Områdefornyelse i Korinth
Med afsæt i kommunens udviklingsstrategi 2019-2030 og Faaborg-egnens profil skal områdefornyelsen kickstarte og understøtte kommunens bestræbelser på at skabe fortsat udvikling og attraktive bosætningsmuligheder i by- og lokalsamfund. Du finder områdefornyelsesprogrammet længere nede på siden.
Den samlede økonomiske ramme for områdefornyelsen er på 5 mio. kr. Midlerne kan bl.a. bruges til at opgradere byrum, vejarealer og grønne arealer, understøtte klimatilpasningsprojekter og sociale og kulturelle arrangementer.
Programmet som er udarbejdet i efteråret 2021 sammen med borgere og lokale aktører, beskriver hvilke potentialer og udfordringer, samt hvilke udviklingsområder og indsatser der konkret skal arbejdes videre med de næste 5 år. Programmet kan således ses som en opskrift på hvordan vi overordnet skal komme fra vision til virkelighed. Du finder områdefornyelsesprogrammet længere nede på siden.
November 2022 - En togvogn satte rammen for udstilling af forslag til fornyelser i Korinth, nu går vi videre til fase 2 i områdefornyelsen
Onsdag 9. november slog vi dørene op i en godsvogn for udstilling af forslag til fornyelser omkring Korinth Station. Under hver planche var der et kommentarfelt, hvor alle besøgende havde mulighed for at komme med bemærkninger, forslag til rettelser og nye idéer. Forslaget er i samarbejde med ’korintherne’ kommet så langt, at vi nu går ind i en ny fase i projektet, nemlig projekteringsfase. Skitseforslaget er udarbejdet af tegnestuen LABLAND.
Se Skitseforslag fra udstilling i togvogn i Korinth
I projekteringsfasen arbejdes der for eksempel med materialer, former, farver, planter, afstande til jernbaneskinnerne, antallet af parkeringspladser, adgangsforhold og lovgivning. Arbejdet tager naturligvis afsæt i det store forudgående arbejde med workshops, borgermøder og gåture, hvor ’korinthere’ og eventuelle andre interesserede har haft mulighed for at komme med idéer og bemærkninger hele vejen i processen. Projekteringsfasen afsluttes med at sætte projektet i udbud, hvilket forventes at blive i foråret 2023.
Maj 2022 - Nu sætter vi kog under områdefornyelsens gryder - Skal du med i ’køkkenet’?
Nu sætter Faaborg-Midtfyn Kommune sådan rigtig sving i områdefornyelsen i Korinth. I marts 2022 har kommunen fundet en rådgiver som skal hjælpe os med at gøre ambitioner og gode ideer for Korinth til virkelighed. Vores rådgiver er LABLAND arkitekter. De har mange års erfaring med landskabs arkitektur, byrumsdesign og det at bringe mennesker og steder sammen. De glæder sig til at møde lokale og forvandle tanker til handling.
Sæt kryds i kalenderen
Vi kommer sammen med LABLAND til Korinth for at samle inspiration og input til konkrete projekter i byen. Måske har du forslag og ideer, som er vigtige at få med, eller et særligt projekt i tankerne som områdefornyelsen kan hjælpe med at realisere?
Du er velkommen til at kigge forbi og give dit besyv med til at områdefornyelsen bliver ’en velsmagende egnsret’.
Tirsdag den 24. maj - Fælles byvandring med Referencegruppen
Vi starter med en fælles byvandring, hvor Referencegruppen i Korinth viser LABLAND rundt. Under den fælles tur rundt i byen drøfter vi tankerne fra områdefornyelsesprogrammet og forventningerne til de kommende indsatser.
Du er naturligvis velkommen til at gå med, høre nærmere og bidrage med input og idéer. Vi mødes kl. 17.00 ved stationen.
Søndag den 19. juni - Forslag til skitseprojekter for Reventlowsvej
Ud over den ordinære områdefornyelse i Korinth skal der også forskønnes i byen langs Reventlowsvej. Vores rådgiver for områdefornyelsen langs Rute 8, Gustin Landskab, kommer ud og fortæller om forslag til projekter, som skal forbedre og forskønne forløbet langs vejen.
Vi mødes kl. 12.30 i mødelokalet i Korinth hallen. Du kan læse mere om områdefornyelsen langs Rute 8 på www.fmk.dk/vejkantsbyer
Tirsdag den 21. juni – Talerum
LABLAND kommer til Korinth og vil stå på udvalgte steder i byen, i løbet af dagen. Her vil de gerne i snak med lokale - store som små, for at høre ’hvor skoen trykker’ eller hvor den særligt gode udsigt er. Tider og steder deles på www.Korinth.dk og lokalområdets Facebook sider når dagen nærmer sig.
Torsdag den 25. august - Sprint
Er du særligt interesseret i et tema i byen – f.eks. natur, kultur eller noget helt tredje. Så håber vi at du har lyst til at deltage i dette første møde med LABLAND, hvor det defineres nærmere hvor og hvordan de konkrete projekter skal udvikles.
Ønsker du at høre mere om temaerne kan du læse nærmere i områdefornyelsesprogrammet som du finder længere nede på siden her eller kontakte os i Plan på 72 53 20 36 eller plan-vp@fmk.dk
Onsdag den 5. oktober - Sprint ONLINE
Workshoppen afholdes online i temagrupperne fælles fortællinger, én samlet kulturmidte og naturby. Der er afsat en time til hver temagruppe, hvor vores rådgivende arkitekter Labland først giver en introduktion til de foreløbige skitser og hvorefter de diskuteres med fokus på tematikkerne.
Der vil blive lagt et Teams-link op på områdefornyelsens facebook side ’Områdefornyelsen i Korinth’ dagen før. Hvis du ikke har mulighed for at tilgå linket på facebook, så skriv en mail til sijoe@fmk.dk. Skriv også en mail, hvis du ønsker at møde fysisk op på Rådhuset, så deltager vi fælles i online-mødet. Hvis der opstår tekniske problemer på dagen, så ring til Signe på 72 53 40 36.
Onsdag den 9. november til søndag den 13. november - Det åbne vindue - udstilling i en togvogn på Korinth Station
Sydfyn Veteranjernbane opsætter en togvogn på Korinth Station, hvori der vil være udstilling af forslaget til, hvordan områdefornyelsen skal tage form omkring Korinth Station. Togvognen vil være åben i dagtimerne fra onsdag til søndag i uge 45 og du vil have mulighed for at komme og se, hvad der skal ske i din by. I løbet af ugen vil der være forskellige små aktiviteter og arrangementer.
Program for ugen kommer senest i uge 44.
December 2021 - Områdefornyelsesprogram godkendt af Kommunalbestyrelsen
Områdefornyelsesprogrammet for Korinth blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen d. 14. december 2021 og der er dermed sikret mandat til den fremtidige retning for områdefornyelsen.
Programmet beskriver, hvordan kommunen vil opnå den vision og de delmål, der er fastsat for at igangsætte en udvikling for området. Derfor beskrives bl.a. aktiviteter, tidsplaner, organisering af indsatsen og budget. Programmet, herunder visionen og de seks udviklingsområder er blevet bearbejdet sammen med borgere og lokale aktører i efteråret 2021. Samlet er der fokus på at styrke bosætning gennem en understøtning af fællesskab og identitet, kulturhistorie, social sammenhængskraft, rekreativ infrastruktur og erhverv samt bynær natur. Tværgående for alle udviklingsområder er indsats for at skabe en mere bæredygtig by.
Visionen for områdefornyelsen lyder således: Byens rum skal medvirke til at Korinth bliver en levende, sammenhængende og mangfoldig by, funderet i adgangen til egnens rigt varierede natur. Byen skal danne rammerne for de mange gode fortællinger som synliggøres og styrke sammenhængskraft og turismepotentialer, således at der skabes et solidt fundament for erhverv og ’hverdagens gode liv’. De mange naturlige og menneskelige ressourcer skal knyttes sammen og aktiveres i byen - både fysisk, kulturelt og socialt, og dermed understøtte bosætning.
I 2022 igangsættes områdefornyelsen og forslagene til indsatser fra programmet skal kvalificeres yderligere i samarbejde med lokale aktører og borgere. Efterfølgende skal indsatserne skitseres sammen med lokale arbejdsgrupper, projekteres og anlægges inden 2027. Primo 2022 vil der blive fundet en rådgiver som skal understøtte kommunen i arbejdet de kommende år, både med borgerinddragelse og skitsering frem til aflevering af anlægsprojekterne.
Har det ikke været muligt at tilgå dokumenternes indhold eller har du spørgsmål til områdefornyelsen, kan du kontakte Faaborg-Midtfyn Kommunes afdeling Kultur og Fritid på 72 53 80 00 inden for åbningstiden mandag til torsdag kl. 8.00-15.30. Så vil vi kontakte dig og præsentere det relevante dokument for dig inden 10 arbejdsdage.