Her er vinderne af årets frivilligpriser
1. oktober 2024
Faaborg-Midtfyn er fuld af foreninger og frivillige, som hver eneste dag gør en forskel for deres medmennesker. Dem hylder vi i Faaborg-Midtfyn blandt andet gennem frivilligpriserne, som uddeles en gang om året.
Der var i år indstillet i alt 24 kandidater på tværs af de tre kategorier. Alle har kunnet indstille frivillige og foreninger til priserne.
Vinderne udpeges af en jury, der består af en lokalpolitiker, kommunale embedsfolk, en repræsentant fra Folkeoplysningsudvalget, en repræsentant fra sidste års vinder af Årets Forening - Faaborg Bordtennisklub - samt en repræsentant fra Ungdomsrådet.
Udover hæderen vinder Årets Ildsjæl, Årets Forening og Årets Ungefællesskab en gavecheck på 7.500 kroner samt en skulptur lavet af kunstner Philip Streich.
Årets Ildsjæl
Annika Mørk Jensen er årets ildsjæl i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Annika er initiativtager til netværket Livet som handikappet, og hun brænder for at gøre verden mere tilgængelig for dem med diagnoser og handicaps.
Hun er frivillig frontløber i projekt "Natur for alle", hvor hun tager ud i naturen og undersøger tilgængeligheden de forskellige steder, inden hun arrangerer ture dertil, hvor alle er velkomne.
I en af indstillingerne lyder det blandt andet:
”Annika har skabt et unikt netværk, hvor vi mødes på tværs af forskellige handicaps og diagnoser samt et netværk for pårørende og søskende, hvor der er rig mulighed for at sparre med hinanden. Annika har et helt unik positivt syn på livet, selvom det ofte viser tænder.”
Annika fik prisen overrakt af formand for Folkeoplysningsudvalget Iben Bech, som sammen med en del fra netværket samt Annikas mand overraskede hende ved Ådalsscenen i Gislev.
Årets Forening
Rething-Gruppen er Årets Forening i Faaborg-Midtfyn.
En tirsdag aften kiggede formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget, Anne Møllegaard Mortensen, forbi for at afsløre den gode nyhed ved DDS-spejdernes arrangement.
Rethingh-Gruppen var særligt indstillet for deres gode arbejde med børn med særlige behov. I indstillingen lyder det blandt andet:
”De KAN noget med børn og unge. Uanset hvem og hvad de er og kommer fra, så ses de som helt almindelige børn. Og behandles derudfra. Et virkeligt specielt syn, da vores børn ofte møder fordomme og særbehandling. Her er de nøjagtigt som alle de andre. De er en ener i Faaborg-Midtfyns foreningsliv”.
Årets Ungefællesskab
Årets Ungefællesskab 2024 er Faaborg-Midtfyn Kommunes Ungdomsråd.
Prisen går til Ungdomsrådet for det arbejde, som en gruppe under rådet har stået bag med at få en flydeponton til Klinten i Faaborg til glæde for både børn, unge og voksne.
Der blev fundraiset midler fra bl.a. Sallingfonden for mere end 200.000 kr., og projektet blev dermed en realitet.
”Ungdomsrådet er et særligt, stærkt fællesskab, hvor de drømme, I har for ungdomslivet i Faaborg-Midtfyn Kommune, kan gå i opfyldelse – det har vi bl.a. set ved projektet med flydepontonen. I kan få ting til at ske,” lød det blandt andet, da prisen blev overrakt.
Du kan se alle dem, der var indstillet til de priser, her: Se alle dem, der er indstillet til de faaborg-midtfynske frivillighedspriser i 2024 (fmk.dk)