Kom og se det første udkast til fornyelsen af Faaborg Torv

Faaborg-Midtfyn Kommune inviterer til borgermøde den 30. oktober 2024 i forbindelse med fornyelsen af Faaborg Torv. Her præsenteres det første idéoplæg, og alle er velkomne.

11. oktober 2024

Hvordan skal Faaborg Torv se ud i fremtiden? Hvilke aktiviteter skal Torvet kunne rumme? Og hvordan skal Torvet indrettes?

Det er nogle af de spørgsmål, som Faaborg-Midtfyn Kommune har arbejdet med de seneste år, og nu ligger det første idéoplæg klar. Oplægget præsenteres på et borgermøde onsdag d. 30. oktober klokken 19-21, Øhavsskolen afd. Svanen, Sundvænget 9, Faaborg. Tilmelding senest d. 28. oktober klokken 16 via dette link: https://fmk.nemtilmeld.dk/154/

Alle interesserede er velkomne til mødet.

”Faaborg Torv er byens hjerte og har stor betydning for Faaborg som købstad. Formålet med fornyelsen er, at Torvet fremadrettet skal give bedre plads til de mange anvendelsesmuligheder, som er udviklet på Torvet hen over de seneste år, og som er med til at bidrage til at skabe mere byliv. Jeg glæder mig til, at vi kan præsentere det første idéoplæg og høre, hvilke reaktioner og tilbagemeldinger, det afføder,” siger Søren Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget. 

Erfaringer skal omsættes

Der har i en årrække været iværksat en række prøvehandlinger på Torvet, som fx udvidelse af arealerne for udeserveringer, kombineret scene og siddemøbel samt begrænsninger i trafikken på Torvet. Prøvehandlingerne har givet anledning til mange debatter, og disse er fulgt op med årlige evalueringer.

Der har senest været holdt byvandring og idéworkshop i september.

Alle disse prøvehandlinger og input danner grundlag for fornyelsen af Faaborg Torv, som begynder at tage form.

Fornyelsen af Faaborg Torv er en del af den statslige forsøgsordning for Frie Bymidter, som Faaborg-Midtfyn Kommune deltager i frem til 2030. Forsøgsordningen giver bl.a. mulighed for at få medfinansieret forskønnelsen af bymidten.

Sammen med en fornyelse af Torvet arbejdes der også med en styrkelse af forbindelserne mellem bymidten og havnen, så havneaktiviteterne kan gavne bymidten og omvendt. 

Fornyelsen af Torvet og en styrkelse af forbindelserne mellem havn og bymidte er et af flere større udviklingsprojekter, der tilsammen skal styrke Faaborg by på en lang række parametre, såsom turisme, klima, handel, erhverv, bosætning, kultur, natur, fritid, infrastruktur mv.  

Det endelige forslag til Torvets indretning forventes at ligge klar ved udgangen af året, hvor det skal politisk godkendes.