Nu bliver museumsudvidelse til virkelighed

En stor og glædelig nyhed er landet i Faaborg i dag.

13. marts 2025

De sidste fondsmidler er i hus, og det betyder, at udvidelsen af Øhavsmuseet på havnefronten nu for alvor kan skydes i gang. Nordea-Fonden og Augustinus Fonden sikrer den sidste del af finansieringen med henholdsvis 20 og 10 mio. kroner, og museet forventer at slå dørene op for de første besøgende i 2027.

Øhavsmuseet kommer til at rumme store permanente udstillinger, og samtidig bliver der plads til særudstillinger, der fremvises i kortere perioder. Museet er også besøgscenter for UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og skal være med til at udbrede kendskabet til vores område.

Udover støtte fra Nordea-Fonden og Augustinus Fonden er der støtte på samlet 23.887.000 kr. fra Kulturministeriet, Nordisk Ministerråd og Faaborg-Midtfyn Kommune. Endelig bidrager museet med lidt over 7 mio. kr.  via egenfinansiering mv.