Undersøgelse skal vise tilfredsheden med bylivet i Faaborg
8. januar 2025
Faaborg Torv står over for en større forvandling i de kommende år, når kommunalbestyrelsen inden længe forventeligt vedtager en plan for fornyelsen af den centrale plads.
Fornyelsen af Faaborg Torv er en del af den statslige forsøgsordning for Frie Bymidter, som Faaborg-Midtfyn Kommune deltager i frem til 2030. Forsøgsordningen giver bl.a. mulighed for at få medfinansieret forskønnelsen af bymidter.
Men hvordan bliver de kommende forandringer egentlig modtaget? Det vil og skal Faaborg-Midtfyn Kommune gerne kunne måle på. Derfor har 2500 repræsentativt udvalgte borgere i Faaborg og omegn i dag modtaget en spørgeskemaundersøgelse, som handler om, hvordan de oplever bylivet i Faaborg.
“Jeg håber, at rigtig mange af de udvalgte borgere har lyst til og mulighed for at deltage i denne første undersøgelse. Svarene i denne og de næste undersøgelser vil give os et rigtig godt grundlag for at kunne følge med i, hvordan de initiativer, vi sætter i værk med fornyelsen, virker hos dem, der bruger Torvet”, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Kristensen.
Forbindelser mellem by og havn
Udover spørgeskemaer har Faaborg-Midtfyn Kommune også opsat besøgstællere i gågaden for at måle på antallet af besøgende. I bymidten og på havnen er der opsat trackere, der via mobilnettet kan følge folks bevægemønstre. Det er fuldstændig anonymt og lever op til alle GDPR-krav.
Formålet med trackingen er at følge med i, om vi får skabt gode forbindelser mellem by og havn, som også er en del af projektet for Faaborg.
Deltagelse i forsøgsordningen Frie Bymidter forudsætter løbende evaluering. Resultaterne offentliggøres løbende på kommunens hjemmeside, og der vil fremadrettet blive lavet yderligere evalueringer.
Det endelige projekt for fornyelsen af Faaborg Torv er netop blevet behandlet af Økonomiudvalget, som har indstillet, at det godkendes endeligt af kommunalbestyrelsen på kommunalbestyrelsesmødet onsdag d. 15. januar 2025.