en del af en Salling Fondene, hvor man vil støtte op om lokale aktiviteter,” fortæller Kasper Strunge.
Pontonen vil være tilgængelig i sommermånederne, og den vil kunne bruges ved Faaborgs mange sports- og kulturevents som fx Outdoor Sydfyns VAND-event og arrangementer i Klinteparken.
Program for dagen den 9. september:
Kl. 10.00 åbner arrangementet, hvor borgmester Hans Stavnsager og Ungdomsrådet holder taler. Kasper Strunge, der er er varehuschef i Føtex Faaborg, klipper herefter det røde bånd, og flydepontonen indvies. Frem til kl. 13.00 vil der være forskellige havsportsaktiviteter, og Føtex Faaborg vil stå for forplejning til de fremmødte.