Nye undervisningslokaler og musikhus står klar i Årslev
22. november 2024
Det var en glædens dag på Broskolen Afd. Bøgehøj i Årslev fredag, hvor et spritnyt musikhus samt et nyopført hus med undervisningslokaler officielt blev indviet.
Udvidelsen rummer fire klasseværelser til udskolingselever, som får deres daglige gang der. Derudover er der faglokaler til “håndværk og design” og “billedkunst”.
“Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde eleverne i Årslev nye og moderne faciliteter, hvor der i meget højere grad tages hensyn til moderne undervisningsformer som gruppearbejde og projektarbejde i indretningen,” siger Mads Holdgaard, formand for Opvækst og Læringsudvalget.
I musikhuset er der undervisningslokaler, øverum og sale, hvor små og store kan være sammen om musikken. Musikskolen vil have til huse i det nye musikhus, når skoledagen slutter. Ligeledes kan lokalsamfundet også byde ind på at bruge de nye lokaler efter skoletid.
“De nye rammer bliver et stort løft for musikskolens undervisning, og jeg håber også, at lokalsamfundet vil tage bygningerne til sig og bruge dem som ramme for de fællesskaber, der findes i området,” siger Anne Møllegaard Mortensen, formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget.
Byggeriet lever op til kravene til en DGNB hjerte- og guldcertificering, som kendetegner byggerier, der tager særlige bæredygtighedshensyn.
Hvis man ved selvsyn gerne vil opleve de spritnye lokaler i skoletilbygningen og musikhuset, er der åbent for alle onsdag d. 4. december mellem kl. 16 og 17.
Klar til fremtiden
Sideløbende med nybyggeriet er den resterende del af skolen ved at blive moderniseret. Det arbejde forventes afsluttet i foråret, hvor også udenomsarealerne omkring de nye bygninger står færdige.
I juni sidste år åbnede Årslevs nye integrerede institution, Børnehuset Kastanjen, og i august sidste år stod de første boliger i den nye, bæredygtige bydel klar til at tage imod nye beboere.
Årslev har også fået en ny klimavenlig bypark og en ny bymidte, og til marts skydes gang i projektet med at skabe en plads, der skal binde hal og skole sammen.
“Indvielsen af de nye faciliteter på skolen er en milepæl i arbejdet med at ruste os til den tilflytning, vi forventer til Årslev i de kommende år. Ikke mindst på grund af de mange arbejdspladser, der bliver skabt med Odense Dry Port lige i nærheden. Og så er en moderne skole et stærkt kort at have på hånden i forhold til at tiltrække investorer,” siger borgmester Hans Stavnsager om skoleudvidelsen.
Faaborg-Midtfyn Kommune har et mål om at få 1200 nye borgere til Årslev-Sdr. Nærå inden 2030.
FAKTA Om Fremtidens Forstad
- Under overskriften Fremtidens Forstad investerer Faaborg-Midtfyn Kommune i Årslev-Sdr. Nærå for at gøre området til et endnu mere attraktivt sted at bo og leve for mennesker, der gerne vil bo med naturen lige uden for døren og med storbyens tilbud og arbejdspladser tæt på.
- Befolkningsudviklingen i Årslev-Sdr. Nærå ligger på 14,8% for årene 2014 til 2024. Det er mere end dobbelt så meget som landsgennemsnittet for samme periode, der ligger på 5,9%.