Flere unge vælger en erhvervsuddannelse

Et tæt samarbejde mellem virksomheder, Faaborg-Midtfyn Kommune og FGU Syd- og Midtfyn har banet vejen for, at FGU Syd- og Midtfyn har en af Danmarks højeste andele af elever, som vælger Erhvervsgrunduddannelsen (EGU). Eleverne på EGU kommer med vidt forskelligt udgangspunkt, motivation og behov for støtte, men ens for dem alle er, at de har ”kloge hænder”. Det tætte samarbejde mellem FGU og Faaborg-Midtfyn Kommune sætter stik mellem de kloge hænder og kommunens mange virksomheder, som tager EGU-elever i praktik.

Eleverne på den forberedende grunduddannelse (FGU) er en mangfoldig gruppe: Aldersmæssigt er eleverne mellem 15-25 år og kommer med hver sin baggrund: Nogle kommer med fx dårlig skoleerfaring, mange skoleskift eller psykiske udfordringer, mens andre kommer med høj trivsel. Under FGU-forløbet kan man vælge uddannelsessporet EGU, som er en erhvervsgrunduddannelse, hvor eleven både er i virksomhedspraktik og på skoleforløb, hvor man deltager i undervisning, der er relevant for praktikforløbet.

Et stjerne-eksempel på godt samarbejde
Børne- og Undervisningsministeriet har et mål om, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse – og her udmærker FGU Syd- og Midtfyn sig aldeles positivt: Mens det på landsplan i gennemsnit er 7-8% af FGU-eleverne, som vælger EGU, er der på FGU Syd- og Midtfyn over 20% (svarende til 57 elever), der vælger erhvervsgrunduddannelsen. Det er et resultat, som ikke bare kommer af sig selv, fortæller Heidi Juul Madsen, som erhvervschef i Faaborg-Midtfyn Kommune:
”Når det lykkes FGU Syd- og Midtfyn at være i blandt landets bedste til at få unge i gang med en erhvervsgrunduddannelse, så er det fordi, at vi har mange socialt ansvarlige virksomheder i Faaborg-Midtfyn Kommune, som gerne går en ekstra meter for at hjælpe disse unge i gang med en uddannelse. Vi bakker som kommune op via vores kommunale ungeindsats (KUI), hvor KUI-vejlederne sørger for, at eleven får et godt, motiverende og trygt forløb – og når der er bump på vejen, løses det i samarbejde mellem KUI-vejlederen, eleven, FGU og virksomheden. Alle læner sig mod hinanden og tager ansvaret på sig. Det er et stjerne-eksempel på det gode samarbejde”.

Fokus på det gode forløb
Udover samarbejdet med erhvervslivet har FGU Syd- og Midtfyn også et tæt samarbejde med Opvækst og Læring samt Arbejdsmarkedsområdet i Faaborg-Midtfyn Kommune:
”Vi har et godt og koordineret samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommunes kommunale ungeindsats. Alle læner sig mod hinanden og tager ansvaret på sig. Der har fra starten været en forpligtigelse fra kommunes side, som er af stor betydning”, fortæller Ene Wolfsberg, som er direktør i FGU Syd- og Midtfyn.
FGU sidder også med i virksomhedspanelet i Faaborg-Midtfyn, hvor de kan møde virksomheder, lokale uddannelsesinstitutioner og jobkonsulenter. Det tætte samarbejde med virksomhederne i kommunen bærer frugt for både eleverne og virksomhederne, som ofte spørger efter at få flere elever efter endt praktik.

Kommunikation, engagement og samarbejde er nøgle til succesen
Ene Wolfsberg er ikke i tvivl om, at det tætte samarbejde, som går igen på kryds og tværs mellem FGU, kommunen, eleverne, virksomhederne og ikke mindst forældrene, er vejen til succesen:
”Vi gør også meget ud af at have forældrene med i samarbejdet om den unge, hvor det er muligt. De kender den unge bedst og kan hjælpe os på vej i situationer, hvor vi har brug for, at baglandet støtter ekstra op. Det er gennem kommunikation, engagement og samarbejde fra alle parter, at vi kan hjælpe så mange godt videre. Og så er vi aldrig længere væk end et telefonopkald – det gælder både for eleven, for mester og for kommunen”, slutter Ene.