Varsel om forhøjet vandstand i Faaborg-Midtfyn Kommune

DMI har udsendt forvarsel om forhøjet vandstand, der forventes at toppe natten mellem fredag den 20. oktober og lørdag den 21. oktober. Du kan følge med i kommunens løbende opdateringer ved at følge Faaborg-Midtfyn Kommunes Facebook profil: https://www.facebook.com/faaborgmidtfyn

Opdatering d. 21. oktober 2023

Mulighed for dækning af skader efter stormfloden

Naturskaderådet har i dag afgjort, at Det Sydfynske Øhav har været udsat for stormflod. Afgørelsen har betydning for dine muligheder for at få erstatning for de skader, som stormfloden har forvoldt.

Sådan gør du
Hvis du har haft stormflod, kan du finde informationer om, hvordan du skal forholde dig, på Naturskaderådets hjemmeside. Her står der bl.a.:

  1. Tjek om dine nuværende forsikringer dækker skaderne. Kig i for-sikringsbetingelserne eller kontakt dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl.
  2. Hvis skaden ikke er omfattet af dine forsikringer, kan du muligvis få erstatning fra stormflodsordningen. Du skal anmelde skaden elektronisk via Naturskadebasen. Du kan eventuelt bede dit forsikringsselskab hjælpe dig hermed. Sidste frist for at anmelde skaden er 21. december 2023.

 

Få mere viden og vejledning på Naturskaderådets hjemmeside: https://www.naturskaderaadet.dk/regler-viden-og-vejledning/viden-om-naturskader/stormflod/

Sådan gør du, hvis du skal anmelde en skade: https://www.naturskaderaadet.dk/anmeld-naturskade/saadan-anmelder-du-en-naturskade/

***

Status på vandsituationen lørdag morgen

Efter en hård nat er vandet nu på vej tilbage til havet – der skal først og fremmest lyde en kæmpestor tak til Beredskab Fyn, gode frivillige kræfter, borgere, politi og andre myndigheder, som de seneste døgn har kæmpet sammen mod det voldsomme vejr. Vi er i fuld gang med oprydningsarbejdet og med at bese de skader, som vandet har forvoldt:


• Stormen har væltet en del træer, og arbejdet med at fjerne træerne er i fuld gang. Hvis du støder på væltede træer, som akut skal fjernes (fx på vejbanen), skal du kontakte Beredskab Fyn (65 51 18 00) eller ringe til 114. Hvis det ikke er akut, bedes du benytte Faaborg-Midtfyn Kommunes ”Giv et praj”-service.

• Hvis du har afhentet sandsække, kan sække og sand leveres tilbage, hvor du hentede det (Præstevænget/Assensvej i Millinge, Dyreborgvej 51 i Dyreborg eller Engvej 5 i Faaborg). Vi arbejder på at få stillet affaldsstativer op de 3 steder, hvor du kan smide de tomme sække i – alternativt kan tomme sække bortskaffes som restaffald.

• Kommunen er i gang med at fjerne afspærringer, skilte med omkørsler mv., og du vil i løbet af den kommende uge kunne se fejemaskiner de steder, hvor der ligger tang eller andet i gaderne. Beredskab Fyn er også i gang med at rydde op og pakke vandvæg, watertube mv. sammen.

• Hvis du mangler strøm i din bolig, bedes du kontakte dit energi-selskab.

Vi håber, at så mange som muligt er kommet uskadte gennem natten, og ønsker det bedste for det forestående oprydningsarbejde og udbedringer af de skader, som vandet og stormen har forvoldt.

******

Opdatering d. 20. oktober 2023

Der udleveres fredag sandsække og grus fra kl. ca. 15:30 på følgende lokationer:

Falsled: Præstevænget/Assensvej
Dyreborg: Dyreborgvej 51

 

Generel information til borgerne:
Der vil i løbet af de kommende døgn kunne komme afspærringer og omkørsler i den sydlige del af kommunen som følge af vejrsituationen. Det kan være bøvlet, men følg anvisningerne – de er til for at hjælpe og undgå farlige situationer.

Vi minder desuden om henstillingen fra Fyns Politi  til ”storm-turister” om at blive væk fra vandmasserne, som er trukket op fra havn og kyst. Pas på jer selv og undgå at tiltrække unødvendig redning

I forbindelse med det voldsomme vejr, der venter, opfordrer Vejdirektoratet  alle til at tage en række forholdsregler, før man bevæger sig ud i trafikken:

  • Tjek vejrudsigten, inden du kører hjemmefra
  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation fx på trafikinfo.dk
  • Lyt til opdateringer på P4 Trafik
  • Overvej, om det overhovedet er nødvendigt at køre, eller om du kan køre på et andet tidspunkt.

 

******

Opdatering d. 20. oktober 2023

Den seneste prognose fra DMI viser en lille tilbagegang - der forventes nu vandstandsstigning på 1,87 m. over daglige vande. 

I skrivende stund (kl. 8:00) er vandstanden hævet med 1,3 meter over daglig vande.

******

Opdatering d. 19. oktober 2023

DMI forventer nu vandstigning på op til 1,97 m. over daglige vande.

******

18. oktober 2023

Beredskab Fyn oplyser på deres hjemmeside, at borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune kan afhente og fylde sandsække på Engvej 5 i Faaborg.

Som borger kan du derudover selv gøre en stor indsats for at sikre egne og omkringliggende værdier ved f.eks. at montere kloakafløb med højvandslukke, der blokerer for indtrængende kloakvand, og følge med i medierne og efterleve de råd, som myndighederne giver.

Du kan kontakte Beredskab Fyns vagtcentral dag og nat på telefon: 65 51 18 00.

Opkaldet besvares af en medarbejder på vagtcentralen, der kan stille om til en relevant medarbejder.

3 vigtige meddelelser

  1. Vi opfordrer alle borgere, som ikke har et vigtigt ærinde på havnen i Faaborg, om at blive væk fra havnen – både for at give beredskabet arbejdsro og for at passe på jer selv.

  2. Beredskabet har afspærret Banegårdspladsen mellem Jomfrulågen og Grønnegade i forbindelse med opsætningen af watertubes (stormflodssikring). Beredskabet forventer i morgen at udvide afspærringen på havnen, så der afspærres fra rundkørslen ved Havnegade/Kildetoften/Engvej/Vestergade til lyskrydset på Banegårdspladsen ved indkørslen til Lidl og Forum Faaborg. Afspærringen forventes at blive effektueret ved middagstid i morgen, fredag.

  3. Du kan orientere dig løbende om situationen på beredskab Fyns hjemmeside. 
    Har du brug for akut hjælp i forbindelse med vandstigninger, kan du kontakte Beredskab Fyn på telefon 65 51 18 00. 

Yderligere oplysninger

Beredskab Fyn
beredskabfyn@beredskabfyn.dk
telefon 65 51 18 00

Kommunikationskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune
Louise Brændstrup Bech
Telefon 72 53 11 41