Sådan skal Faaborg Torv fornyes
15. januar 2025
Ymerbrønden flyttes til sin oprindelige placering midt på Torvet, der opføres en ny scene/opholdsmøbel, og der plantes nye træer og anlægges ny belægning, som binder Torvet bedre sammen.
Det er nogle af de ting, faaborgensere og besøgende i byen kan se frem til, efter kommunalbestyrelsen onsdag aften vedtog planerne for fornyelsen af den centrale plads midt i Faaborg by.
Projektet er blevet til efter en proces, hvor både borgere og erhvervsdrivende har været inddraget blandt andet via borgermøder.
“Jeg er meget glad for det færdige projekt, som vi nu kan gå i gang med. Jeg vil gerne takke for alle de input, vi har fået i løbet af processen, og jeg er sikker på, at det nye torv kommer til at danne ramme om endnu mere liv i bymidten. Jeg glæder mig desuden over, at vi med forholdsvis få greb kommer til at få et helt nyt udtryk på Torvet, og at vi kan genbruge materialer fx. til ny belægning på Lille Torv,” siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Kristensen.
Spaden i jorden til efteråret
Torvefornyelsen rummer blandt andet:
- Nyt rundt opholdsmøbel og træer, der understøtter Ymerbrønden. Møblet udgør også en scene
- Ændring og sammenfletning af belægningen på Torvet og “Lille Torv”
- Nye lampemaster og armaturer på hele Torvet
- Pullerter og fast inventar som fx pavilloner fjernes
- Nye bænke foran Turistbureauet
- Omlægning af P-pladser, herunder handicapparkering fra Torvet til omkringliggende gader.
Politikerne besluttede samtidig, at der vil være indkørsel forbudt på det nye torv, og at der i de kommende år skal arbejdes videre med yderligere trafikale ændringer, som skal mindske motoriseret trafik i bymidten.
Det er Erik Brandt Dam Arkitekter, der har udarbejdet planerne for fornyelsen af Faaborg Torv.
Det nye torv har et budget på omkring 6,7 mio. kr. og er første etape i det samlede budget for arbejdet med Torvet og forbindelserne mellem by og havn på i alt 15,1 mio. kr.
Faaborg-Midtfyn Kommune finansierer selv 8,8 mio. kr., mens statens tilskud er på 6,3 mio. kr. gennem puljen under Frie Bymidter.
Torvefornyelsen projekteres i første halvår af 2025, hvorefter projektet sendes i udbud. Det forventes, at anlægsarbejdet kan gå i gang i september 2025.