Nye, klimavenlige færger til danske småøer forsinkes
D. 2. april 2025
Kommunerne trækker udbud
Aalborg, Faaborg-Midtfyn, Odder, Slagelse og Svendborg Kommune konstaterer, at der ikke er kommet brugbare tilbud fra værfterne på det fælles udbud, som blev præsenteret midt i november sidste år. Udbuddet er derfor trukket tilbage.
”Vi er naturligvis ærgerlige over, at det på trods af en stor ordre på 5 færger ikke er lykkedes at tiltrække den ønskede opmærksomhed. Det, vi mærker, er bl.a. effekterne af den stigende efterspørgsel efter skibe til civilt eller militært brug, der som resultatet giver priser og leveringstider, der ligger uden for skiven i forhold til vores forventninger. Derfor har vi trukket udbuddet og overvejer nu tilpasninger for et genudbud ”, udtaler Søren Bach-Hansen på vegne af de 5 kommuners styregruppe.
Stor interesse for standardfærgen, men kun et bud
Der var ellers stor interesse fra såvel danske som udenlandske værfter, da kommunerne i samarbejde med Dansk Standardfærge udsendte EU-udbuddet på bygning af de 5 færger, men ved fristens udløb kan det desværre konstateres, at kun ét enkelt bud er løbet ind.
”Udbuddet var sammensat ud fra vægtede hensyn til pris, kvalitet og levering. Base-ret på markedsdialog og input fra vores rådgivere var vurderingen, at værftsmarkedet gjorde det muligt, at vi kunne opnå attraktive tilbud både på bygning af færgerne og samtidig minimere risikoen for leveringsforsinkelser. Det, må vi desværre se i øjnene, ikke er tilfældet”, fortsætter Søren Bach-Hansen.
Næste skridt: Genudbud
De 5 kommuner har derfor besluttet at trække udbuddet og bedt om, at styregruppen og Danske Standardfærger arbejder på at justere udbudsmaterialet og sende ordren i genudbud. Målet er forsat standardisering af ø-færgernes kritiske komponenter indenfor konceptet ”Standardfærgen”, da samarbejdet og selve konceptet fortsat er det rigtige. Men det står klart, at udbudsvilkårene skal revurderes.
”Vi har modtaget mange tilbagemeldinger fra værfter, der var interesserede i udbuddet. Dem tager vi med videre. Vi vil også gennemføre en fornyet markedsdialog med relevante værfter for at sikre, at vores genudbud har en bredere interesse for værfterne. Det markedstilpassede udbud forventes at være klar medio sommeren 2025, så resultatet kan præsenteres for de nye kommunalbestyrelserne primo 2026. Med forbehold for det vindende værfts leveringstid, er det håbet, at den første af de 5 færger kan leveres medio 2027, som altså desværre er et halvt år senere end forventet” slutter Søren Bach-Hansen på vegne af de 5 kommuners styregruppe.
Kontakt
Søren Bach-Hansen, Formand for kommunernes styregruppe
Svendborg Kommune
E-mail: soren.bach-hansen@svendborg.dk
Mobil: 3017 5490