350 småjobs skabt til udsatte på kanten af arbejdsmarkedet

Code of Care har nået endnu en milepæl i arbejdet med at skabe jobåbninger til udsatte. Håbet er at få endnu flere virksomheder med i samarbejdet.

21. januar 2025

Faaborg-Midtfyn Kommune har sammen med Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd og en række andre samarbejdspartnere siden 2020 arbejdet sammen med Code of Care for at skabe småjobs til borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Og det er lidt af en succeshistorie. Der er nemlig nu skabt hele 350 jobåbninger til målgruppen. 

Code of Care hjælper borgere tilbage på arbejdsmarkedet, som af den ene eller anden grund ikke kan klare et fuldtidsjob. Det kan være borgere, der har psykiske, fysiske og sociale udfordringer. De mange småjobs er skabt på tværs af det private og det kommunale arbejdsmarked. 

"Vi oplever en stor velvilje blandt vores virksomheder til at tage ansvaret på sig og bidrage til, at vi i Faaborg-Midtfyn har et rummeligt arbejdsmarked, hvor vi skaber plads til alle. Virksomhederne får mulighed for at få løst nogle opgaver, som man måske ikke ville ansætte en fuldtidsmedarbejder til, og samtidig gør man som arbejdsplads en stor forskel for et medmenneske. Det er enormt meningsfyldt,” siger Johnny Poulsen, formand for Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd.  

Han håber, at endnu flere lokale virksomheder vil byde sig til med jobåbninger til borgere på kanten af arbejdsmarkedet i 2025.  

“Vi vil rigtig gerne udbygge fællesskabet. Jo flere, vi er om at løfte ansvaret, des bedre lykkes vi, siger han.  

I dag er over 100 lokale virksomheder engageret i Code of Care Faaborg-Midtfyn.  

En kæmpe forskel for den enkelte 

Faaborg-Midtfyn Kommune er kommunens største arbejdsplads, og her er der indtil videre skabt godt 100 småjobs. Målet er, at endnu flere skal komme til i 2025. 

“Som kommune skal vi naturligvis også løfte vores del af ansvaret. Jeg glæder mig meget over, at vi som kommune og private aktører står sammen om denne opgave. At komme i et småjob gør en stor forskel for det enkelte menneske, som på den måde kommer ind i et arbejdsfællesskab, skaber relationer og kommer tættere på selvforsørgelse,” siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune, René Brinch Petersen. 

Hvis man som arbejdsplads har lyst og mulighed for at ansætte en medarbejder i småjob, kan man ringe på telefonnummer 72537533 eller 72537450 eller få yderligere information her: Småjob 

FAKTA: Code of Care 

Code of Care er en nonprofit organisation, som inspirerer til, informerer om og skaber innovation inden for virksomhedernes sociale ansvar. Organisationen arbejder for, at flere mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer i livet inkluderes på de danske arbejdspladser. 

Faaborg-Midtfyn Kommune og Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd har haft et samarbejde med Code of Care siden 2020.  

At få udsatte borgere i småjobs har vist sig at være et effektivt værktøj for jobcentrene landet over. 

Blandt andet viser en række analyser, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har lavet, at løntimer til udsatte ledige giver mere varig tilknytning til arbejdsmarkedet, kan afhjælpe mangel på arbejdskraft og har en langsigtet positiv effekt. 

Læs mere i artiklen fra Kommunernes Landsforening her: Småjob som vejen til selvforsørgelse for udsatte ledige hitter i jobcentrene