Kom til byvandring og idéworkshop for Faaborg Torv

Faaborg-Midtfyn Kommune inviterer til byvandring og idéworkshop den 14. september i forbindelse med fornyelsen af Faaborg Torv, og du er inviteret med. Udviklingen af torvet er en del af den statsstøttede forsøgsordning ’Frie Bymidter’.

30. august 2024

 

Faaborg Torv

I de seneste år har Faaborg-Midtfyn Kommune arbejdet med udviklingen af Faaborg Havn og bymidte. På Faaborg Torv har der blandt andet været lavet en række prøvehandlinger, hvor arealerne for udeservering er blevet udvidet, og et nyt møbel med scene og siddemøbel er blevet opsat. Derudover er trafikken blevet begrænset på torvet.

Nu er tiden så kommet til at omsætte erfaringerne til en fornyelse af Faaborg Torv. Med udviklingsplanens vision om at gøre Faaborg til et knudepunkt for vitalitet og trivsel, kommer torvet til at spille en afgørende rolle for byens puls og områdets samlede transformation. Derfor skal torvet være mere multifunktionelt i sin anvendelse, og det skal kunne bruges til endnu flere aktiviteter, end det er muligt i dag. 

Frie Bymidter

Fornyelsen af Faaborg Torv er en del af den statslige forsøgsordning for Frie Bymidter, som Faaborg-Midtfyn Kommune deltager i frem til 2030. Forsøgsordningen giver bl.a. mulighed for at få medfinansieret forskønnelsen af bymidter. Derfor er der til bymidterne i forsøgsordningen afsat i alt 130 mio. kr. til medfinansiering.

Som startskuddet til processen med fornyelsen af Torvet, vil Faaborg-Midtfyn Kommune gerne invitere alle interesserede til en byvandring og idéworkshop lørdag den 14. september kl. 10.00-13.00 med mødested i Aulaen på Øhavsskolen, afd. Svanen.

”Vi glæder os til at få sat gang i en dialog og et arbejde, hvor vi i fællesskab skal finde frem til, hvordan vi kan forny Torvet, så det bliver et sted, der understøtter udviklingen af Faaborg og binder byen sammen på en naturlig måde,” fortæller Søren Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Faaborg-Midtfyn Kommune har indgået et samarbejde med Erik Brandt Dam Arkitekter, der sammen med deres underrådgivere Urban Creators, Lightscapes og Artelia vil samle idéerne og udforme et forslag til en fornyelse af torvet. Senere i processen vil der blive indkaldt til endnu et borgermøde om torvet, hvor de første skitser præsenteres. Det forventes, at der ligger et forslag klar til torvets indretning ved årets udgang.

Udover fornyelsen af torvet arbejdes der også på at styrke forbindelserne mellem bymidten og havnen, så aktiviteterne på havnen kan gavne bymidten og omvendt. Alt dette er en del af flere større udviklingsprojekter, der tilsammen skal styrke Faaborg-by på en lang række parametre såsom turisme, klima, handel, erhverv, bosætning, kultur, natur, fritid, infrastruktur mv. 

Byvandring og workshop den 14. september

Ønsker du at deltage i byvandringen og idéworkshoppen den 14. september, skal du tilmelde dig senest den 12. september.

Selve byvandringen foregår fra kl. 11.00-12.00. Ønsker du kun at deltage i byvandringen, skal du give besked om dette ved tilmelding.