Åhaven
Åhaven er et boligtilbud til dig der pga. handicap eller almindelig alders-svækkelse har brug for personlig pleje - omsorg og praktisk hjælp.
Visionen er at skabe et trygt og hjemligt miljø hvor du er i centrum.
Medarbejderne samarbejder med dig, ud fra dine ressourcer/belastninger og livshistorie.
Fakta om Åhaven
Adresse og kontaktoplysninger
Ådalen 3
5863 Ferritslev
Telefon: 72 53 05 26
Fakta
Antal rum | 1 |
Antal lejligheder | 45 |
Husleje minimum (før boligydelse) | 6.100,00 kr. |
Indskud minimum | 20.590,00 kr. |
Fødevarestyrelsens smiley ordning | Smiley ordning for Åhaven |
Opført/ renoveret | opført 1970 renoveret i 2004 |
Fælles lokale/ hus | Ja |
Kvalitetsstandard | Se kvalitetsstandarder |
Tilsynsrapport | Kvalitetsvurdering 2024 |
Plejehjemmet Åhaven blev bygget i 1970 og udbygget samt renoveret i 2004. Åhaven ligger meget naturskønt i Ferritslev by med let adgang til indkøbsmuligheder. Fra plejehjemmet er der udsigt til smukke naturområder med åer og bakker.
Åhavens fællesarealer er lyse og velindrettede. Der er mulighed for fællesskab, både i små nære grupper, men også i forbindelse med større arrangementer.
Vores arbejde tager afsæt i vores menneskesyn og værdigrundlag, hvor vi forpligter os til at skabe et ligeværdigt, hjertevarmt levested med fokus på trivsel og velvære. Vi er opmærksomme på at hindre ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed blandt vores beboere.
På Åhaven tilbyder vi et røgfrit miljø både ude og inde, da rygning ikke er tilladt på matriklen. Der må ryges i egen bolig.
Værdigrundlag:
Den overordnede værdi på Åhaven er tryghed.
For at give tryghed gør vi vores bedste for at leve op til følgende værdier:
Der udvises omsorg ved…
• At vi møder hinanden med nærvær, interesse og engagement i alle livets situationer
• At der er en åben og ærlig holdning til den enkeltes behov
• At vi tager hånd om hinanden ved at lytte, tale med hinanden og være imødekommende
Der opleves livskvalitet ved…
• At vi giver plads til glæde, grin og spontanitet
• At vi forsøger at skabe hjemlige omgivelser i trygge rammer
• At vi sammen og hver for sig er vigtige og bidrager til hinandens trivsel
• At vi udfordrer og vedligeholder hinandens evne
Der udvises tolerance, som opleves ved…
• At der vises respekt for det enkelte menneskes værdier
• At der er forståelse for hinandens væremåde
Menneskesyn
Fundamentet for Åhaven er at yde omsorg for medmennesker med udgangspunkt i livs- og menneskesyn.
Det betyder, at vi:
• Betragter ethvert menneske som unikt, skabt og værdifuldt.
• Styrker det enkelte menneskes identitet og ligeværd.
• Respekterer andres holdninger, meninger, værdier og levevis
• Imødekommer det hele menneskes behov for både fysisk, psykisk, social, kulturel og omsorg
• Giver plads til livsglæde, medindflydelse og engagement for beboere, pårørende, frivillige og medarbejdere.
Personale
På Åhaven er der personaledækning døgnet rundt.
Der er 50 fastansatte medarbejdere på Åhaven. Vi yder i fællesskab støtte og omsorg fysisk, psykisk, socialt og kulturelt.
Den blandede personalesammensætning giver et godt tværfagligt samarbejde og er med til at løfte det faglige niveau. Personalesammensætningen består af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, husassistenter og en aktivitets medarbejder.
Vi er gode til at lytte, skabe kontakt og udvise tillid. Derudover er vi i besiddelse af en god og sund humor, som plejer at smitte af på omgivelserne.
Vi er uddannelsessted for social- og sundhedsuddannelserne.
Indflytning
Åhaven rummer 45 lejligheder - alle med stue, tekøkken med køleskab og fryser samt stort rummeligt badeværelse. Stuen rummer plads til et sofaarrangement og et mindre spisebord.
Lejlighederne på Åhaven udlejes af boligselskabet Danske Diakonhjem
Oplysninger om husleje og indskud fås ved at tag kontakt til lederen af Åhaven.
Lejlighederne bliver gjort rent efter kvalitetstandarden i Faaborg-Midtfyn kommune.
Indretning:
Lejlighederne på Åhaven er alle 1-værelses.
De består af en stue med lille tekøkken, soveværelse og badeværelse. Derudover har alle lejligheder lille terrasse, samt et stort panoramavindue med en lav, bred vindueskarm, så man kan nyde udsigten - selv fra sengen.
Til hver lejlighed hører der to sammenhængende højskabe på hjul, der kan placeres efter behov. Endvidere er der et fast højskab ved badeværelset.
Alle lejligheder er indrettet med en plejeseng og loftlift i soveværelset.
Der er telefon- og tv-stik i alle lejligheder samt trådløst netværk.
Lejligheden må indrettes, som I ønsker det, dog bedes I tage hensyn til evt. hjælpemidler, samt at personalet skal have plads til at udføre personlig pleje og rengøring i lejligheden.
Det er beboeren og/eller de pårørende selv, der står for det praktiske ved indflytningen - opsætning af billeder, ophængning af lamper osv.
Lejlighederne er malet i lyse farver, og der er linoleum på gulvene.
Se skitse af lejligheden her (link)
Hvem kan bo her
For at få en bolig på Åhaven skal du være visiteret til en plejebolig i Faaborg-Midtfyn kommune.
På Åhaven har vi ingen indflydelse på hvem, der flytter ind.
Det skal du medbringe
Åhaven skal betragtes som eget hjem. Du skal derfor medbringe fuldstændig det samme, som hvis du flyttede i en hvilken som helst lejlighed ude i byen. Vi har lavet en liste med de vigtigste ting:
• Indbo
• Personlige hjælpemidler
• Tøj – rigeligt med undertøj
• Dyner og puder - gerne 2 sæt
• Medicinæsker – til 14 dages dosering (dvs 15 æsker)
• Termometer (digitalt)
• Neglesaks
• Affaldsspand til badeværelset og køkken samt gulvsvaber
Du har mulighed for at tilkøbe servicepakker med rengøringsmidler og toiletartikler. Ligeledes kan sengelinned og håndklæder tilkøbes. Du kan kontakte plejehjemslederen for dette.
Kontaktpersonordning
På Åhaven vægter vi samarbejdet mellem beboer, pårørende og personale højt. Der vil ved indflytning, derfor blive tildelt en kontaktperson til den enkelte beboer.
Det vil være denne kontaktperson, der har den primære kontakt med beboeren og især de pårørende. Man vil med kontaktpersonen kunne aftale, hvordan kontakten skal foregå.
Hverdagslivet
Livshistorie
Det er vigtigt for os at kende din livshistorie, da denne har været med til at forme dig som person. Få gerne hjælp af dine pårørende til få udarbejdet din livshistorie - den er anvendelig uanset hvordan du er i kontakt med sundhedsvæsenet.
Det betyder meget for os at vide noget om dit liv før Åhaven, som fx interesser, musik du godt kan lide at høre, tidligere adresser, vaner, hvad der gør dig glad osv. Vi bestræber os på at inddrage denne livshistorie i dagligdagen.
Pårørende
Samarbejdet med de pårørende er alfa-omega for beboerens oplevelse af at bo på Åhaven. Det er derfor vigtigt, at vi får et godt samarbejde med de pårørende. God dialog er vigtig, derfor inddrages de pårørende så meget som muligt - selvfølgelig i det omfang de selv ønsker.
Det vil være de pårørende, der skal hjælpe med indkøb af de ting, beboeren ikke selv er i stand til at komme ud at købe.
Som pårørende er man hjertelig velkommen til at deltage i aktiviteterne på stedet.
Aktiviteter
Åhaven er et plejehjem med mange forskellige aktiviteter i hverdagen, og vi griber enhver lejlighed til at fejre både årets gang, højtider og andre ting. Vi arrangerer fester og arrangementer med både gamle og nye traditioner. Vi fejrer fx Helligtrekonger, fastelavn, påskefrokost, høstfest, Skt. Hans-bål, julefrokost og gudstjenester.
Til nogle arrangementer samarbejder vi med de to skoler, som på skift kommer og deltager. f.eks Lucia eller fastelavn
Vi forsøger i det daglige at bidrage med planlagte aktiviteter i form af fx. Banko, sang og musik, wellness, bage vafler, vandreture osv.
Vi har forskellige frivillige tilknyttet på plejehjemmet - de hjælper med at få beboerne ud at gå tur, ved arrangementer, afholder banko og meget mere.
Åhaven er placeret i en dejlig oase, hvor du er i tæt kontakt med naturen.
Vores minibus giver os mulighed for at foretage både planlagte og spontane ture i små grupper.
Vi har på Åhaven en aftale med den lokale præst, der kommer i huset og holder gudstjeneste. Du vil på aktivitetskalenderen på hjemmesiden kunne se, hvornår der er gudstjenester.
Åhavens Venner
Vi er så heldige, at vi har vores egen venneforening. Foreningen Åhavens Venner´s formål er at støtte beboerne på plejecenteret Åhaven i form af diverse arrangementer året rundt. Foreningen har 2 arrangementer hver måned.
Hvis du ønsker at støtte foreningen eller deltage eller blive medlem, kan du få en tilmeldingsblanket ved at kontakte plejehjemmet Åhaven.
Programmet for 2025 ses ved indgangen til mødestedet.
Mad
Køkkenet tilbereder dagligt maden fra bunden. Maden kan duftes i hele huset lige fra morgenstund af.
Idet vi, på Åhaven, har eget køkken, vil det være muligt at ønske noget bestemt at spise på sin fødselsdag. Køkkenet skal selvfølgelig godkende dette, og det vil være hele huset, der får denne menu serveret. Du bestemmer menuen til det varme måltid samt eftermiddagskage på din fødselsdag
Det vil som pårørende og besøgende i huset være muligt at købe kaffe, kage, varm og kold mad.
Forplejning
Formålet med forplejning
• Tilbyde dig en velsmagende og ernæringsrig døgnforplejning, herunder væske.
• Medvirke til at sikre dig trivsel og velvære.
• Medvirke til at give dig gode oplevelser og øget samvær omkring måltiderne.
• Medvirke til forebyggelse af sygdom samt regulering af din ernæringstilstand
Hvad omfatter forplejningen
Døgnforplejningen består af tre hovedmåltider og to-tre mellemmåltider, hvor tilbuddet tager udgangspunkt i de officielle anbefalinger og kostråd fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.
Sådan får du døgnkost på plejehjem
Som beboer på et af plejehjemmene i kommunen, tager du som udgangspunkt del i dagligdagen og dermed også måltiderne på plejehjemmet.
For at sikre, at du får den mad, du har behov for, bliver der i forbindelse med indflytning på plejehjem, rehabiliteringscenter, midlertidigt ophold eller aflastning vurderet, hvilke ernæringsmæssige behov, du har.
Du vil blive tilbudt at blive vejet, og vi vil drøfte dine mad- og måltidsvaner, og om du eventuelt har behov for særlig tilpasset kost.
Vi vejleder dig, hvis du har sundhedsmæssige problemer, som kan forebygges eller bedres via kosten. Hvis du har særlige præferencer for visse fødevarer, vil vi i et vist omfang kunne opfylde disse med udgangspunkt i dine aktuelle helbredsmæssige behov.
Udvalget af fødevarer, som indgår i døgnkosten, tager afsæt i et standardsortiment. Har du ønsker til en bestemt fødevare, er du velkommen til selv at indkøbe disse.
Individuelle behov
Hvis du har problemer med at tygge eller synke eller har et øget protein- og energibehov, kan vi tilbyde dig individuel tilpasset kost mht. konsistens og nærings indhold, hvilket iværksættes med udgangspunkt i en ernærings vurdering.
Du tilbydes også specialkost via lægehenvisning ved for eksempel diabetes eller allergier.
Helligdage og højtider
Vi gør ekstra ud af måltiderne på helligdage og ved højtider. Ved sådanne lejligheder kan du desuden få øl, vin, eller sodavand til det varme og kolde måltid (6 gange årligt).
Gæster
Gæster kan bestille mad mod betaling. Kontakt køkkenpersonalet på plejehjemmet for at bestille mad.
Kan mad og måltider afbestilles?
Indlægges du på sygehus, afbestilles din døgnkost døgnet efter din indlæggelse. Derudover kan du få godtgjort et eller flere hovedmåltider ved afbestilling 24 timer før. Mellemmåltider kan ikke afbestilles.
Spørgsmål? Kontakt os
Åhaven
Ådalen 3
5863 Ferritslev
Telefon: 72 53 05 26
Har du behov for at sende personfølsomme oplysninger til os, gøres det på nedenstående link:
Leder:
Randi Matthiesen
Telefon: 72535070