Så er Faaborgs nye havnemester fundet
10. maj 2023
Faaborgs nye havnemester har levet en stor del af sit 51-årige liv til søs.
Erik Schmidt kommer fra en stilling som daglig vagthavende officer på Flådestation Korsør, hvor han bl.a. har haft ansvar for flådestationens daglige drift samt at holde søværnets sejlende enheder operative i både ind- og udland.
I det hele taget kommer Erik Schmidt med et bredt og varieret cv. Han er uddannet skolelærer, dykkerinstruktør, idrætsinstruktør, skydeleder, stresscoach, konfliktmægler og har over 30 års erfaring fra Søværnet, hvor han blandt andet har været udsendt på antipirateri-operationer og har destrueret kemiske kampstoffer fra Libyen.
”Jeg har længe gået med tanken om, at jeg godt kunne tænke mig at prøve kræfter med et arbejdsliv på ”den anden side af hegnet”, og da stillingen som havnemester i Faaborg blev
slået op, var jeg slet ikke i tvivl. Det var simpelthen lige mig. Jeg glæder mig til at lære mine nye kolleger, øboerne, foreningerne, sejlerne, de erhvervsdrivende og alle de andre interessenter at kende. På en havn er der mange interesser, der skal balanceres, og det er en opgave, jeg ser frem til at løse med ordentlighed og dialog.”
Erik Schmidt
Erik Schmidt kommer til Faaborg med en ambition om at udbygge og understøtte en positiv ånd, hvor trivsel, ansvar og arbejdsmoral går hånd i hånd med en professionel løsning af opgaveporteføljen.
En del af noget større
Som ny havnemester i Faaborg får Erik Schmidt ansvaret for Øfærgen, der betjener Lyø og Avernakø med færgesejlads. Derudover skal han administrere havnen med dens erhvervslejemål og bådepladser til fiskere, lystsejlere og gæstesejlere.
”Faaborg Havn har en vigtig position for erhverv og turisme. Jeg vil rigtig gerne arbejde for, at Faaborg Havn bliver en del af noget større og en del af den udvikling, der finder sted i Faaborg i de her år bl.a. med omdannelsen af Tulip-bygningen.”
Erik Schmidt
Direktør Lone Wenzell glæder sig meget til at byde Erik Schmidt velkommen til Faaborg.
”Erik kommer med en stor erfaring og nogle kompetencer, som vi glæder os til at se blive bragt i spil i samarbejde med alle havnens interessenter. Jeg glæder mig til samarbejdet med ham, og jeg er sikker på, han er den helt rigtige mand til jobbet.”
Lone Wenzell
Fakta: Erik Johannes Krøll Schmidt
Gift med Pia, og tilsammen har parret Julius på 23 år, Frederik på 18 år samt et mindre landsted ud til Lunkebugten på Tåsinge.
Familien er vilde med Grækenland og besøger deres græske venner på Chios, så ofte
som ferie og finanser tillader det.
Erik er med i et jagtkonsortium ved Lundeborg og har planlagt at deltage i halvmaraton på
Storebæltsbroen den 10. juni 2023. Et halvmaraton, som han også deltog i for første gang
for 25 år siden.
Parret nyder det sydfynske øhav med overnatning, dykning og vandski fra deres 20 fods
motorbåd.