17 millioner kr. til Faaborg-Midtfyn i kompensation for midlertidige ejendomsvurderinger
29. januar 2024
Det var et brev med ekstraordinært gode nyheder, der mandag landede på bordet hos borgmester Hans Stavnsager.
Af brevet fra skatteminister Jeppe Bruus fremgår det, at regeringen ønsker at kompensere de kommuner, hvor skønnene over grundskyldsindtægter er reduceret med mere end fem procent fra marts 2023 til august 2023.
Der er tale om en ekstraordinær kompensation, der ydes som følge af den særligt store usikkerhed, som større ændringer i de opdaterede skøn gav i forbindelse med kommunernes budgetlægning for 2024, lyder det i brevet.
For Faaborg-Midtfyn Kommune udgør tilskuddet 17.020.000 kroner.
Kompensationen består af et tilskud på den del af indtægtsreduktionen, der overstiger fem procent.
Regeringen vil snarest søge Folketingets tilslutning til den foreslåede kompensation via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg, oplyses det.
Positivt – men det løser ikke alt
I Faaborg-Midtfyn betød de nye skøn over kommunernes indtægter fra grundskyld, at politikerne havde 24,6 millioner kroner mindre at gøre med i budgettet for 2024, end det var ventet. Faaborg-Midtfyn Kommune var dermed den kommune i landet der pr. indbygger blev økonomisk hårdest ramt af de nye skøn.
De nye skøn kom aftenen før politikernes budgetseminar, og efter der var foretaget offentlig høring af budgetforslagene.
”Det er meget positivt, at vi får dele af de 25 millioner kroner tilbage, men det løser ikke alt. Jeg er glad for, at der er blevet lyttet til vores kritik, og at der er fundet en delvis løsning på den situation, vi blev sat i. Men som det ser ud lige nu, kan vi også rende ind i problemer i de kommende år, hvor vi står til at miste 16 millioner kroner på efterregulering på bloktilskuddet. Så det er ikke løst. Men vi fortsætter arbejdet for at sikre, at det ikke vil påvirke os negativt”, siger borgmester Hans Stavnsager.
Dertil er det en udfordring, at grundskyldspromillen for 2024 blev fastsat af Folketinget på baggrund af nogle fra marts 2023 for høje ejendomsvurderinger. Det betyder, at kommunen i den nuværende situation med den fastfrosne grundskyldspromille i 2025 og frem mister indtægter fra grundskyld. Hans Stavnsager vil derfor fortsat løfte problemstillingerne med KL og regeringen.
Forligspartierne bag Budget 2024 samles allerede mandag eftermiddag for at diskutere, hvordan de 17 millioner skal bruges