Her er de nominerede til Årets Virksomhed

Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd har nomineret tre kandidater. Vinderen kåres ved Erhvervsrådets generalforsamling d. 12. marts.

7. marts 2025

Hvert år kårer Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd Årets Virksomhed i Faaborg-Midtfyn Kommune i forbindelse med generalforsamlingen. Og nu er det offentliggjort, hvem der er nomineret til titlen.

De tre nominerede er:

  • Korinth Entreprenørfirma
    Korinth Entreprenørfirma har eksisteret i 77 år og dækker de fleste områder inden for anlæg og kloak. Virksomheden er igennem et generationsskifte, hvor Ib Lauersen og Jørgen Høj, der har kørt parløb siden 1989, er ved at overdrage virksomheden til næste generation: Ibs sønner Bjarke og Thor – og Jacob Østerberg, som købte sig ind i virksomheden i 2019.

  • Sima Innovation, Årslev
    Sima Innovation leverer udstyr til forsvaret og har specialiseret sig i sikkerheden omkring de dele, der sidder oven på selve kampkøretøjerne. Sima har omkring 35 ansatte og leverer til det danske og franske forsvar – og har netop underskrevet en samarbejdsaftale med Finland.

  • Hotel Faaborg Fjord
    I 2024 steg omsætningen med 350%, og hotellet blev kåret til Danmarks Bedste Hotel. Hotellet har gennemgået en forvandling, hvor naturen, den nordiske stil og det mere bæredygtige trækkes ind i hotellet. Den gamle svømmehal er forvandlet til en spa-afdeling, og hotellet har fået det økologiske spisermærke af bronze. Nu er turen kommet til at renovere samtlige 128 værelser, så de også bliver moderne og æstetiske.

Vinderen afsløres ved Erhvervsrådets generalforsamling d. 12. marts.

Det er deltagerne på generalforsamlingen, som kommer til at afgøre, hvem af de tre virksomheder, som får prisen. Der bliver nemlig afstemning på aftenen, efter at virksomhederne er blevet præsenteret.

På Erhvervsrådets hjemmeside kan du læse mere om de tre nominerede og se en præsentationsvideo af kandidaterne: Her er de nominerede til Årets Virksomhed

Husk tilmelding til generalforsamlingen for medlemmer inden 7. marts: Generalforsamling 2025