FFV Miljø & Energi skal have ny bestyrelsesformand
27. januar 2024
Efter at have siddet som bestyrelsesformand i 12 år for det faaborg-midtfynske forsyningsselskab, har Carsten Normann netop meddelt borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager, at han ikke genopstiller til posten som formand på selskabets generalforsamling d. 27. maj 2024.
Carsten Normann har valgt ikke at genopstille, da han er valgt som kandidat til det kommende europaparlamentsvalg d. 9. juni.
Siden 2012 har det været et ønske fra ejeren (Faaborg-Midtfyn Kommune), at der ikke sidder politikere, men erhvervsmæssigt professionelle bestyrelsesmedlemmer i FFV Miljø & Energis bestyrelse.
”Jeg har virkelig sat pris på det samarbejde jeg gennem alle årerne har haft med Faaborg-Midtfyn Kommune, bestyrelsen og ledelsen i FFV. Mit kandidatur er ikke foreneligt med de ønsker, ejeren har for sammensætningen af bestyrelsen, og derfor vælger jeg at trække mig,” siger Carsten Normann.
Borgmester Hans Stavnsager, der repræsenterer ejeren i FFV Miljø & Energi, takker Carsten Normann for indsatsen.
”Jeg vil gerne takke Carsten Normann for indsatsen som bestyrelsesformand i FFV Miljø & Energi A/S. Han har været med til at sikre, at vi i dag har et moderne og veldrevet forsyningsselskab.”
Faaborg-Midtfyn Kommune vil nu i samarbejde med resten af bestyrelsen finde en ny kandidat, der kan opstilles som formand på den kommende generalforsamling.