Outdoor Sydfyn klar med nye events
2. februar 2023
Efter tre vellykkede events i 2022 har Outdoor Sydfyn valgt at gentage succesen, og de har nu åbnet for årets tilmeldinger. Det første er SKOV-eventet 22.-23. april, hvor du kan deltage i bl.a. downhill-cykling, træklatring, orienteringsløb for mountainbikere og trail run – både med og uden hund.
Jonathan Grube sidder i bestyrelsen for ’Sydfynske Alper Sti og Sporbyggere’, der arbejder for at udvikle stier og mountainbikespor i Faaborg-området. Foreningen har blandt andet bygget de mountainbikespor, der bliver brugt ved årets SKOV-event. Det er spor, som foreningen har fået stor anerkendelse for, og sidste år blev de kåret som årets forening i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Jonathan Grube glæder sig til årets event, og særligt en disciplin er han ekstra spændt på.
”Det har været en personlig drøm at få et downhill-løb til Svanninge, og nu får vi mulighed for at vise vores flotte mountainbikespor og natur frem. SKOV-eventet samler glade og dejlige mennesker, der har den samme kærlighed til naturen og motion. Det er unikt, at så mange typer af sportsgrene kan samles under et event,” fortæller Jonathan Grube.
10. juni inviterer Outdoor Sydfyn også til et VAND-event med alt fra open-water-svømning til roning og vandring. Og 2. september kan du deltage i det populære OCR-løb i Faaborg.
Allerede nu er der discipliner, der er udsolgt eller tæt på at være det. Rico Busk fra Outdoor Sydfyn glæder sig over, at de tre events er blevet taget så godt imod.
”Det ser ud til at vores nye koncept med at sprede events ud på tre weekender hen over året er blevet taget godt imod. Der har allerede været stor interesse,” fortæller Rico Busk og tilføjer:
”Deltagerne fortæller også, at de kan mærke den lokale ånd. Både fordi der er mange lokale foreninger med, og fordi vi har nogle af Danmarks smukkeste omgivelser til rådighed med Det Sydfynske Øhav og Svanninge Bakker.”
Du kan læse mere og tilmelde dig Outdoor Sydfyns tre events på outdoorsydfyn.com.