Oplev Faaborg Vinterdage 2025 – Et vintereventyr med alt fra kolde gys til varmt velvære
8. november 2024
Faaborg Vinterdage 2025 kombinerer det rå og bjergtagende vinterlandskab med aktiviteter, der favner både puls og fordybelse.
Programmet byder blandt andet på vinterbadning og saunagus, guidede vintervandringer, strik i vildmarksbad, motionsløb og meget mere. Programmet giver mulighed for, at de besøgende kan udforske og nyde alt det, Faaborg og Øhavet har at byde på i vintersæsonen.
Vinterdage-programmet byder på noget for alle – uanset om du er på jagt efter kolde gys eller ønsker ro og afslapning.
"Med Faaborg Vinterdage ønsker vi at vise, at vores by har noget særligt at byde på hele året – også når vinterkulden bider i kinderne. Vi skaber denne oplevelse for at give besøgende et anderledes møde med natur og kultur, hvor de kan mærke vinterens kontraster med både kolde gys og dyb afslapning. Vores håb er, at gæsterne vil tage hjem med ny energi og en fornemmelse af alt det, Faaborg kan tilbyde, uanset sæson," siger projektleder for Faaborg Vinterdage, Johanne Holten.
Faaborg lægger endnu engang hav til DM i issvømning. Mesterskabet er tæt på udsolgt, og tiltrækker deltagere fra både ind- og udland.
Overnatning, pakker og praktisk information
Flere af Faaborgs overnatningssteder og spisesteder tilbyder særlige vinterpakker, som kombinerer overnatning med adgang til wellness og gastronomiske oplevelser, der er skabt til at varme gæsterne op.
Dyk ned i programmet og sammensæt dine helt egne vinterdage. Billetter til de forskellige aktiviteter kan købes online på www.visitfaaborg.dk/faaborgvinterdage.
Sæt kryds i kalenderen for en uforglemmelig vinterweekend i Faaborg, hvor naturens kulde og kulturens varme mødes til en stemningsfuld oplevelse, der hylder det bedste ved den danske vinter.
Nye, spændende aktiviteter føjes løbende til programmet på VisitFaaborgs hjemmeside.
FAKTA: Om Faaborg Vinterdage 2025
Faaborg Vinterdage afvikles fra 24. - 26. januar 2025.
Byens aktører har indtil videre budt ind med mere end 30 arrangementer i hele Faaborg-området som fx vildmarksgastronomi, mindfulness, strik i vildmarksbad, vinterfortællinger, saunagus, vintervandring og øl-ture.
Samtidig danner Faaborg for anden gang også ramme for et næsten udsolgt DM i issvømning, som blev et stort tilløbsstykke for både deltagere og tilskuere. I skrivende stund er der 320 deltagere.
Programmet for Faaborg Vinterdage 2025 findes på www.visitfaaborg.dk/faaborgvinterdage, hvor der løbende tilføjes nye programpunkter.