Ny borgerrådgiver ansat i Faaborg-Midtfyn Kommune
29. april 2024
Faaborg-Midtfyn Kommune har ansat en borgerrådgiver i en permanent stilling pr. 1. juni 2024. Det bliver Helle Strunge Christiansen, der kommer til at varetage funktionen.
Helle Strunge Christiansen har en kandidat i samfundsvidenskab med speciale i administration og kommer med mangeårig erfaring fra kommunale ansættelser. Hun har tidligere bl.a. været leder af udsatteområdet i Nyborg Kommune og senest myndighedsleder af det specialiserede socialområde for voksne i Odense Kommune.
”Min største motivation er, at borgerens møde med kommunen altid opleves som værdigt og hjælpsomt, uanset hvor borgeren henvender sig. Min motivation og tilgang til arbejdet som borgerrådgiver er dybt forankret i principperne om respekt, retfærdighed og samarbejde. Jeg tror på, at de bedste løsninger opstår, når vi lytter til hinanden, og jeg har i mine ansættelser altid været forpligtet af at sikre, at borgerne bliver hørt og respekteret i deres samarbejde med kommunen,” siger Helle Strunge Christiansen.
Ansættelsen glæder borgmester Hans Stavnsager:
”Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har valgt at tilbyde Helle Strunge Christiansen stillingen, og vi er overbeviste om, at hun med sine kompetencer og erfaring kan løfte opgaven med at styrke dialogen mellem borgere og kommune og sikre borgernes retssikkerhed,” siger han.
Borgerrådgiveren kan blandt andet give uvildig rådgivning og vejlede, hvis borgere har fået en afgørelse, de ikke forstår, eller hvis borgeren har brug for hjælp til at finde rundt i det kommunale system.
Ansat under kommunalbestyrelsen
Faaborg-Midtfyn Kommune har tidligere haft en borgerrådgiver ansat i en tidsbegrænset stilling. Den tidsbegrænsede stilling refererer til kommunaldirektøren og udløber den 31. maj 2024.
Kommunalbestyrelsen har tidligere i år vedtaget, at borgerrådgiverfunktionen i stedet skal organiseres under kommunalbestyrelsen. Dette træder i kraft ved den nye ansættelse fra 1. juni 2024.
Stillingen som borgerrådgiver er på 32 timer ugentligt, og borgerrådgiveren får kontor i administrationsbygningen på Mellemgade i Faaborg.