Mere hjælp til børn i familier med psykisk sygdom

I februar 2025 starter et nyt samarbejde mellem Faaborg-Midtfyn Kommune, Bedre Psykiatri og Ole Kirks Fond, som skal støtte børn i familier, der er berørt af psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Initiativet er en del af kommunens udviklingsstrategi, hvor fokus på børn og unges mentale trivsel er et centralt indsatsområde.

D. 17. januar 2025

Kommunalbestyrelsen godkendte i 2024 etableringen af børnegrupper for børn i familier med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Tilbuddet skal give børnene et trygt fællesskab, hvor de kan dele tanker og følelser og samtidig få konkrete værktøjer til at tackle de udfordringer, de møder som pårørende.

”Det er et vigtigt skridt for vores kommune, at vi nu kan tilbyde børnegrupper for børn i familier med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse. Børnene får et trygt sted at dele deres tanker og følelser, mens forældrene bliver klædt bedre på til at støtte deres børn i hverdagen. Det er en indsats, der kan gøre en stor forskel for familierne,” siger formand for Opvækst- og Læringsudvalget, Mads Holdgaard.

Sideløbende deltager forældrene i et parallelt gruppeforløb med undervisning og sparring. Her får forældrene viden og værktøjer til bedre at forstå og støtte deres børn.

”Dette tilbud er helt i tråd med vores mål om at styrke mental trivsel hos børn og unge. Vi ved, at tidlige og målrettede indsatser har en stor effekt, og derfor er vi stolte af at kunne tilbyde dette initiativ til vores familier,” siger formand for Socialudvalget, Tanja Kromann Clausen.

Generalsekretær i Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen, fremhæver betydningen af det nye samarbejde, der skal sikre bedre støtte til en ofte overset gruppe børn:

”Børn, der er pårørende, kan ofte blive overset, og det kan have konsekvenser for deres trivsel og fremtid. Derfor er vi glade for, at Faaborg-Midtfyn Kommune har lyst til sammen med os at give børnene et sted og en hjælp, der er særlig for dem,” siger Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri.


Sådan fungerer børnegrupperne

Bedre Psykiatris børnegrupper hjælper børn, der er pårørende til en søskende eller en forælder med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Grupperne giver børnene mulighed for at mødes med andre i samme situation, at dele tanker og følelser samt at få viden.

Målet er at give børnene redskaber til at håndtere de udfordringer, der ofte følger med at være pårørende.


Et fællesskab med mening

Forløbene, der som minimum vil løbe over de næste to år, tilbyder børnene et unikt fællesskab, hvor de kan føle sig forstået og støttet. Erfaringer fra lignende tilbud i andre kommuner viser, at børn og forældre oplever en mærkbar forskel i deres hverdag.


Fakta om tilbuddet:

  1. Opstart: Februar 2025. Minimum et forløb pr. halvår.
  2. Varighed: 7 gruppegange over 2 måneder.
  3. Tid og sted: Tirsdage kl. 16.00-18.00 i MDVuns huset, Birkevej 15, Vester Hæsinge.
  4. Målgruppe: Børn i indskolingen (0.-3. klasse), der er pårørende til søskende med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, samt deres forældre.

 

For mere information og tilmelding:

https://bedrepsykiatri.dk/born