Fra kørelærer til cater - Brian kom i voksenlære som 52-årig

I Faaborg-Midtfyn Kommune er godt 515 borgere kommet i voksenlære i løbet af de seneste 5 år.

22. marts 2024

Det er aldrig for sent at skifte spor i sit arbejdsliv. Det er Brian Folke Johansen et levende eksempel på. Han har arbejdet det meste af sit voksenliv – små 30 år - som kørelærer, men der skulle ske noget nyt.
 
Han rev teltpælene op og flyttede fra Nordsjælland til det fynske, og så skulle han finde et nyt arbejde. For to måneder siden startede han i voksenlære som cater i kantinerne i administrationsbygningerne Faaborg-Midtfyn Kommune.
 
”For mig var det vigtigt, at jeg ikke skulle sidde for meget på en skolebænk. Alternativet ville nok have været, at jeg havde taget et ufaglært arbejde. Men jeg ville gerne have noget papir på det, jeg arbejder med, ” siger Brian Folke Johansen, som sammen med sit lokale jobcenter kiggede nærmere på, hvilke brancher, der manglede arbejdskraft.
 
”Jeg kan rigtig godt lide at lave mad, så jobbet som cater passede mig godt. Jeg har stadig rigtig mange ting at lære, og jeg bliver jo forhåbentlig bedre efterhånden. Men jeg får rigtig god hjælp og har virkelig søde kolleger her i køkkenet,” siger han.
 
I Faaborg-Midtfyn Kommune er godt 515 borgere kommet i voksenlære i løbet af de seneste 5 år. Voksenlære er en mulighed, hvis du er ledig, men også en mulighed, hvis du er i arbejde og ønsker et karriereskift.
 
Det er oftest i det offentlige eller i byggebranchen, de faaborg-midtfynske borgere er kommet i voksenlære. 
 
Man kan ansættes i voksenlære, hvis man er mindst 25 år, når man starter uddannelse.
 
Du kan læse mere om at blive voksenlærling eller at ansætte en voksenlærling i din virksomhed på vores hjemmeside: Voksenlærling (fmk.dk)