Oplev Brobyerne blomstre, når vi fejrer områdets nye tiltag

Nr. Broby og Brobyværk blomstrer i mere end én forstand. Udover Nr. Brobys kirsebærtræer, har byerne gennemgået en blomstrende udvikling, og det skal nu fejres.

4. maj

I disse måneder står Nr. Broby i fuldt flor. Der er de seneste år blevet plantet ikke mindre end 350 japanske kirsebærtræer langs byens hovedgade. Det hele begyndte med en fælles plantedag i 2018, og siden da er der løbende blevet plantet flere træer, der nu pryder og giver liv til hele byen.

Kirsebærtræerne er et led i områdefornyelsen af Nr. Broby, hvor det har været målet at skabe sammenhæng i byen – gerne med noget smukt, der trækker naturen ind i byen og borgerne ud i naturen. Det blev defineret ved en række workshops i 2017, hvor både børn og voksne kom med deres ønsker til en forskønnelse af området. Det samme gjorde man i Brobyværk, hvor man nu har fået skabt nye, grønne mødesteder med blandt andet spiselige bede og forbedrede legepladser.  

De veloverståede projekter vil nu blive fejret ved to afslutninger i henholdsvis Nr. Broby den 10. maj, og i Brobyværk den 17. maj. Her vil der være taler, sang og mulighed for at komme rundt i byerne og se de nye tiltag, inden der vil være en servering for de fremmødte.

Søren Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, glæder sig over, at man nu er godt i mål med de ønskede projekter i de to byer.

”’Tæt på naturen, tæt på hinanden’ var titlen på vores plan for områdefornyelsen. Og jeg synes, at vi er kommet tættere på både naturen og hinanden med dette projekt. De gode resultater skyldes især den skaberkraft og det samarbejde, der har været lokalt. Jeg vil derfor gerne takke borgere, foreninger og øvrige aktører for indsatsen,” lyder det fra Søren Kristensen.

Også lokalt skaber de nye tiltag glæde.

”Områdefornyelsen har især givet aktivitetsområderne et løft, der har styrket sammenhængs-kraften i Brobyerne. Nu har man lyst til mødes på kryds og tværs og være aktive sammen i naturen,” fortæller Ann Baunbæk Hansen, centerleder i Broby Fritidscentre.

Alle er velkomne til de to afslutninger, der finder sted:

I Nr. Broby onsdag den 10. maj kl. 17.00 med mødested i Præstehaven. Herunder er aftenens program:

- Velkomst

- Sang

- Let forplejning ved Broby Fritidscenter

- Kirsebærtræer og en sammenhængende by, ved Pletarkitektur

- Biernes Broby, nye muligheder ved Nature Works

- Vi går til ”en vild have” på Stationsvej og slutter ved Broby Fritidscenter med lidt mere forplejning

 

I Brobyværk onsdag den 17. maj kl. 17.00 med mødested på Brobyværk Kro.

- Velkomst

- Sang

- Let forplejning ved Brobyværk Kro

- Aktive mødesteder og spiselige bede ved Pletarkitektur

- Biernes Broby, nye muligheder ved Jens Peter

- Vi går til de aktive mødesteder ved skolen og hallen