Borgere over 65 år og personer i risikogruppe tilbydes vaccination

Fra den 1. oktober kan alle borgere, der er fyldt 65 år, booke tid til vaccination mod influenza og covid-19. Desuden kan yngre personer, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb samt gravide blive vaccineret mod begge sygdomme. Vaccinationerne gives i perioden fra d. 1. oktober til d. 20. december 2024.

12. september 2024

 

Efteråret er kommet, og smitten med både influenza og covid-19 forventes at blusse op i løbet af efteråret og vinteren. Derfor bliver alle borgere på 65 år og derover tilbudt gratis vaccination mod begge sygdomme, ligesom personer i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza og covid-19 tilbydes vaccination. Man kan få begge vacciner samtidig.


Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination, hvis man er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb
Langt de fleste yngre personer får et mildt forløb, hvis de får influenza eller covid-19. Der er dog en række sygdomme og tilstande, som øger risikoen for at få et alvorligt sygdomsforløb med influenza og covid-19, fx kronisk lungesygdom, svært nedsat immunforsvar eller graviditet. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret, hvis man er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb – du kan læse Sundhedsstyrelsens anbefalinger her: https://sst.dk/da/corona/vaccination

 

Borgere over 65 år
Hvis man er 65 år eller derover, vil man i løbet af de næste uger modtage en invitation i Digital Post. Hvis man er fritaget for Digital Post, modtager man en invitation med posten. Når man modtager sin invitation, kan man bestille tid til vaccination på www.vacciner.dk. Man kan blive vaccineret frem til d. 20. december 2024.

 

Er du under 65 år og i øget risiko, får du ikke en invitation – sådan bestiller du tid
Hvis man er under 65 år og anbefales vaccination, fordi man er i øget risiko for et alvorligt forløb, fx på grund af visse kroniske sygdom, vil man ikke modtage en invitation. Man skal i stedet gå direkte ind på www.vacciner.dk, hvor man fra d. 25. september har mulighed for at bestille tid. Hvis man er i tvivl, om man er omfattet af vaccinationstilbuddet, kan man læse mere på www.vacciner.dk eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: https://www.sst.dk/da/vaccination.

Selve vaccinationerne kommer til at foregå på regionale vaccinationssteder og Danske Lægers Vaccinationsservices vaccinationssteder. Se her, hvor du kan bestille tid til vaccination i dit nærområde – bemærk at oversigten opdateres løbende: https://regionsyddanmark.dk/patienter-og-parorende/corona/skal-du-vaccineres-mod-corona/placering-af-vaccinesteder

 

Der er ikke drop-in på vaccinationsstederne
Det betyder, at du altid skal bestille tid, hvad enten du vælger et regionalt vaccinationssted eller et vaccinationssted via Danske Lægers Vaccinationsservice.

 

Du skal selv bestille tid og sørge for transport
Covid-19 er ikke længere en samfundskritiks sygdom. Den betragtes nu som en sæsonsygdom på linje med influenza, og derfor kan kommunerne ikke længere bistå med hjælp til tidsbestilling til vaccination elle sørge for gratis transport til og fra vaccinationsstedet.

 

Hjælp til booking af vaccinationstider
Hvis det er svært for dig at bestille tid eller komme afsted, opfordrer vi dig i første omgang til at få hjælp hos pårørende eller venner. Du kan også få hjælp til booking af vaccinationstider på Region Syddanmarks hotline: https://regionsyddanmark.dk/patienter-og-parorende/corona-og-influenzavaccination/skal-du-vaccineres-mod-corona-og-influenza/corona-og-influenzavaccination/region-syddanmarks-hotline-for-vaccination

Modtager du hjemme- eller sygepleje eller bostøtte, så kan du eller din pårørende få vejledning hos medarbejderen, som kommer i dit hjem.

 

 

Har du spørgsmål til vaccinationerne, tidsbestilling eller andet?
https://www.vacciner.dk/FAQpage/Index kan du finde svar på spørgsmål om vaccinationerne, tidsbestilling og meget andet.