Sundhedspolitik

Sundhedspolitikken beskriver den overordnede ramme for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde.

Luk alle
Åben alle

Forord

Din sundhed er vigtig for os. Derfor arbejder vi i Faaborg-Midtfyn Kommune for, at sundhed er en del af din hverdag. Det gør vi, fordi alt, hvad vi gør i kommunen, har ét fælles sigte: Vi vil gøre Faaborg-Midtfyn til et endnu bedre sted at bo og give dig muligheden for at leve – og udleve – din egen version af det gode liv.
Mange af de beslutninger, vi som politikere træffer, har betydning for din sundhed. Det gælder for eksempel i kommunens børnehaver, i skolerne, i botilbuddene og i ældre- og plejetilbuddene.

I de kommende år ønsker vi at forbedre sundheden for alle i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det kan vi kun, hvis vi arbejder sammen med borgere, civilsamfund, virksomheder, andre kommuner, Region Syddanmark og fonde. Vi skal sammen finde helhedsorienterede løsninger på fælles udfordringer, så vi sammen får skabt den bedste ramme for det gode liv i Faaborg-Midtfyn Kommune.

På vegne af Sundheds- og Ældreudvalget vil jeg gerne takke alle borgere, som har bidraget til kommunens nye sundhedspolitik. Den er nemlig skabt i tæt dialog med jer – jeg glæder mig til, at vi også sammen skal gøre politikken, som du nu sidder med i hånden, til virkelighed.

God læselyst!

Kristian S. Nielsen
Formand for Sundheds- og Ældreudvalget

Visionen: Sammen om det sunde liv i Faaborg-Midtfyn Kommune

Sundhed er meget mere end det at være rask. Mange mennesker med livsstils- og kroniske sygdomme lever, til trods for sygdom, et godt, sundt og aktivt liv. Sundhed betyder også, at mennesker kan udleve deres ønsker for det gode liv, trives i hverdagen og indgå i sociale fællesskaber. Sundhed giver mulighed for at leve – og udleve – ens egen version af det gode liv.

Sundhed er således en ressource i hverdagen, ikke målsætningen i livet. En bedre sundhed for borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune skal bidrage til sociale og personlige ressourcer såvel som fysisk kapacitet, som alle er vigtige elementer for at opleve livstilfredshed. Sundhed foregår i hverdagslivet, og vi skal løfte på tværs af Faaborg-Midtfyn Kommune, for at vi sammen kan skabe grundlaget for det gode og sunde liv.
Ens egen vurdering af helbreds- og sundhedstilstand har enorm betydning for, hvor tilfreds man er med livet generelt. Målsætningen med Sundhedspolitikken er derfor, at vi i 2026 har øget sundheden i Faaborg-Midtfyn Kommune, så endnu flere borgere er meget tilfredse med deres liv.

Under visionen: Sammen om sunde liv i Faaborg-Midtfyn Kommune ønsker vi i perioden 2023-26 at fokusere Faaborg-Midtfyn Kommunes sundhedsindsats gennem tre prioriterede fokusområder:

A. At forbedre den mentale trivsel hos børn og unge
B. At øge lighed i sundhed
C. At skabe bedre rammer for borgernes sundhed på tværs af fagområder, organiseringer og sektorer.

Gennem disse fokusområder bidrager Sundhedspolitikken til visionen om, at vi sammen skaber det gode liv og det bedste sted at leve, som det står beskrevet i Faaborg Midtfyn Kommunes Udviklingsstrategi.

Udfordringerne

Flere har et dårligt mentalt helbred og flest blandt de unge. Mental mistrivsel blandt børn og unge er et stigende problem i Danmark og ligeledes i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Vi bliver flere ældre i Faaborg-Midtfyn Kommune, og med alderen følger flere sygdomme og funktionstab. Samtidig er antallet af borgere med kroniske sygdomme stadigt stigende, og flere borgere oplever at være ensomme.

I Faaborg-Midtfyn Kommune går det på nogle områder fremad med sundheden, fx er der færre borgere, der ryger eller drikker for meget alkohol.

Men på de fleste parametre går det desværre fortsat den forkerte vej. Flere borgere end tidligere har usunde madvaner, lever med moderat eller svær overvægt og lever ikke op til anbefalingerne for fysisk aktivitet.

Hvis ikke vi lykkes med at vende denne udvikling, så ved vi, at det vil have negativ betydning for borgernes tilfredshed med livet og livskvalitet senere i livet.

Løsningerne

Vi ved, at der en tæt sammenhæng mellem fysisk helbred og mental sundhed og trivsel. Når vi arbejder med sundhed i Faaborg-Midtfyn Kommune, har vi derfor fokus på det hele liv.

Netop helhedsorienterede metoder har en stor effekt i forhold til at skabe livstilfredshed, og det er derfor vigtigt, at vi sammen i kommunen, civilsamfundet, med samarbejdspartnere og gennem fællesskaber får skabt grundlaget for gode og sunde liv.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er vi godt i gang med denne proces. Vi står således på en række erfaringer fra virksomme indsatser, der støtter borgernes sundhed og trivsel, som vi med denne politik vil bygge videre på.

Men vi skal fortsat udvikle os og turde at gå nye veje. Vi vil derfor løbende invitere og opsøge nye samarbejdspartnere, så vi i fællesskab kan udvikle borgernes muligheder for at leve deres egen version af gode og sunde liv i Faaborg-Midtfyn Kommune.

A. Sammen om at forbedre børn og unges mentale trivsel

Vi vil i Faaborg-Midtfyn Kommune forbedre børn og unges mentale trivsel. Det er bekymrende, at psykiske sygdomme og mentale helbredsproblemer er vidt udbredte blandt vores børn og unge. Samlet set har de mentale helbredsproblemer været stigende de seneste år. Dertil kommer, at mentale helbredsproblemer tidligt i livet er forbundet med en øget risiko for psykiske og fysiske sygdomme samt negative sociale konsekvenser senere i livet.

Med fokus på mental trivsel ønsker vi at arbejde for, at børn og unge oplever en tilstand af velbefindende, hvor de udfolder deres potentiale, kan klare dagligdagens og livets udfordringer og kan bidrage til de fællesskaber, de indgår i. Dermed giver vi børn, unge og forældre bedre mulighed for sammen at skabe det gode liv.

Det kræver en fælles og fokuseret indsats at øge den mentale trivsel, så alle børn i kommunen vokser op og får mulighed for at leve – og udleve – deres egen version af det gode liv.
Målet med indsatsen er, at vi i 2026 har øget børn og unges mentale trivsel.

Det gør vi ved:
1. Et fireårigt signaturprojekt, som styrker eksisterende og kommende initiativer for at understøtte børn og unges mentale trivsel
2. Implementering af relevante nationale initiativer, som fx ”10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed”
3. Øget samarbejde og involvering af børn, unge og forældre i indsatsen
4. At indgå nye partnerskaber og samarbejde med civilsamfundsorganisationer, virksomheder, kommuner, forskningsinstitutioner og fonde.

Faktaboks 1:
Mindst 16% af 0-9-årige danske børn har mentale helbredsproblemer.

Faktaboks 2:
Siden 2010 er antallet af unge med et dårligt mentalt helbred mere end fordoblet. I 2021 angav således 21 % af drengene og 34 % af piger i alderen 16-24 år, at de havde et dårligt mentalt helbred.
(Sundhedsstyrelsen 2022)

B. Sammen om at øge lighed i sundhed

Vi ønsker at øge ligheden i sundhed. Både nationalt og i Faaborg-Midtfyn Kommune har social position og vilkår stor betydning for borgernes sundhed, sygdom, levetid og sundhedsrelateret livskvalitet. Forskning viser tydeligt, at der er dårligere sundhed og overdødelighed blandt de grupper, som har sociale udfordringer. Statistikken viser også, at kompleksiteten i de sociale udfordringer har direkte betydning for sundhedstilstand og overdødelighed.

Faaborg-Midtfyn Kommune spiller en afgørende rolle i at forebygge og reducere sygdom blandt udsatte borgere. Vi har, som kommune, en vigtig rolle i at bygge bro mellem sundhedsvæsenet og mennesker i udsathed; både i forhold til at hjælpe alle med at bruge de relevante sundhedsydelser og i forhold til at sikre den nødvendige ro og pleje, når udsatte borgere udskrives fra hospitalet.

Vi har alle forskellige behov og evner til selv at forstå og håndtere sundhedsudfordringer, og derfor skal løsningerne også tilpasses den enkelte borger. Faaborg-Midtfyn Kommune vil derfor bidrage til mere lighed i sundhed gennem forebyggelse, behandling, rehabilitering og pleje, der tager højde for borgeres og patienters forskellige udgangspunkter og behov. De, som kan selv, skal selv, mens de, der har brug for hjælp, skal have det.

Målet med indsatsen er, at vi i 2026 har øget ligheden i sundhed, så flere borgere får flere gode leveår.

Det gør vi ved:
1. Tidlige og målrettede indsatser til børn, unge og familier
2. En styrket opsøgende indsats for udsatte borgere
3. Flere brobyggende fællesskaber i arbejds-, fritids- og foreningsliv.

Faktaboks:
Socialt udsatte lever i gennemsnit 19 år kortere end den øvrige befolkning
(Statens Institut for Folkesundhed, SDU 2017)

C. Sammen om sundhed på tværs

Vi kan kun løfte sundheden, hvis vi gør det sammen. Borgernes behov for forebyggelse, rehabilitering, behandling og pleje er ofte komplekse og sammensatte. Derfor er forpligtende samarbejder på tværs af det samlede sundhedsvæsen afgørende for, at vi lykkes. Sygehuse, almen praksis og de kommunale sundhedstilbud er gensidigt afhængige af hinanden, hvis borgerne skal opleve sammenhængende og koordinerede tilbud.

Vi står på solide erfaringer med tværgående sundhedssamarbejder, fx via den regionale Sundhedsaftale og lokale rammeaftaler med praktiserende læger og sygehus. Vi er i en spændende tid, hvor reformer på sundhedsområdet vil være med til at styrke det tværgående samarbejde.

Sundhedsvæsenet kan dog ikke stå alene med opgaven. Samspillet med familie, arbejdsmarked, civilsamfund, natur og kultur har i høj grad betydning for borgernes oplevelse af – og mulighed for – at leve et godt og sundt liv.

Målet med indsatsen er, at vi i 2026 har vi øget sundheden blandt borgerne i Faaborg-Midtfyn Kommune, så borgerne oplever gode overgange og bedre koordinering imellem sundhedsindsatser på tværs af aktører.

Det gør vi ved:
1. Flere helhedsorienterede sundhedsindsatser, som går på tværs af fagområder og den politiske struktur
2. Styrket samarbejde med Region Syddanmark, almen praksis og de andre fynske kommuner
3. Fortsat implementering af teknologiske løsninger, der kan støtte borgernes sundhed og trivsel i hverdagen
4. At indgå nye og flere partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, virksomheder, kommuner, forskningsinstitutioner og fonde.

Faktaboks:
I Faaborg-Midtfyn Kommune er 63 % af borgerne utilstrækkeligt fysisk aktive og 58 % er overvægtige (BMI>25).
(Sundhedsstyrelsen 2022)

Første skridt mod øget sundhed: Sådan gør vi

”Sammen om sunde liv i Faaborg-Midtfyn Kommune” er en tværgående politik, der forpligter alle dele af organisationen. Politikken følges op af en dynamisk handlings- og implementeringsplan, der beskriver prioriterede forslag til handlinger.

Sundheds- og Ældreudvalget er ansvarligt for implementering af sundhedspolitikken og behandler årligt status, evaluering og eventuel justering af igangsatte handlinger og målsætninger under politikken.
Sundheds- og Ældreudvalget vil efter behov inddrage de øvrige fagudvalg i arbejdet med de prioriterede tværgående politiske initiativer i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Ved politikkens udløb i 2026 vil der blive udformet en samlet evaluering af politikken og igangsatte handlinger herunder. Denne evaluering vil danne grundlag for Faaborg-Midtfyn Kommunes kommende indsatser på området.

Spørgsmål? Kontakt os

Sundhed, ældre og Socialområdet

Skolevej 6
5854 Gislev

Telefon: 72 53 60 00

Telefontider
Mandag 9.00 - 12.00
Tirsdag 9.00 - 12.00
Onsdag Lukket
Torsdag 9.00 - 12.00
Fredag: 9.00 - 12.00