Nu kan unge komme i politisk mesterlære

Ungdomsskolen Faaborg-Midtfyn tilbyder en unik mulighed for alle unge mellem 9.kl. og 24 år til at prøve kræfter med det lokalpolitiske system.

16. september 2024

14 medlemmer fra kommunalbestyrelsen og Faaborg-Midtfyn Kommune er gået sammen om et nyt spændende projekt, som faciliteres og udbydes af Ungdomsskolen. Projektet hedder Politisk Mesterlære.

Projektet er målrettet alle unge, som er bosiddende i Faaborg-Midtfyn Kommune og som går i 9. kl.-24 år.

I Politisk Mesterlære vil unge få mulighed for at følge og få indblik i lokalpolitik og politiske processer ved at komme i mentorordning hos en lokalpolitiker.

Derudover vil de få kendskab til, hvordan de kan få politisk indflydelse samt være ungerådgiver for politikerne.

Rikke Kristensen, koordinator ved Ungdomsskolen i Faaborg-Midtfyn siger:

“Mange unge interesserer sig for både for international og national politik, men mange unge har ikke kendskab til det nærpolitiske og ved heller ikke om, eller hvordan, de kan benytte deres stemme."

Som ung deltager i projektet behøver man ikke vide en masse om politik. Man skal dog have lyst til at investere tiden i at deltage i planlagte møder og workshops, der vil ligge om eftermiddagen og aften.

I de forskellige workshops vil man blandt andet lære om en kommune som organisation, som kommunaldirektør Helle Vibeke Carstensen vil afholde.

Sofie Mosgaard, der vandt DM i debat på Folkemødet i år, vil stå for workshops om præsentations - og debatteknikker.

At styrke den demokratiske dannelse og forståelse hos unge er vigtigt.

”De unge er fremtidens voksne, derfor er det hammervigtigt, at de bliver inddraget i de politiske beslutninger, der kommer til at påvirke dem nu og i deres fremtid. I projektet politisk mesterlære får de unge et indblik i, hvordan politik bliver til og derigennem en viden, som de selv kan bruge, når de vil påvirke den politiske beslutningsproces," udtaler Ole Starklint, ungdomsskoleleder i Ungdomsskolen Faaborg-Midtfyn.

Hvis du, eller en du kender er interesseret i at deltage i projektet skal du ansøge hos Ungdomsskolen. Ungdomsskolen vil stå for matchmaking mellem politikere og unge deltagere.


Fra december 2024 til marts måned 2025 vil deltagere komme i mentorordning hos lokalpolitikere, som også vil være behjælpelig med praktiske ting.

Mere information om projektet samt ansøgningsskema kan findes på Ungdomsskolens hjemmeside Politisk Mesterlære - Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole (fmus.dk).